»Hold da op, er det virkelig køen det der?«.

Et par unge fyre på cykler på vej mod hjørnet af Nørre Voldgade og Sølvgade er ved at gå bagover, da de drejer ind til den store åbne plads foran hovedindgangen til Statens Museum for Kunst.

Det forstår man godt. For klokken lidt i 21 lørdag aften er der flere mennesker stimlet tæt sammen på trappen op til museets indgang, end man nogensinde har set før. De venter alle spændt på at få lov til at komme ind og se giraffen. Svensk-argentinske José Gonzáles, som med sine akustiske hits på de to album 'Veneer' og 'In Our Nature' på kort tid har fået et stort og trofast publikum.

Denne lørdag er Gonzales hovedattraktionen ved en gratis koncert, som Stella Polaris har inviteret til på Statens Museum for Kunst.

Folk forcerer hegnet
Jungletrommerne om koncerten har åbenbart buldret godt og grundigt gennem byen, for allerede tre timer før singer-songwriteren skal gå på, er der trængsel ved indgangen til museet.

»Vi kom klokken 18.45, og der var sort af mennesker. Heldigvis kunne vi gå rundt om midten af køen og kom hurtigt ind«, siger Mette på 27 år, som er en af de omkring 1.100, der har kapret en plads tæt på scenen i Statens Museum for Kunst store tilbygning ud mod Østre Anlæg.

Andre er ikke lige så heldige. Kort tid før José Gonzáles' koncert skal starte klokken 21.30 står mindst 700 stadig udenfor på trappen ved hovedindgangen og rigtig mange er kommet forbi, har set køen og er gået væk igen.

Udsigten til at gå glip af Gonzáles' akustiske act får en stor gruppe unge fyre til at kravle over hegnet, cirka ti meter væk fra, hvor en museumsvagt intetanende står og kigger den anden vej.

Alle kneb gælder.

Gonzáles betager publikum
Inden for i den store, nærmest kirkeagtige sal er der pakket af unge mænd og kvinder i midt-tyverne, hvoraf langt størstedelen ligner borgerskabets pæne, veluddannede børn.

Men mellem kunstværkerne og figurerne går også forældre på udflugt med de yngste poder. Blandt andet en familie, hvis datter på seks-syv år frejdigt bunder de sidste dråber i en flaske Tuborg.

Pigen er ikke den eneste, der er glad for øllet. Et par minutter før José Gonzáles begynder at spille, melder personalet i den ene bar om, at alt øllet er udsolgt, men »vi arbejder på sagen«

Og så træder den lille, generte svensk-argentiner ind på scenen på gulvplanet i det højloftede museumslokale. Til et stort bifald. Gennem den følgende time betager han alene med sin guitar og sine hit-sange et vuggende publikum, der kigger beundrende på de naivistiske visuals af flyvende stjerner og firkanter, som folder sig ud på et lærred oven over aftenens hovedperson.

José Gonzáles selv sidder med ryggen ud mod Østre Anlæg, hvor folk på den anden side af de store vinduer står klinet helt op til glasset med ørerne for at høre blot en smule af hans afdæmpede musik.

»Nu kommer den med hoppeboldene«
Helt øverst oppe i salen i de to barer har museumsfolkene rykket hurtigt og hentet en palle dåse-øl i den lokale Døgn-Netto, så det tørstige publikum igen kan få noget at drikke.

En af dem, Sofus på 36 år, mener, at tilbygningen i Statens Museum for Kunst er ideel til at holde koncerter som denne i.

»Det her lange, åbne rum indbyder jo til at en masse mennesker kan samles om sådan noget her. Man kunne også godt forestille sig, at man kunne holde en virkelig god fest herinde, hvis de altså turde at gøre det«, siger Sofus, som står sammen med sin kæreste, der håber, at José Gonzáles »snart spiller den med hoppeboldene«.

Det gør Gonzáles så. Slår de første toner an i ’Heartbeats’, hans cover-version af et The Knife-nummer, som udgjorde lydtapetet i den danske instruktør Nikolaj Fuglsigs reklame for Sony Bravia, hvor en kvart million kulørte gummibolde hoppede ned gennem San Franciscos gader

Reklamen er blevet downloadet mere end otte millioner gange, og har om noget gjort José Gonzáles til et kendt navn.

Festen fortsætter ude i natten
Da Gonzáles' slutter af med et par ekstranumre bliver han fulgt ud af salen af øredøvende klapsalver. Og så har folk lige pludselig rigtig travlt med at gå ud af Statens Museum for Kunst.

Der er faktisk kø for at komme ud igen ved udgangen. Men det giver samtidig alle dem der gik forgæves til José Gonzáles optræden mulighed for at komme ind.

Derfor er salen igen fyldt op en halv time senere, hvor lyset på museet bliver dæmpet helt ned og Catbird med Billie Koppel i front giver en fortættet, smuk natkoncert.

Billie Koppel lukker og slukker med at sige, at »festen fortsætter ude i natten«. Hvilket den så også gjorde for en stor del af publikum til Stella Polaris-arrangementet ved den tætpakkedede og langt mindre rolige efterfest på Kødboderne 18 i Kødbyen.