Når man i eksempelvis en juleomtåget hukommelse skal forsøge at dechifrere de enkelte år fra hver andre, er et af de elementer, der kan hjælpe hjernens celler på vej, en lille melodi. For var det ikke i 2006, Red Hot Chili Peppers hittede med ’Dani California’, Kim Larsen ømt erklærede, at hans største ønske er »at bo i det hus, hvor du bor«, og hvor britiske Muse genopfandt alle den klassiske rocks bedste dyder på det forrygende stærke album ’Black Holes & Revelations’?

De to første er med og endda i toppen af henholdsvis den danske og udenlandske liste, Politikens rockredaktion efter langstrakte og sindrige afstemninger har sat sammen. Muse røg derimod i det sorte hul, der har det med at opstå, når nogle bliver ofre for kompromisets kunst og den prioritering, som i stort og småt er en avis’ forbandede pligt og fornøjelige opgave.

Det bedste fra et småslattent år
I princippet er det umuligt at stille musik op mod hinanden og afgøre, hvad der er bedst. Ikke desto mindre er det en tradition, vi dyrker intenst også her til lands, hvor Melodi Grand Prix stadig hører til en af årets store ’sportsbegivenheder’. Derfor skal man heller ikke tage Politikens liste som andet end inspiration og overvejelse om ens eventuelle egne opgørelser. Lister er sjove, farverige og lidt provokerende, næsten som sæsonens ønskesedler.

Derfor er listen her heller ikke et dækkende udtryk for årets musikalske gang. Mange mangler, for eksempel Michael Falchs fornemme comeback med karrierens måske bedste plade, ’Falder du nu’. En lille gigant i et småslattent år.

Den gode sang styrer
Også internationalt er det et temmelig mat år, vi er ved at fræse ud af. Det er derfor, Tom Waits kan placere sig så højt med noget, der ret beset er en opsamlingsplade med gamle numre, der af den ene eller anden grund har været sorteret fra tidligere.

Et eksempel på, at selv om verden er forandret, pladesalget styrtdykket og musik noget, mange vælger at hente ned fra nettet, helst uden at betale for det, er det stadig den gode sang, der styrer. Uanset hvor gammel den er, eller hvilket år den minder os om.

DE 10 BEDSTE DANSKE ALBUMS

1. Kim Larsen: 'Gammel Hankat'

Når Kim Larsen er i sit bedste og mest poetiske hjørne, er der ikke rigtig nogen, som kan følge den gamle havkats små smut hen over de blide bølger i de indre danske farvande.

Heller ikke de indkaldte gæstelyrikere på et meget overbevisende, meget råt og direkte udspil, det definitive svendestykke for Larsens længst varende band, Kjukken.

Læs Erik Jensens anmeldelse af 'Gammel Hankat'

2. Trentemøller: 'The Last Resort'

Technohelten Anders Trentemøller vender på sin debutplade dansegulvet ryggen og udforsker den nordiske melankoli i stemningsfyldte instrumentaler.

Læs Dorte Hygums anmeldelse af 'The Last Resort'

3. Peter Sommer: 'Destruktive vokaler'

En sanger og sangskriver med sit helt eget fodslaw, når han krydser Valby Bakke. Et velskabt andet album produceret af Henrik Balling førte til opvarmningstjans for P.J. Harvey ved uddeling af Kronprinsparrets Kulturpris og en slags folkeligt ridderslag for Sommerdrengen, der synger sig vej ind i danske hjerte som en sand original og lun opdagelsesrejsende i modersmålet.

Læs Erik Jensens anmeldelse af 'Destruktive vokaler'

4. Kenneth Bager: 'Fragments from of a space cadet'

Bagerens første album i eget navn forfører og besnærer med glad electropop og omhyggeligt udvalgte vokalister. En drøm af en plade.

Læs Ditte Gieses anmeldelse af 'Fragments from of a space cadet'

5. Band Ane: 'Anish Music'

Unge århusianske Band Ane alias Ane Østergaard får varm og legende musik ud af at eksperimentere på sin laptop. Debuten ’Anish Music’ er både avantgardistisk og naiv. Computerlydsfigurer i byggeklodsfarver springer frem fra de collageagtige kompositioner og fremkalder instinktive smil. En inspirerende krøllet oplevelse med feminin digital signatur.

Læs Dorte Hygums anmeldelse af 'Anish Music'

6. Murder: 'Stockholm Syndrome'

Jacob Bellens store mørke stemme tager lytteren som gidsel i et afdæmpet og samtidig svulstigt country og new-folk album, hvor den store bedrift ligger i den konstante variation af den smukt desillusionerede stemning i hver enkelt sang.

Læs Simon Lund Andersens anmeldelse af 'Stockholm Syndrome'

7. Mikael Simpson: 'Stille og uroligt'

Knap så bevidsthedsudvidende et album som ’B-sider, udtag og meget triste radiomix’. Til gengæld er ’Stille og uroligt’ albummet, hvor Mikael Simpson komprimerer strøtankerne til noget, der kan blive et gennembrud uden for den snævrere kreds, hvor Simpson i kraft af ’Os 2 + lidt ro 2002’ og ’De ti skud’ allerede er kanoniseret som en særlig figur på musikscenen.

