DET UNGE DANSKE band Green Pitch er en slags magnet for mange forskellige fine og følsomme sager. Sådan lyder det i hvert fald på debutalbummet 'Ace of Hearts', hvor noget, der minder om Stina Nordenstams hvisken, Galaxie 500's stille syden og Wynonas tyste ørkenlandskab, alle finder vej ind.

Og så lyder Green Pitch på 'Reverse' og 'New Year Departure' ikke så lidt som Nikolaj Nørlunds gamle band Trains, Boats & Planes spædet op med et drys sonisk knas.

Det dæmpede er et samlingspunkt for Green Pitch i almindelighed og sangerinden Rex Garfield i særdeleshed, men dét, der samles i det følsomme punkt, er præget af en fintregistrerende diversitet. Det er på mange måder en livgivende og øm debut. Endnu lidt ubeslutsom i sidste ende. Der er så mange veje, man kan gå! Hvilken er den helt personlige? Hvor skal man vælge at fortættes?

At stien anes i fremtidens landskab, er der flere eksempler på. 'Midnight' med den raffinerede udgang »and I'll smile to let him know I feel/ a different way of still the same«. 'Slow Down' hvor Garfield når at slentre afslappet på 1 minut og 10 sekunder. Sart start, men det sarte har sin egen styrke.