Jean-Michel Jarre er i landet igen. Men denne gang kan han ikke findes blandt vindmøller eller i storslåede naturomgivelser.

Den 59-årige franske synthesizer-legende har nemlig genfundet nerven og intimiteten ved at genopføre sit gennembrudsværk 'Oxygene' fra 1976.

Og det er en tilfreds Jarre, der i går omdannede Falkoner Salen med dens blot 2.000 sæder til en elektronisk symfonisal.

»Jeg synes, det gik ret godt. Lyden i sig selv var fantastisk, det nød jeg meget. Og så er størrelsen på spillestedet nærmest perfekt til denne koncertproduktion.«

Franskmanden lyder både ydmyg og begejstret, men er også lige ankommet med et crew på 35 mand og tre hjælpemusikere fra London, hvor arkitekturen og størrelsen på Royal Albert Hall skabte store lydproblemer.

Den danske forbindelse
»Men først og fremmest elsker jeg Danmark og hele viben her, og så er det ret specielt være tilbage med min lidt ekstreme fortid her«, siger han med et smil og henviser til vindmølle-koncerten, der endte i mudderkaos for 35.000 mennesker i Ålborg i 2002.

Og i aftes mærkede den franske musiker en særlig forbindelse til det danske publikum.

»I går følte jeg følelsesmæssig respons fra publikum, som om der var en underbevidst forståelse for musikkens dybere budskab. Måske fordi Danmark var et af de første lande, der tog miljøspørgsmål alvorligt?«

Rettidig genudgivelse
Det var også miljøbudskabet på pladen, der fik Jarre til at genindspille hele den gamle plade.

»Jeg har altid været meget optaget af miljøspørgsmål og 'Oxygene' var en slags kunstnerisk miljøstatement forud for sin tid. For tredive år siden havde de fleste en naiv forestilling klodens fremtid. Men nu ser fremtiden mørkere ud, så budskabet på pladen er meget i sync med vor tid.«

Men den store turne, var slet ikke planlagt før i sidste øjeblik.

»Jeg var meget bevæget og overrasket over publikums reaktion ved de små showcase koncerter i Paris, og først der besluttede vi at tage på materialet på turne.«

Du har altid været kendt for at udforske nye lyde og teknologier, men nu bruger du de originale analoge synthesizere fra 1970’erne igen. Er du blevet retro?
»Det er mærkeligt, men jeg føler ikke, at jeg skuer tilbage. Da jeg genopsøgte Oxygene, opdagede jeg, at de instrumenter ironisk nok ikke er retro. De er fundamentet for al elektronisk musik og er fuldstændig tidløse.«

»I klassisk musik drømmer alle om at spille på en flere hundrede år gammel Stradivarius. Sådan er det også med elektronisk musik, og det viser, at indenfor kunst er den teknologiske udvikling ikke altid løsningen.«

Du kalder dem sexede og sensuelle. Hvordan kan en kasse med gammel elektronik været sexet?
»At stå og skrue på alle knapperne og skabe lyden er en meget delikat proces. Det er lidt som at skabe et abstrakt maleri eller som kogekunst, hvor man mikser ingredienser, smager til og tilsætter krydderier. Det er en meget organisk måde at fremelske og udvikle lyd på.«

Den intuitive og impulsive tilgang betyder også, at hver aften er uforudsigelig.

»Hvert show er forskelligt, fordi vi improviserer meget over numrene på pladen, der har en fri form. Vi starter på bar bund hver aften, og resultatet afhænger af stemningen - man kan på en måde sammenligne det med jazzmusik.«

Tabt kærlighed
»De analoge keyboards blev glemt i en periode på grund af den overvældende digitale udvikling i computeralderen. Men ligesom de gamle instrumenter ændrede mit liv dengang, er de sjovt nok ved at ændre mit liv igen. Jeg tror, jeg kommer til at bruge dem meget fremover blot i en ny kontekst.«

»Det er lidt som en gammel ven eller kærlighed, der var tabt for en tid, men nu er kommet tilbage, og du sværger, at du ikke vil miste kontakten igen.«

Har moderne digitale instrumenter mistet evnen til at inspirere dig?
»Nej, slet ikke. Der er bliver udviklet nogle helt fantastiske digitale instrumenter for tiden. Yamaha arbejder for eksempel på en synthesizer, som jeg tror, vil blive ligeså unik som Mini Moog’en (en af de mest legendariske analoge maskiner, red.) var, da jeg startede.«

Hvorfor spiller du nu indendøre på mindre spillesteder?
»Jeg ønskede at dele min begejstring for instrumenterne i tæthed med publikum, hvilket ville være svært udendørs. På et lille spillested kan publikum så at sige komme med ind i ”køkkenet”.«

»Men jeg ville også eksperimentere med en slags futuristisk klassisk koncert med et værk, der opføres i sin helhed i en koncertsal. Ingen - inklusive mig selv - har hørt så mange analoge synthesizere spille på en gang, det er en helt speciel akustisk oplevelse.«

Jarre forklarer samtidig, at han har brugt årevis på at opbygge en samling, der var stor nok, til at 'Oxygene' rent praktisk kunne opføres - for værket kræver 8 hænder og endnu flere instrumenter, så det blev faktisk slet ikke skabt til livebrug.

Ikke færdig med kæmpeshows
At Jean Michel Jarre hverken har mistet interessen for rekordstore koncertbedrifter eller sin selvironi, fremgik af en aprilsnar på hans blog i går, hvor man kunne læse, at han ville opføre ’Oxygene’ i Titanics balsal på havets bund.

Aprilsnar eller ej er det bestemt ikke sidste gang, vi har set den franske troldmand i centrum af et gigantisk udendørsshow.

»For mig er udendørskoncerterne en kunstart i sig selv, hvor elektronisk musik - altså ikke den man hører på dansegulvet ­- har et særligt potentiale med sin organiske farverige lyd. De store koncerter hænger også naturligt sammen med formidlingen af mine miljøbudskaber.«

Evigt utrendy
Elektronisk musik har udviklet sig i mange nye retninger siden Jarres skelsættende gennembrudsplade, men selv om han var måske var trendsætter i sin ungdom, føler den franske musiker, sig altid som en outsider.

»Da jeg begyndte befandt vi os midt i disko og punk-perioden, så min lyd var absolut uden for tidens trend. Og jeg er faktisk fortsat på den ud af mit eget spor hele vejen.«

Og så mener den franske pioner, at medierne presser alt for meget på for, at kunstnere skal nye og være anderledes hele tiden.

»Man bliver altid spurgt om det næste projekt. Det er lidt som at spørge en kvinde i barselssengen, om hvordan den næste skal se ud. Det skaber et vanvittigt kapløb om at være anderledes og fornyende, og det er en stor fejltagelse og en kunstnerisk fælde. Det handler jo bare om at se indad og udforske den verden man har derinde.«