Bergen er byen, hvor det altid regner. Omringet af syv bjerge har den norske stad 235 regnvejrsdage om året, som samlet øser 2.250 millimeter vand ned over de 235.000 indbyggere.

Gråvejret og depressionen banker tungt på døren, men i Bergen tager de sig ikke af vejret. Det er musikken, der tæller.

Siden slutningen af 90’erne har byen været kernen i norsk musik set med internationale briller. Ikke mindst den glade og insisterende, dansevenlige elektroniske musik har ført sig frem.

Royksopp, Annie, Ralph Myerz and the Jack Herren Band og nu Datarock har alle været omkring gråvejret i Bergen, hvor de har fundet melodien til et internationalt gennembrud.

Datarock består af de to nordmænd Fredrik Saroea og Ketil Mosnes. De har begge rundet de 30 uden krise, men kører videre på den smittende energi, som deres album ’Datarock Datarock’ udstråler.

Det er norsk Junior Senior med et mere elektronisk tvist, en snert bøssedisko og et skær af Happy Mondays.

Deres tekster har lumre undertoner, ’Nightflight to Uranus’, og har referencer til Boney M, Nærkontakt af 3. grad, Talking Heads og mange flere.

»Vi er retro postmodernisme. Vi plukker bidder fra her og der og sætter det sammen på en ny måde. Vi kombinerer høj- og lavkultur og præsenterer det på vores måde. Lytter du nærmere til vores album, så finder du væsentlig information om og referencer til anden musik. Selv om vi underholder, når vi spiller live, så er vi ikke et haha-band«, siger Fredrik Saroea i telefonen fra Bergen.

Duoen vil ikke bare have det sjovt. Både tekst og musik er bygget op sådan, at lytterne kan genkende små stumper fra film, musik og reklamer i deres musik.

Datarock arbejder bevidst med referencer, som vi kender fra andre, tidligere sammenhænge. Populærkulturen er fællesnævneren, som de to nordmænd bøjer efter behov.

»Det er en måde, vi kan kommunikere med hinanden på, for vi har alle sammen set de samme film fra Hollywood eller hørt den samme musik fra USA. Vi er vokset op i informationssamfundet, og vi har samme referencer på tværs af grænser og nationaliteter. Vi forsøger derfor at arbejde med betydning på flere niveauer«, mener Fredrik Saroea.

Som de fester i Bergen
For seks år siden gik de to nordmænd rundt i Bergen. De var ikke tilfredse med at spille punk og metal, som de gjorde i hver sit band.

Derfor gik de sammen i Datarock, hvor de kunne udfolde deres elektroniske jeg, som de havde gjort på diverse klubber i byen.

»Det pudsige er, at de mennesker, der hører metal, de ligner dem, som hører elektronisk musik. Vi fester sammen og har det sjovt sammen. Jeg tror, der en sammenhæng mellem den musik, vi spiller i Datarock, og den måde vi har festet på i Bergen. Og i Bergen bliver vi ofte meget fulde«.

Faktisk har byens ulidelige vejrforhold været en fordel for de mange bands, der med stor succes er udklækket i Bergen. »Når det regner hele tiden, så har vi ekstra fokus på såkaldte ’indoor activities’«.

Og alle bands fra metal over avantgarde til elektronisk hjælper hinanden. Festkulturen i Bergen er for alle, og netop sammenholdet og opbakningen på tværs af genrer er, ifølge Fredrik Saroea, en af grundene til, at mange bands fra Bergen har succes.

»Og så er der økonomi i byen til, at det kan lade sig gøre. Desuden er ti procent af byens indbyggere studerende, så det er let at få folk til koncerter. Det har betydet, at vi også får mange internationale navne til byen, og det har givet os et stort musikalsk netværk over hele verden, som vi nyder godt af«.

Datarock er allerede slået igennem i England, Australien og Japan, og nu vil de erobre USA. Det skal albummet fra 2005 hjælpe til med.

Det indspillede de to 30-årige nordmænd, fordi de ville spille på Roskilde Festival, og det lykkedes. Og det er deres koncerter, som Datarock huskes for.

I røde træningsdragter løber de rundt på scenen, og ofte har de metalband, mandekor eller brassband med sig. Og så har de eget pladeselskab.

»Vi har kaldt vores selskab Young Aspiring Professionals«, siger Fredrik Saroea og forklarer: »Det refererer direkte til yuppier, altså ’Young Urban Professionals’ og er en slags kærlighedserklæring til de tidlige 80’ere«.