I Am Bones smuttede for to år siden på det nærmeste ud mellem sidebenene på det vitale jyske pladeselskab Morningside Records. På det tidspunkt var opmærksomheden på Morningside ellers samlet om Larsen & Furious, men I Am Bones alias Johannes Gammelby tog fusen på mange med en strittende og sprælsk debut.
Nu har Gammelby samlet sig et regulært I Am Bones-band. En kvartet med bas, guitarer og trommer. Produktionen er mere massiv, men det stritter stadigvæk gevaldigt på ’The Greater Good’. Rocken er mere bidsk, poppen mere skinger og grundspillet temmelig hårdt i filten.
Med en titel som ’The Main Thing Is To Keep The Main Thing The Main Thing’ bliver det nok ikke et radio-hit, men nummeret ville ellers næsten kunne være af den rette støbning. Hvis det ikke lige var, fordi et pludseligt temposkift sprænger formatet.
Guld og flot skrammel
Tøjlet kaos er stilen på et album, hvor hidsig og skæv rock som ’The Good Son’ veksler med et nummer som ’Walk, Don’t Run’, der kunne være en ung Nikolaj Nørlund på nippet til at falde i søvn efter et glas rødvin for meget.
Det er ganske imponerende og en smule foruroligende, hvor mange forskellige ting man kan proppe ind på en cd, der blot varer 34 minutter. Man ved aldrig, hvor man har I Am Bones. Det er albummets altoverskyggende kvalitet og problem.
Der er guld og flot skrammel på alle numre. Men det er de konstante afbræk og stilskift, som gør, at også album nummer to fra I Am Bones lyder som en særdeles talentfuld debut.
Nu har Gammelby samlet sig et regulært I Am Bones-band. En kvartet med bas, guitarer og trommer. Produktionen er mere massiv, men det stritter stadigvæk gevaldigt på ’The Greater Good’. Rocken er mere bidsk, poppen mere skinger og grundspillet temmelig hårdt i filten.
Med en titel som ’The Main Thing Is To Keep The Main Thing The Main Thing’ bliver det nok ikke et radio-hit, men nummeret ville ellers næsten kunne være af den rette støbning. Hvis det ikke lige var, fordi et pludseligt temposkift sprænger formatet.
Guld og flot skrammel
Tøjlet kaos er stilen på et album, hvor hidsig og skæv rock som ’The Good Son’ veksler med et nummer som ’Walk, Don’t Run’, der kunne være en ung Nikolaj Nørlund på nippet til at falde i søvn efter et glas rødvin for meget.
Det er ganske imponerende og en smule foruroligende, hvor mange forskellige ting man kan proppe ind på en cd, der blot varer 34 minutter. Man ved aldrig, hvor man har I Am Bones. Det er albummets altoverskyggende kvalitet og problem.
Der er guld og flot skrammel på alle numre. Men det er de konstante afbræk og stilskift, som gør, at også album nummer to fra I Am Bones lyder som en særdeles talentfuld debut.
Print
Send

























Læserne skriver - hvad mener du?
Læsernes kommentarer
Bedst lige nu
Værst lige nu
Café+Restaurant-favoritter
Anmeld din favorit