På papiret svært at få øje på nogen logik i at sætte de to sammen, men mangel på papirlogik kalder man i andre sammenhænge for mirakler, og sådan et lille mirakel er ’Raising Sand’ blevet.
Plants legendariske stemmepragt plejer nok at kunne rydde arenaen, men for at give plads til Krauss-vokalens klart perlende skønhed må han i disse duetter føre sig frem med en nænsomhed, der afslører helt nye sider af den gamle hanløve.
Variation og undersøgelse
Altafgørende for projektet er produceren T-Bone Burnett, der ud over sin rolle som guitarist sammen med guitarmystikeren Marc Ribot som iscenesætter har skabt en usædvanlig plastisk og åben musikalsk ramme. Så sonisk klartskuende, at man uvilkårlig kommer til at tænke på Emmylou Harris’ berømte samarbejde med Daniel Lanois på ’Wrecking Ball’.
På ’Raising Sand’ er ærindet dog snarere variation og undersøgelse end æterisk helstøbthed. Fra den ambiente stemning på den diskrete duet ’Rich Woman’ til ren country, rockabilly, gyngende bluesrock og en slags Zep Goes West på ’Nothing’, er der hele tiden tale om frugtbare udfordringer for det vokale parløb i centrum.
Usædvanlig spændstighed
Plant er klart mest på udebane i dette lille americana-paradis, men også Krauss har sit at slås med på en fortolkning af Tom Waits og Kathleen Brennans ’Trampled Rose’.
Således seriøst udfordrede kan Plant og Krauss læne sig trygt bagud i en musikalsk ramme, hvor den sindige duven dækker over en usædvanlig spændstighed hos ikke mindst Burnetts rytmegruppe Jay Bellerose og Dennis Crouch. En overrumplende udgivelse, der vil ramme på kryds og tværs af gængse opdelinger af de musikalske territorier.
Print
Send






























Læserne skriver - hvad mener du?
Læsernes kommentarer
Bedst lige nu
Værst lige nu
Café+Restaurant-favoritter
Anmeld din favorit