Første gang, jeg stødte på Laurie Anderson, var i form af en fortælling.

Om dengang hun som ung kunststuderende optrådte med sin violin på gaden i New York. Iført et par kunstløberskøjter, der begge var frosset fast i den samme isblok, stod hun og spillede violin. Indtil isen var smeltet. Derefter forlod hun stedet og smeltevandpytten.

LÆS OGSÅ Lyden af 80’ernes forestillinger om fremtiden

Og selv om jeg bagefter hørte Laurie Andersons musik, fra det ulogiske 1981-hit ’O Superman’ forbi det futuristiske 90’er-møke på ’Bright Red/ Tightrope’ til de antropologiske verdensfortællinger på ’The Ugly One With The Jewel An Other Stories’, vendte boomerangen altid tilbage til den smeltende isblok.

Fin balancegang
Laurie Anderson får næsten hver gang det tænkte og sansede til at balancere. Hun bevæger sig på kanten af det fortænkte, men noget melodisk og poetisk siver alligevel altid ind i hendes værker og gør dem nærværende.

LÆS OGSÅ Laurie Anderson barsler med nyt album

Det sker også på hendes nye album, der ikke byder på mange nye toner, men arbejder videre i Laurie Andersons felt af minimale elektroniske kompositioner, meditativ atmosfære, stemmefordrejning og de fortællinger, der tilsætter de afgørende farver i hendes sange.

Politisk bearbejdning
På det ikonografiske kort over New York sidder der et knappenålshoved med Laurie Andersons portræt på. Og selv om hun ikke har udgivet et album siden 11. september 2001, skal man måske ikke lægge for meget i dét.

Lige fra hendes gigantiske multimedieperformance ’United States’ har ikke kun New York, men hele Amerikas spraglede liv været under den fremtidsfunklende lup. Det nye album ’Homeland’ er da også et poetisk og kritisk portræt af det USA, Laurie Anderson har observeret gennem de sidste par år.

Det bringer Bush Jr., krigsinvasioner og Wall Streets hasardspil på dagsorden i teksterne. Ikke mindst i det overraskende house-foredrag ’Only An Expert’, hvor man pludselig kan danse til robotstemmens morsomme belæringer.

Amerikansk meditation
Med ironisk bid og poetiske punkteringer sænker Laurie Anderson os ned i en amerikansk meditation, der aldrig låses fast. Selv når hun er firkantet i mælet, sørger hun hurtigt for at forvirre sit eget udsagn og genåbne tolkningsmulighederne et sted mellem mand og kvinde eller menneske og maskine.

Musikalsk er Anderson mere symfonisk end poppet, men hun krydrer sine ambiente flader med små detaljer af eksperimenterende jazz, distortet guitar og tilløb til techno. Eller med en indskudt melodilinje fra Antony Hegarty. Som på det sugende smukke albumcentrum ’Another Day In America’, hvor Laurie Anderson er tilbage ved isblokken.

Med sit lette skift fra en snakkende bemærkning til neonlysende fraseringer formår hun igen at gøre den amerikanske fortælling i form af art pop til en dunkel og sanselig affære, der vibrerer mellem tankerne, længe efter den sidste synthtone er slukket.