Navne som Jefferson Airplane og Grateful Dead vækker nok genklang hos de fleste danskere over 50 år.

De to bands står i dag som nogle af de mest populære eksponenter for dén psykedeliske rock, der i midt-1960’ernes USA brød igennem røgsløret af antiautoritære paroler, fri kærlighed, lsd-trip og tykke hashtåger.

Til gengæld kniber det mere med genkendelsen, når talen falder på bands som The Telstar Sound Drone og Death Valley Sleepers.

Nyt kuld psych's
Ikke desto mindre er de blandt genrens nye kuld, der sammen med en lille hær andre danske bands repræsenterer en bølge af psykedelisk rock – eller bare psych, som stilen kaldes af kendere – der lige nu vælter ud af øvelokalerne og ind på landets scener.

»Den mainstreammusik, man hører i dag, mangler både sjæl og kant. Det hele lugter af pladeselskabsmænd, der har en eller anden ide om, hvad det er, forbrugerne godt vil have. Det bliver for overproduceret og uinteressant«, siger Mads Saaby.

Han er forsanger og guitarist i The Telstar Sound Drone, 22 år og født 20 år efter, betegnelsen psychedelic rock for første gang blev brugt i en genremæssig sammenhæng.

Legendariske elevatorer
Det var, da det legendariske, texanske hippieband 13th Floor Elevators i 1966 udgav hovedværket ‘The Psychedelic Sounds of the 13th Floor Elevators’, der skulle vise sig at blive en kæmpe inspirationskilde for mange bands helt frem til i dag – også for Mads Saaby og de to andre medlemmer af bandet.

»Psykedelisk rock har en større dybde, end man finder mange steder i dagens musiktilbud. Det forsøger vi at føre frem til i dag i vores fortolkning af genren. Og så er det bare vigtigt for os at tilføre den danske musikscene noget andet, inden den imploderer fuldstændig i musikalske ligegyldigheder«, siger Mads Saaby.

Fra hipsters til hippies
På den nyåbnede bar og spillested Drone på Nørrebrogade i København gør den eksperimentelle krautrockduo Svartbag klar til at gå på scenen.

Paradoksalt nok har Drone til huse i selv samme lokaler, som instedet Supergeil tidligere brugte til at samle byens hipsters med moderigtig, blødt design og ublu barpriser.

Nu er baren malet helt sort, og drikkevarerne fås til penge, der afspejler den aktuelle økonomiske situation.

Fra en mindre mur af gamle Fender- og VOX-forstærkere og et sandt arsenal af guitarpedaler improviserer bandets to medlemmer på guitar over en konstant bølgende tone i baggrunden.

Decideret ikke-musik
Der er ikke nogen egentlig rytme i kaosset, og de fleste ville nok betegne de mange interagerende lag på lag-lyde som decideret ikke-musik.

De omkring 60 publikummer, der ligner alt fra studerende til forretningsfolk, taler ikke sammen, men lytter opmærksomt, som stod de og betragtede et maleri på museum.

Mange har sat sig på gulvet i det aflange koncertrum, der modsat baren har sølvfarvede vægge, og hvor det meste lys kommer fra stearinlys placeret langs væggene og på scenen.

Adskillige af de fremmødte svajer let frem og tilbage med lukkede øjne, og mens de sipper af deres drinks, føres de langsomt ad snørklede veje dybere ind i deres egen bevidsthed med lydende som ledsager og døråbner.

Det syrede indslag var på scenen sidste torsdag. Andre aftener byder på decibeltruende rock, dj’s og electro – alt sammen med det eksperimenterende og psykedeliske som fast fundament.

Træt af talentshows
»Vi startede Drone, fordi vi ville tilbyde et sted, hvor man kunne udforske den alternative rock – blandt andet den psykedeliske af slagsen, og det har været en succes«, fortæller ejer Rasmus Poulsen.

Han mener, at de alternative genrer tiltrækker et større publikum lige nu, fordi kunstnerne netop ikke skal leve op til en bestemt standart for kommerciel musik.

»Der er en masse unge musikere, der er trætte af talentshows som ’American Idol’ og ’X Factor’. De savner noget, der er ægte og har mere at byde på. Det finder de i den her musik, som aldrig har haft det helt store kommercielle gennembrud, og derfor ikke er blevet ’forurenet’«, siger Rasmus Poulsen.

Bevidstheden i centrum
Den forklaring er ph.d. i musikvidenskab og forfatter Henrik Marstal enig i:

»Psykedelisk rock udgør den ultimative anti-tese til den hitkultur, der fylder medierne i dag. Et langt syret rocknummer er den absolutte modsætning til et tre minutters popnummer, der bankes af i radioen 28 gange i døgnet«, siger han.