Læs Kim Skottes anmeldelse af 'Stille og uroligt'

8. Marie Key Band: '[Udtales Kæj]'

Jazzpop, rock & rul, jydecountry og ikke mindst fin, inderlig singer/songwriting mødes på Marie Keys dansksprogede debut. Man fornemmer tydeligt, at man er i selskab med en god fortæller, der komponerer og performer underholdende på dybfølt baggrund. Det er svært at være kløgtig og ligetil på samme tid. Den kunst kan Marie Key.

Læs Dorte Hygums anmeldelse af '[Udtales kæj]'

9. Caroline Henderson: 'Love Or Nothin’'

Ingen genrer stiller sig i vejen for popsangerinden, der blev jazzdiva og her fortsætter rejsen med vellykkede, velspillede og vellydende eksperimenter med uomtvisteligt internationalt potentiale.

Læs Erik Jensens anmeldelse af 'Love or Nothin'

10. Nephew: 'interkom kom ind'

Overraskende nok lykkedes det for jyderne at vride endnu mere ud af den massive inspiration fra Depeche Mode, Rammstein og Kliche på et album, der var tungere og mere indadvendt end det to år gamle gennembrud. Fornemt og helstøbt.

Læs Erik Jensens anmeldelse af 'interkom kom ind'

DE 10 BEDSTE UDENLANDSKE ALBUMS

1. Red Hot Chili Peppers 'Stadium Arcadium'

At Red Hot Chili Peppers er svære at hamle op med, når de har Rick Rubin i producerstolen bliver massivt understreget af ’Stadium Arcadium’. Et dobbelt-album, der har alt hvad man kan ønske sig af melodiøs rock, instrumentalt overskud – så fuldt af pep og krudt, at man skulle tro, det var forbudt.

Læs Kim Skottes anmeldelse af 'Stadium Arcadium'

2. Gnarls Barkley: 'St. Elsewhere'

Den umage duo Cee-Lo og Danger Mouses musik er en maniodepressiv gennemgang af skiftende humørtilstande og farver. Farlig og forfriskende soul.

Læs Dorte Hygums anmeldelse af 'St. Elsewhere'

3. Tom Waits: 'Orphans'

Det var vel egentlig tænkt som lidt b-sider og outtakes, men endte som et ambitiøst tre-dobbelt album så boblende af idéer og inspirerede strejftog, at ophavsmanden kun kan være den uforlignelige Tom Waits. Dejligt at høre Waits lufte flere sider af sit store format. Skrammellegepladsen swinger og gungrer, men denne gang er der også blevet plads til både romantikeren og storytelleren Waits.

Læs Kim Skottes anmeldelse af 'Orphans'

4. Jenny Wilson: 'Love & Youth'

Den tidligere sangerinde i det svenske indierock band First Floor Power solodebuterede på overbevisende vis med soulfuld sangskrivning tilsat fingerknipsende funkeksplosioner, så hverken tanker eller krop kunne stå stille.

Læs Kim Skottes anmeldelse af 'Love & Youth'

5. Thåström 'Skebokvarnsv. 209'

Svenske Thåströms måske bedste, mest gennemførte og reflekteret poetiske album, der sjovt nok er en underspillet hyldest til det, vi engang kendte som dansk frisind. Smukt i al sin afdæmpede pragt.

Læs Erik Jensens anmeldelse af 'Skebokvarnsv. 209'

6. The Knife: 'Silent Shout'

Den svenske søskendeduos fjerde album er deres mørkeste og mest komplicerede. Bag maskerne og de mange facade-lag gemmer sig rå electronica og politiske statements.

Læs Erik Jensens anmeldelse af 'Silent Shout'

7. John Legend: 'Once Again'

Den unge amerikaner har næsten ene mand genfødt den klassiske soulmusik, hvor noget virkelig er på spil. Endnu et afrundet og sjælfuldt udspil med stærke melodier, overbevisende tekster og forrygende vokal, nu mangler bare nogle enkelte musikalske udsving, før Legend virkelig er legende.

Læs Simon Lund Andersens anmeldelse af 'Once Again'

8. Bob Dylan: 'Modern Times'

Den mærkelige saga om Bob Dylan fortsætter. I en pause fra sin ’Neverending Tour’ indspiller gamle Bob en af karrierens musikalsk mest vellykkede plader. Fuld af blues og knaster og uventet sødme og fantastiske sange kulminerende med det storslåede afslutningsnummer ’Ain’t Talkin”. På én gang tilbagelænet og stramt fokuseret er det sammen med ’Time Out Mind’ Dylan d. Ældres ypperste kreation.

Læs Kim Skottes anmeldelse af 'Modern Times'


9. Neil Diamond: '12 Songs'

Produceret af manden bag Johnny Cashs markante svanesang, Rick Rubin, kom popikonet med den malmfulde røst stærkt tilbage på et album med enkle, men virkningsfulde sange, der emmer af melodifornemmelse, levet liv og lyst til romantik på trods af alder og dårlige odds.

Læs Erik Jensens anmeldelse af '12 songs'

10. Thom Yorke: 'Eraser'

At lave en duo-plade med sin bærbare som makker er et logisk skridt for Radioheads forsanger. ’Eraser’ lyder da også som en logisk følge af Radioheads musikalske udvikling med den store fordel, at man ikke behøver at ærgre sig over, at det fremragende rockband ikke spiller rock. Et slidstærkt eksperiment, der ikke er tænkt som et første skridt på en solo-karriere, men, hvem ved, måske bliver det alligevel.

Læs Kim Skottes anmeldelse af 'Eraser'



Kom med dine bud på årets album