Da jeg kom til Vesterbro, var det, som om verden endelig åbnede sig. Og selve livet blev genstartet. Alle de drømme, der havde vokset sig luftige som fatamorganaer ude på den vestjyske hede, kunne foldes ud som faner af håb her. Troede jeg.

For når man er ung, kan man ikke komme hurtigt nok væk fra sin hjemstavn. Fordi den netop er et hjem og den stavn, hvor ens forældre engang stødte på grund i jagten på deres drømme. Derfor kan ens egne visioner naturligvis ikke brænde igennem så tæt på den eviggyldige stilstand.

Hvad enten man som jeg er vokset op i en landsby, indrammet af bibelbæltet, en søvndrukken provinsby, forstædernes rækker eller i en lejlighed i landets eneste lille storby, er sandheden jo, at langt de fleste af os her fra isbægeret kommer fra en hjemstavn, hvor mottoet var »stille og roligt«.

Vender hjem til stavnen
Hvis nogen en sjælden gang slap fra den trygge hygge og rejste bort, svarede man altid det samme, når den hjemvendte spurgte, hvordan det gik her på egnen. »Jo, du, her er alt ved det vamle ... undskyld gamle«, sagde man. Med kvalmen dryppende ned ad det blege næb i ren frustration over, at det her sted bare ikke kunne flyttes.

Senere opdagede man, at det hele alligevel sker under og bag ved alt, der tilsyneladende bare er stilstand. Livet kædes sammen af de små begivenheder og mirakler, der sker, mens vi spejder i den tågede horisont efter det store drama.

De fleste forliges med det, livet. Og vender glade hjem til stavnen. Gennem denne nye fremmedes åbne øjne, tager det hele sig pludselig langt bedre ud.

Virkelig gode sange
Mens man selv har forandret sig uden at bemærke det, er der sandelig også sket noget her. Alligevel er alt på en måde ved det gamle. Og det er godt nok, siger man. Måske fordi man alligevel ikke kan komme helt tilbage. Eller gøre noget ved det, for den sags skyld. Hjemstavnen har nemlig også døre, der lukkes, når man forlader den.

»I bund og grund vil jeg tilbage/ men jeg kan kun gå frem«, som Jonas og Steffen Breum alias duoen Breumm synger i sangen ’Veje af’. En af de smukkeste af de i alt 13 nye og overvejende virkelig gode sange til den danske ’Hjemstavn’, der mandag udkommer på albummet af samme navn.

Kigger tilbage i plovfurerne
I stedet for, tro mod sin vane, at vende blikket mod eksotiske egne, de højeste tinder og hæsblæsende metropoler kigger rocken og poppen her tilbage i de plovfurer, vi alle trækker med os gennem livet.

»Tror du der er liv på Mors?«, spørger Sterling i den luftige sang ’Liv på Mors?’, der elegant spiller på David Bowies klassiker ’Life on Mars’. Så er perspektivet ligesom angivet.

Som det har været så mange gange før. For sangene til hjemstavnen myldrer jo frem af den danske muld.

Tradition for dyrkelse af hjemstavnen
Allan Olsen har indspillet et helt debutalbum til sin ’Norlan’, Johnny Madsen har beskrevet Danmark ’Vest for vest’, C.V. Jørgensen har givet Hovedgaden 84 E i Lyngby evigt liv i ’Elisabeth’, Gasolin’ listede i sin tid over ’Langebro’ og beskuede København fra oven i ’Se din by fra tårnets top’, Michael Falch har sunget ’Kalvehave Mark’ ind på musikkens danmarkskort, og Gnags har sat lyset helt rigtigt i ’Lav sol over Århus’.

Hiphop med sin dyrkelse af ’hood’ og hjemmedrenge har Jokeren lært os alle, at Christianshavn hedder ’Havnen’, Rockers By Choice huserede endnu længere ude på ’Ama’r er nummer et’ og Niarn kiggede mod nord til sit elskede ’Dobbelt A’. Blandt så mange andre.

Virker stærkt inspirerende
Til trods for sin til tider rebelske attitude og indbildte rodløshed har dansk rock altså for længst forliget sig med sine rødder. Ikke desto mindre lyder det straks som en fin og berettiget idé at levere 13 nye af slagsen fra nogle knap så etablerede kunstnere, samlet på et album med et listigt smil bag nostalgisk korsstingsbroderi på forsiden.

Det er tydeligt, at det sted, man kommer fra, eller det sted, man i hvert fald føler sig hjemme, sætter tanker i gang og virker stærkt inspirerende for sangskrivere. Og formentlig alle andre kunstnere – hvad ville Dan Turèll eksempelvis have været uden sit billeddannende Vangede?

Rummer flere stjernstunder
Ligesom hjemstavnen vokser for en, jo længere årene fører en væk fra den, vokser mange af sangene til den på albummet, der rummer flere stjernestunder.

En af dem er den kostelige ’Den slags fik man tæsk for dengang i min by’ med brødrene Olesen-Olesen i tilbageskuende humor på baggrund af en insisterende staccatopræget melodi: »Rimbaud-aspirant dybt inde i provinsen/ alene med sine rimeligt oversete provokationer«.

Humoren går igen hos duoen Breumm, der dog også på smukkeste vis tilføjer naivistisk filosofi i det iørefaldende pletskud ’Vejle af’: »De steder, som vi vokser op af/ er måske ingen steder mer’ ... I bund og grund er det ikk’ de steder, som vi vokser op af/ men os selv, der bliver væk«.

Det er præcis den følelse, der danner det ømskindede vemod, som præger mange af sangene. Også (Christian) Junckers følte afsked med sin barndoms Odense: »En tur gennem dig/ er en tur gennem mig«. Så enkelt kan det egentlig synges.

Hit til ære for hovedstaden
Også København, der i sagens natur ofte er beskrevet, får et par sange med her. Jens Unmack har fint oversat svenske Joakim Thåströms magiske sang til ’Sønder Boulevard’. Og Thomas Thomsen (Pluto) går friskt til de kendte gader og lokaliteter på sin omstrejfende ’KBH’. En moderne popsang med alle kvaliteter til at blive et hit til ære for hovedstaden.

At det faktisk også kan lade sig gøre at mindes sin hjemstavn uden at sætte ord på, er Dub Tractors lifligt boblende electronica i ’Hørsholm Midtpunkt’, der sjovt nok i atmosfære og udtryk minder om en ubekymret slægtning til Lars H.U.G.s fortættede ’Cityslang’, et eksempel på. Om det også er lyden af Hørsholm Midtpunkt, må andre vurdere.

Minder os om vores herkomst
Til gengæld forstår jeg til fulde fornemmelsen af at vende hjem til det altædende Vesterhav i Larsen & Furious Janes meget vellykkede forsøg på at synge på dansk ’Havet og Henne’: »Jeg kender stedet, jeg kender kuren/ Når jeg skal have genopfrisket mit begrænsede omfang«.

Det er måske præcis det, hjemstavnen kan. Minde os om vores herkomst og minimale placeringer i universet, historien og det store, evige blå et sted derude bag Barndommens land.

For alle dem, der skal hjem til jul i år, er ’Hjemstavn’ den oplagte gave. Til minder, eftertanke og undren. For eksempel over det, man kommer fra og aldrig kommer helt væk fra. Heldigvis. For som Jens Unmack synger: »Bare for at ét sted skal man være«. Og indimellem oven i købet føle sig hjemme og i tryg favn.