Gennem 15 år har duoen The Chemical Brothers taget turen fra tordnende arena-electronica-succes over hele verden til et mindre radiovenligt liv på konstante og ikke ligefrem dårlige udgivelser.

Og nu, hvor de sender deres syvende album i global cirkulation, er det tydeligt, at de ikke er holdt op med at undersøge mulighederne i krydsfeltet mellem rock og rave.

På de tidligere seks album har Tom Rowlands og Ed Simmons altid samarbejdet med gæstesangere som Jonathan Donahue, Hope Sandoval og Wayne Coyne.

Stadig gimmickfyldt
Denne gang klarer de vokalerne selv i svævende melodier mellem de elektroniske detoneringer, hvilket ofte giver numrenes maskinelle sitren en vis form for sanselighed – som eksempelvis på åbneren ’Snow’.

Men selv om de generelt undgår det forpustende big beat-fræs fra fortiden, falder de stadig i anstrengende gimmickhuller som de repeterende vrinsk på ’Horse Power’. Hverken hestevrinsk eller indie-falset kaster nogen mindeværdige radiohits af sig, og The Chemical Brothers spinder ikke ligefrem guld på deres velkendte grundformel.

LÆS OGSÅ Techno som tegneserie

Sensibel mekanik
Men de falder heller ikke igennem. De prøver at presse de elektroniske lyde til det yderste i deres stadig aggressive form for sampler-rock og tilsætter melodiske temaer drømmepop, hvilket faktisk gør albummet både torpederende og sensibelt.

Det er dog uden den form for fornyelse og overraskelse, der ville bringe The Chemical Brothers ind på min liste over vigtige musikentreprenører lige nu.