Ifølge Henrik Marstal kan meget af den nye popmusik godt give indtryk af, at den ikke rummer nogle værdier og er holdningsløs.

Modsat er den psykedeliske musik både ekstremt holdnings- og værdipræget, fordi den som udgangspunkt har mennesket og bevidstheden i centrum.

Internettet som katalysator
Men hvorfor er det så lige den relativt svært tilgængelige genre psych, der vinder folks hjerter lige nu? Det har Henrik Marstal også et bud på:

»Det hænger sammen med den digitale musikrevolution, som har givet forbrugerne adgang til kæmpemængder af musik via for eksempel MySpace, YouTube og iTunes. Det betyder, at man ikke behøver at være musikhistoriker for at finde musik, som, man synes, er interessant, og som ellers ville være nærmest umulig at opspore for bare ti år siden«.

Lorenzo Woodrose, eller Uffe Lorentsen, som han oprindeligt er døbt, er en af den psykedeliske rocks største repræsentanter herhjemme.

I over 20 år har han lavet hippiemusik, som han selv kalder det, og har i bands som Baby Woodrose, On Trial og Spids Nøgenhat været absolut primus motor for genren.

Han mener ligesom Henrik Marstal, at internettet har haft en stor indflydelse på genrens opblomstring.

»De unge bands har ved hjælp af nettet fået en stor bevidsthed om musikhistorien og kan derfor samle op på en masse skæve og skøre musikalske udtryk lige fra 1960’er-rock til 1980’er-pop. Det har selvfølgelig også gjort, at der er en større spredning på, hvad bands lader sig inspirere af«, fortæller Lorenzo Woodrose.

Han ser det som helt naturligt, at det er det mere organiske udtryk, som mange synes er spændende lige nu.

»De sidste par år har den meget stramme, elektroniske musik fyldt meget. Nu begynder en masse unge bands så at udforske det mere improviserede og analoge musikalske udtryk. Det, tror jeg, er en helt naturlig modreaktion, uden at de, der laver oprøret, nødvendigvis er bevidste om, at det kan være det, der sker«, siger han.

Gider ikke stofferne
Selv har Lorenzo Woodrose altid interesseret sig for den psykedeliske rock. Da 1980’erne pangfarvede den derudad med skulderpuder og håndholdte synthesizere, da dancegenren fejede hen over halballernes dansegulv, ja, selv mens grunge-offensivens massemord på al anden rockmusik stod på, var det stadig den sindsudfordrende psych, der var mest interessant.

Og ligesom i genrens begyndelse hang musikken tidligere uløseligt sammen med stoffer – også for Lorenzo Woodrose. Sådan er det ikke mere – hverken for Uffe Lorentsen eller for musikken generelt.

»Man behøver ikke bruge stoffer til at lave bevidsthedsudvidende musik, og det gør de fleste unge bands heller ikke. Psykedelisk rock kan ligesom al anden musik bringe folk et andet sted hen. Men problemet med meget af den musik, der ligger på hitlisterne, er, at det ikke dur til andet end dansegulvet eller som lydtapet til morgenkaffen«, siger Lorenzo Woodrose.

Samme tilgang til musikken har The Telstar Sound Drone, selv om ingen af drengene holder sig for gode til en joint i ny og næ.

»For os er det kun musikken, der taler. Vi giver slip på os selv, når vi spiller og tænker uden for hverdagskasserne. Bevidsthedsudvidende stoffer er ikke en del af bandet, men vi er ikke imod det. Publikum må da hellere end gerne tage stoffer til vores koncerter, hvis det styrker deres oplevelse af vores musik. Det har vi ingen problemer med«, siger Mads Saaby.

Ny psyc-kultur
Psykedelisk rock uden stoffer ville nok få de fleste ældre syrehoveder til at vende sig i graven, men den udvikling kommer ikke bag på Henrik Marstal.

Ifølge ham er genren i dag fuldstændig løsrevet fra den kultur, den oprindeligt udsprang af.

»I 1960’erne var musikken udtryk for en masse andre ting, der foregik i samfundet, hvor det blandt andet handlede om at bryde ud af systemet, have langt hår og tage stoffer. I dag kan man jo sagtens have kort hår, gå med slips og høre psykedelisk rock«, siger han.

Sådan føles atmosfæren også tilbage på Drone på Nørrebrogade. Selv om publikum i den grad ånder musikken og flyder væk i malstrømmen af lyd, ser ingen unaturligt påvirkede ud. Heller ikke bandet, der 25 minutter inde i koncerten stadig er i gang med første nummer.