Da reggae-ikonet Bob Marley døde i 1981 i en alder af 35 år, løb en lille dreng rundt i gaderne i en af Kingstons mange ghettoer.

På det tidspunkt var Miguel Collins kun fem år gammel, og der var vel næppe andre end hans kærlige forældre, der så potentialet til noget stort i denne lille fyr, der mest af alt elskede at spille fodbold.

Forældrene var ortodokse tilhængere af rastafari-bevægelsen, så Miguel blev opdraget i troen på Etiopiens tidligere kejser Haile Selassie som en reinkarnation af Jesus, og prædikener om hjemvenden til moderlandet Afrika kom bogstavelig talt ind med modermælken.

Det Gamle Testamente
Sizzla Kalonji – som Miguel Collins kom til at hedde som reggaesanger – fulgte den ortodokse vej. Han meldte sig endda ind i fællesskabet omkring Bobo Shanti, som er en radikaliseret version af rastafari, hvor medlemmerne bærer turban, faster to gange om ugen og lever efter principperne i Det Gamle Testamente.

Bobos, som medlemmerne kalder sig, tror på, at sorte er de sande israelitter, der snart skal finde hjem til Afrika. Deres liv på Jamaica og i resten af den vestlige verden er blot en gennemrejse inden hjemkomsten.

Godt nok en gennemrejse, der har givet dem tid til at blive populære over hele verden som reggae- og dancehall-musikere, der kan få flammerne til at blæse under koncerter og festivaler. Men succesen har ikke korrumperet Sizzlas tro. Han er stadig praktiserende bobo.

Og det har skabt eksplosive kulturelle sammenstød mellem de vestlige værdier og den radikale rastafari. Bobos er blevet kaldt racistiske, homofobiske og kvindeundertrykkende.

Proppede dansegulve
Ikke desto mindre er dansegulvene proppede fra Helsinki til Barcelona, når Sizzla er på besøg.

Med sin helt unikke stil, der låner både fra old school dancehall og samtidig har en musikalsk dybde, der kun kendes fra store reggaenavne som Bob Marley, Peter Tosh og Burning Spear har Sizzla i den grad sat reggaemusikken i brand og fået hvide middelklassefolk til at forelske sig i de jamaicanske rytmer og råbe »rastafari« mod scenen.

Og det passer den 33-årige jamaicaner fint. For nok er den sorte mand udvalgt af Gud, men som Sizzla siger over telefonen til IBYEN:

»Det er bedre at være en hvid mand med et sort hjerte end en sort mand med et hvidt hjerte«.

Underskriv eller bliv bandlyst
Til dato har Sizzla udgivet ikke mindre end 45 album siden 1995, hvor han i en alder af kun 19 år debuterede med albummet ’Burning Up’ med et hidtil ukendt råt musikalsk udtryk.

Året efter kom albummet ’Praise Ye Jah’, hvis opløftende og svært uimodståelige titelnummer stadig står som en milepæl i reggaemusik, og som blev gennembruddet for den karismatiske reggaestjerne.

Teksten »Rasta no mix up with homo« skulle dog senere sammen med en række andre homofobiske numre give Sizzla problemer i en sådan grad, at han blev bandlyst fra spillesteder og ikke kunne turnere på verdensplan i perioden 2004-2006.

Ytringer som »Fire fi di man dem weh go ride man behind« (som opfordrer til at skyde mænd, der tager andre mænd bagfra) og »shoot battybwoy (homoseksuelle, red.) with a big gun – BOOM!« gjorde den ellers så populære reggaekunstner til en af musikbranchens mest jagede mænd.

Homoseksualitet forbudt
Dette skal ses i lyset af, at jamaicansk straffelov rent faktisk forbyder sex mellem mænd. I straffelovens artikel 76 fremgår det, at homoseksuelle gerninger kan straffes med op til 10 års fængsel.

