Virkeligheden bliver skåret ud i plader af ubehandlet stål for tiden.

I de mere nysgerrige egne af amerikansk rock har der været en række udgivelser, man skal holde sig på afstand af, hvis man har det bedst med rockens naturalisme, hvor harmonier og akustisk guitar opretholder en varm og autentisk virkelighedsforbindelse til den martrede rocksjæl.

Navne som Battles, Crystal Castles og Health har allerede kappet forbindelsen til skønmalende bands som Beach House og Band Of Horses og i stedet flænset et par dybe ridser i tiden. Og nu slutter den iltre duo Sleigh Bells sig til selskabet.

Alexis Krauss og Derek Miller mødte hinanden for to år siden og udkommer nu på M.I.A.s pladeselskab N.E.E.T. Recordings med tolv kaotiske popsange. De popharmonier, som Krauss får lagt ind mellem Millers skærende guitarriff og støjende synthflader, holder roen (?!) i et komprimeret lydbillede, hvor alle lyde er skruet så højt op, at det lyder, som om højtalerne er på deres yderste.

LÆS OGSÅ Poprebel rejser børster og raser videre

Tæt pakket med dynamit
Det er tæt på at kamme over i den eksplosive ’Crown’ eller den korte ’Straight A’s’, der starter som surfrock på et kassettebånd, der er blevet tabt ned i opvaskebaljen og bagefter lagt til tørre på en radiator. Før det slår over i electrohouse spillet af mus på amfetamin.

Men med poppotente sange som ’Rill Rill’ eller ’Tell Em’ styrer Krauss med sikkerhed melodierne gennem det lydhav af overstyrede instrumenter, der i kontrasten minder om My Bloody Valentine, men genremæssigt har Sleigh Bells i grunden mere tilfælles med buldrende electro, stadionrock og kantet rapmetal.

En underlig sammenblanding, hvor ensformigheden alligevel ligger på lur, men genrekassen bliver tæt pakket med dynamit og sprængt i stykker

Og i tilfældet Sleigh Bells bliver de både aggressive hiphopbeats, de blanke Deep Purple-riffs og tordnende synthbaslinjer anvendt i gadepoppens energiske tjeneste.