Anmeldelse:

Boubacar Traore (Mali). Koncertsalen, DR Byens Koncerthus, torsdag.

Womex drejer sig normalt om at præsentere morgendagens stjerner.

Derfor var det med et vist sug i maven, at man her på den tredje og sidste udgave herhjemme af den årlige messe og festival for verdensmusik – næste år foregår den i Thessaloniki i Grækenland – kunne se frem til to absolutte mestre på hver sit felt.

På den ene side en bluesmester fra Mali, som snart fylder 70, og som i stil med de berømte veteraner fra Buena Vista Social Club synes at vælge helt rette tid og sted til at genstarte sin karriere. Og siden den vel største nulevende flamencosanger, som også valgte at levere ud over alle grænser.

Foran et publikum af særdeles kyndige musikkøbmænd, journalister, festivalarrangører og andre musikere. For et gennembrud på Womex kan ofte være den direkte vej til job rundt på festivaler og spillesteder i den ganske verden.

’Kar-Kar’ på scenen
Den 69-årige sanger og guitarist Boubacar Traore er den store aldrende stjerne inden for bluesmusik i Mali. Han var rigtig stor i 1960’erne i kølvandet på staten Malis uafhængighed fra Frankrig, hvor han var hvermandseje og blev set som synonym med det siddende styre. Da præsidenten faldt i 1968, gik det også hastigt ned ad bakke for den populære sanger og guitarist, som siden mistede sin elskede kone, da hun skulle føde familiens niende barn.

Rigtig mange af hans sange har siden beskrevet savnet af hende, og selv om han over de sidste godt 20 år har haft en vis grad af medvind, har det intet været i forhold til kolleger som Ali Farka Toure, som med Ry Cooder som medspiller for alverdens lyttere blev symbolet på vestafrikansk blues og holdt den status til sin død i 2006.

De senere år har blues med direkte inspiration fra Memphis og mestre som John Lee Hooker fået fat i rigtig mange fra den unge generation, i en grad så man næsten glemte, at gamle ’Kar-Kar’, som Boubacar Traores kælenavn er, faktisk stadig var på scenen.

Sitrende blues i rummet
Specielt derfor var hans optræden på Womex imødeset med lige dele spænding og skepsis, men den må forstumme efter en optræden, hvor en lysende lykkelig mester med sublimt overskud ledsaget af den blændende franske mundharpespiller Vincent Bucher samt Madieye Niang på hjemlandets kalabastromme slog fast, at den gamle løve stadig har bid og ikke har tænkt sig at vige pladsen foreløbig.

Traore spiller på akustisk westernguitar og har et rullende og blødt fingerspil, over hvilken hans lyse, lækre stemme fabulerer, og den franske mundharpespiller syntes at have hele pakken, lige fra et næsten for avanceret spil, der bragte en Toots Thielemans i erindring, til de helt rigtige intonationer af vræl og indestængt gråd, som gav ’Kar-Kar’s dansende blues kant.

Da det første stormende bifald ramte, var det generte smil i den grad til at få øje på, og derfra voksede koncerten. Ligesom festivalen i år havde indset, at når magiens øjeblik indtraf, skulle sættet også vare længere end de normale tre kvarter. Vi kom derfor først helt op i tempo, hvor knipsene fra kalabastrommen og stødene fra mundharpens blæsebælg bar Boubacar Traores sangforedrag, og han selv dristede sig til at spille en solo, så Robert Johnsons ’Crossroads’ ikke var langt væk. Indtil vi bare fik genfødte Traore og den grædende mundharpe, mens de mange års blues stod sitrende i rummet.

Flamencoens dybe sang
For Juan Rafael Cortés Santiago fra Barcelonaforstaden Sabadell er historien en helt anden. Kendt og respekteret som Duquende, er det vel kun den noget yngre Miguel Poveda, der helt når det niveau, når det gælder at krænge sjælen ud inden for formen Cante Jondo, flamencoens dybe sang.

Duquende er selvfølgelig roma, som det sig hør og bør, og han har siden barndommen båret på en arv, som ville tynge de fleste ubærligt. Nemlig efter den måske største sanger, Camarón de la Isla, som i 1992 endegyldigt parkerede sine sorte støvler bare 42 år ung, pudsigt nok på et hospital i Barcelona langt fra hjembyen San Fernando i Andalusien.

Camarón havde evnen til at få stemmen til at knække over midt i den kraftigste udladning, og bag den ville en anden stemme åbenbares, som med sin råhed og tilsyneladende utæmmede vildskab greb omgivelserne, så mange ville bryde ud i gråd eller gå amok i ekstase.

Den afdøde mestersanger havde duende, som det kaldes, når det hele stemmer, og det var lige, hvad Duquende viste på scenen i DR Byen, mens hans guitarist med tilnavnet Chicuelo affyrede bredsider på stribe. Duquende blev sidst set i byen med Camaróns oprindelige guitarist, verdensstjernen Paco de Lucia, men at dømme efter aftenens optræden bør den beskedne roma med det venlige smil ikke tjene nogen.

Fås ikke bedre
Med en stemme, der går fra det nasale til at favne hele mundhulen og nærmest synes at få den benede, lette krop til at agere en vibrerende stemmegaffel, mestrer han til fulde den nøje kontrollerede kunst at klemme alle følelserne ud med flamencoens fornemmeste dyder intakt.

Fra startens eksplosioner, hvor han i den grad betaler tilbage til sin gamle mester, og til den afsluttende tour de force i flamencotakten bullería, hvor han gav det sidste og så sammen med guitaristen på klassisk manér rejste sig som en matador efter drabet og lod sig hylde.

Mens klassiske råb som ’olé’ og ’valle’ skyllede ned fra det internationale publikum og andre bare gik amok på de sprog, de lige havde for hånden. For flamenco spilles og synges ikke bedre.

FACEBOOK Bliv ven med IBYEN