Olesenbrødrene Peter og Henrik har i et kvart århundrede spillet sammen i Teenage Museum, Greene og de sidste mange år i Olesen-Olesen. De har sikkert skændtes som et gammelt ægtepar undervejs, selv om rollefordelingen har været relativt klar. Peter H. Olesen har sans for ord med selvironisk, selvmedlidende sarkasme og en sardonisk stemme, der matcher. Guitaristen og komponisten Henrik Olesen har sans for musikken.

Brødrenes fælles form er blevet forfinet i en grad, så man midt i en konstant høj kvalitet også har noteret en snigende monotoni. Måske er man ligefrem gået hen og blevet sat? Men »Hvad er det jeg drømmer om/ Hvis jeg kunne/ gøre alting om/ Hvis jeg nu/ fik en chance til«, som Henrik Olesen spørger på ’Atten tolv femogtres’. Eller formuleret på en måde, som passer til et gammelt brødreægtepar: Hvad nu, hvis vi ikke var sammen, men hver for sig?

Minimalistisk hverdagspoet
Brødrene Olesen har taget konsekvensen og valgt at fejre sølvbrylluppet med et skilsmisseeksperiment. De går i hvert fald for en tid hver til sit. På dobbelt-cd’en ’Kain og Abel’ har brødrene fået hver sin cd at boltre sig på. Peter H. Olesen har valgt at slå kludene sammen med Rune Borup og Torsten Larsen fra Larsen & Furious Jane. Henrik Olesen har søgt tilflugt hos Nikolaj Nørlund og et band med følsomme musikere som bassisten Hans Holten Hansen og trommeslageren Niclas Tange.

Uden den kulsorte humor i Peter H. Olesens evindelige, veldrejede jeremiader folder bror Henrik sig ud som en stilfærdig næsten minimalistisk hverdagspoet, hvor de fine små registreringer er sat til musik i samme ånd. Musikken er indfølt og helstøbt sat i scene. Rødderne kort fortalt: Fra Allan Simonsen i Vejle via den døde rocksanger Ian Curtis fra Joy Division af sted til Københavnstrup i en Fiat.

Skudsikker sarkasme
Fremviser Henrik Olesen en anderledes diskret side af Brødrene Olesen, så går Peter H. på vanlig facon lige til de desillusionerede makroner. Han åbner med ’I kulkælderen på 3. sal’ og linjerne »Mit liv ligger i ruiner/ Jeg står og venter på en arkæolog/ Klædt i mit stiveste puds/ men med hul i sokken og udtrådte sko«. Så er tonen ligesom slået an til næste nummer: »Hver dag går jeg tur med hunden/ selv om hunden er død«.

Også musikalsk er der mere smæk for skillingen hos den sarkastiske bror. Men ikke nok med det. På sange som ’Jeg drømte jeg var et godt menneske’ og ’Kirke nok’ (»jeg har affundet mig med/ at min tvivl er min tro«) benytter Peter H. Olsen lejligheden til at besøge andre lokaliteter end den skudsikre sarkasmes helligsteder.

Lærerig forsøgsopstilling
’Kain og Abel’ er en interessant og lærerig forsøgsopstilling. Det klæder Brødrene Olesen at få lukket frisk luft ind i det efterhånden så gennemrutinerede og hermetiske univers. Begge pladerne er mere åbne og løse end en normal Olesenplade.

Samtidig er ’Kain og Abel’ en slående påmindelse om den indforståede, næsten yin og yang-agtige kemi brødrene imellem. Med sin karakteristiske stemme og sine vittige punchlines klarer Peter H. Olesen sig bedst på egen hånd. Ikke så mærkeligt. Han er jo frontfiguren, men savner klart nok broderens melodiske sikkerhed at læne sig op ad.

Mere sammen end hver for sig
Meget er lige løst nok og en længere digt-recitation er ganske rigtigt »lige på grænsen af det patetiske«, men samarbejdet med Torsten Larsen og ikke mindst Klaus Mandal Hansen på den brillante ’Mindestue for mig selv’ resulterer i mindeværdige resultater. Henrik Olesens tekster introducerer en velkommen variation i brødrenes univers, men han er ikke den store sanger, og facit bliver mere fint end originalt.

Skal der sættes lidt lus i skindpelsen – og det skal der jo i sådan et brødreopgør – må man nok sige, at Peter H. Olesen bedre kan klare sig uden Henrik end omvendt. Men det kan de jo skændes om fra nu af til juleaften. Hvor de måske vil se hinanden dybt i øjnene og over to stearinlys konstatere, at de alligevel er mere sammen end hver for sig.