En nylig meningsmåling viste, at 96 pct. af jamaicanerne var imod enhver bevægelse, der ville forsøge at legalisere homoseksualitet. De er vokset op med det. På gaden, i skolen, i hjemmet og ikke mindst i kirken, hvilket til en vis grad forklarer Sizzlas svært fordøjelige tekster.

Men homofobi er nu engang homofobi, og det kan kulturrelativistisk velvillighed ikke ændre på. Så det har i den grad været en hæmsko for karrieren for en musiker, hvis vokal og rytmer ellers vinder stadig større indpas på den internationale scene.

Derfor underskrev han i 2007 sammen med dancehall-kollegaerne Beenie Man og Capleton den såkaldte Reggae Compassionate Act, der forpligter dem til at afstå fra at opmuntre eller medvirke til homofobi og voldsudgydelser i deres sange.

Homofobien fortsætter
Koncertdørene blev åbnet igen, men få måneder efter underskrivelsen optrådte Sizzla på flere europæiske scener med sangen ’Nah Apologize’ med teksten »Rastaman nah apologize for no battybwoy / If yuh dis’ King Selassie I, mih gunshot yuh bwoy« (en rasta undskylder ikke over for nogen bøsse / hvis du disser King Selassie, så skyder jeg dig).

Også det københavnske publikum fik i juni samme år brudstykker af sangen at høre, men de kontroversielle budskaber har det med at forsvinde i den svært forståelige jamaicanske patois-dialekt.

Og på Jamaica er Sizzla fortsat med at spille de kontroversielle sange som ’Murder Murder’, hvor han i stedet for at synge de hadske linjer, holder mikrofonen ud mod publikum, der brøler dem mod scenen.

Føler sig krænket
Hjemme på Jamaica benægtede Sizzla over for lokale medier, at han havde underskrevet erklæringen, og over for den internationale presse har han ikke været meget for at tale om homofobien i sine tekster.

Journalister har inden interview skullet garantere, at de ikke ville spørge om det kontroversielle emne, men over for IBYEN er den rettroende rastafari-jamaicaner ikke bange for at sætte tingene på plads i forhold til homofobi og underskrivelsen af Reggae Compassionate Act.

Direkte adspurgt om, hvorfor han skrev under på erklæringen, svarer han:

»Det handlede om penge. Jeg tjener mine penge ved at turnere, og derfor var det vigtigt for mig igen at kunne spille i Europa«.

Føler du dig krænket af Reggae Compassionate Act?

»Ja«.

Hvorfor?

»Som kunstner og rollemodel er der ingen, der kan stoppe mig fra at fortælle folk, hvad jeg mener er rigtigt. Jeg gør det bare ikke længere officielt«.

Hvordan gør du det så?

»På Jamaica er der flere arrangementer, hvor man kan spille de sange (de såkaldte gay haters, red.) uden problemer. Og så er jeg rollemodel for unge jamaicanere i Judgement Yard«, siger Sizzla om det studio og pladeselskab han ejer i Kingston, hvor han tager aspirerende reggaeartister og andre unge under sine vinger.

»De unge i Judgement Yard ser op til mig, og derfor underviser jeg dem i mine principper omkring homoseksuelle«.

Når Sizzla underskrev erklæringen af hensyn til sin karriere, var det måske også, fordi han året forinden havde floppet med det forventede mainstream-gennembrud i USA.

Vejen til de amerikanske middelklassehjem går gennem hiphop, og i samarbejde med den amerikanske hiphop-producer Damon Dash havde han indspillet albummet ’The Overstanding’, der blev en kæmpe fiasko med sin ufokuserede blanding af hiphop og dancehall, samtidig med at albummet rummede en række genindspilninger af allerede udødelige Sizzla-klassikere, der dårligt kunne blive bedre end originalerne.

Sådan lød kritikken, og Sizzla tog den til sig. Allerede året efter udsendte han det roste album ’I Space’, hvor han vendte hjem til reggaerødderne – såvel musikalsk som tekstmæssigt. Men uden en eneste homofobisk reference.