Engang i 1950’erne lancerede den legendariske gøgler professor Tribini en ny figur i sit telt på Dyrehavsbakken – Den Store Samson.

»Kom ind og se Den Store Samson! Tag din mor med, tag din svigermor med, tag dit strygejern og din cykel med! Samson æder det hele«, råbte Tribini ved indgangen til teltet.

Reklamen fra »professoren«, der var vidt berømmet for sine talegaver, virkede. Folk strømmede trods en ublu billetpris til med mødre, svigermødre, cykler og gammelt skrot, kæmpen skulle fortære.

Inde i teltet var der imidlertid ikke andet at beskue end et lyserødt tæppe for scenen. Da der var gået 20 minutter, var tæppet endnu ikke gået, og den spændte forventning i teltet blev afløst af surhed. Publikum ville have pengene tilbage og råbte trusler som: »Tribini skal dø!«.

Samson har ædt sig selv
Så gik tæppet endelig. Men der var stadig ingen på scenen. Der stod bare en kæmpestor sko. Lavet af papmache med tørresnor som snørebånd. En forventningsfuld hvisken gik gennem forsamlingen: »Det er Samsons sko, nu kommer han!«.

Men det gjorde giganten ikke. Yderligere et kvarter gik, uden at noget skete. Utilfredsheden og protesten i teltet var højlydt, da professor Tribini endelig selv viste sig og bad om den yderste tavshed. »Desværre, mine damer og herrer. Samson kommer ikke. Han har spist sig selv«, råbte professoren.

Kim Larsen må skubbe sin kasket lidt om mod nakken for at få plads til det grin, der følger hans skrøne om sit store idol, Tribini.

Lige så pludselig, som latteren rullede, stopper den. Alvoren er tilbage i blikket, da han siger:

»For mig er den historie essensen af det, jeg beskæftiger mig med. Af showbiz«.

»For man æder sig selv hver gang, man går ud på den scene. Mens folk sidder og tænker på, hvad fanden det her er for noget«.

En hobby
Vi er en halv time inde i det interview, der startede med, at jeg udtrykte min forundring over, at Kim Larsens musik stadig kan lyde så frisk efter så mange år i en branche, der synes bedst til at udklække døgnfluer.

»Det er, fordi det stadigvæk er min hobby. Så bliver det lystbetonet, og det har det været alle årene. Jeg kan lave musik, når jeg har lyst, og så lyder det forhåbentlig frisk«.

Hvis musik er din hobby, hvad er så dit arbejde?

»Det har jeg ikke noget af. Jo, måske er det den tid, jeg bruger på at tale med dig«.

Brovtende bodega-snak
Selv om Kim Larsen åbenbart har indledt en af de usædvanlige arbejdsdage i sit liv i køkkenet i sin managers kontor midt i Odense, er humøret ustyrligt.

Så snart sangeren i sort jakke og med sin karakteristiske kasket er blæst ind i lokalerne, spreder munterhed og latter sig langs skriveborde og ved computere. Larsen fejer rundt som en forårsvind og spreder god stemning.

Så sætter han sig ved langbordet i køkkenet, skænker en kop kaffe og kigger fokuseret på mig med et »nå, lad os komme i gang«.

Kim Larsen har udgivet et nyt album, ’Mine damer og herrer’, nummer 23 i eget navn. Traditionen tro består det af poetisk filosoferende kærlighedssange, et par politiske sidespring og nogle lidt letbenede sange, der lyder, som om de helst vil valse ind på en revyscene.

Ganske som vanligt har sidstnævnte del af sangskatten, der denne gang har fået titler som ’Botox & Silicone’ og ’Mænd med måner’, fået nogle på kasketten. »Brovtende bodega-snak«, »vrissen morfar«, »Pauseklovn i Cirkus Samfund« og »platte bagateller«, lød nogle beskrivelser fra kritikerne i Berlingske Tidende (fire stjerner) og Politiken (fem hjerter).

LÆS ANMELDELSEKim Larsen er langt fra færdig som gårdsanger

»Jeg er jo ikke kunstner«
»Alle de udtryk kender jeg. Dem har de brugt om mig i årevis i aviserne. Det er o.k. Pauseklovn har jeg ikke noget imod at være. Og jeg er jo morfar. Eller farfar, eller hvad det nu er, jeg er«, lyder reaktionen med noget nær ydmyghed, iklædt trodsig selvsikkerhed.

Et af de talrige varemærker i Kim Larsens sprog, hvis hovedingrediens dog uden sammenligning er det lille, københavnsk klingende, »ik’?«, han kækt smækker i rumpen på stort set alle sine sætninger. Som for eksempel:

»Jeg er jo glad for, at jeg har det folkelige, ik’? Og at jeg ikke er født med et gen for moderne jazz. Så havde jeg jo lavet moderne jazz, ik’? Og der ville nok ikke være så mange tilhørere. Hvis jeg havde lyst eller evner, ville jeg gøre det, men jeg kan godt lide, at der er publikum på. Jeg kan godt lide, at man kommer ind i en sal, og der er fest i gaden, ik’? Jeg er jo ikke kunstner, jeg er popsanger. Der er forskel på kunst og pop, ik’?«

Vil spille op til fest
Min plan er netop at tale om det folkelige element i Kim Larsens sangskrivning. Den forankring i folkedybet, der indimellem driver hans kritikere til vanvid, fordi han mestrer så meget andet. Selv fløjter Larsen sig nærmest gennem kritikken.

Alle kritikpunkter besvares med de korte, næsten haiku-agtige sætninger, der også præger sangenes tekster. Men de besvares imødekommende og uden vaklen ... ik’?

»Jeg er popsanger og det væsentligste formål for sådan en er at spille op til fest og dans. Kunstnere laver ting, der tit hænger på museum. Det er ikke ligefrem der, der er fest og dans. Det er fint, men det er ikke lige min afdeling«.

LÆS ANMELDELSEKim Larsen turde og sejrede

Mens Larsen således med lethed kan definere sin egen rolle, er det straks sværere at sætte ord på den der folkelighed.

»Det er lige så svært at definere folkelighed som farven rød. Vi ved godt, hvad det er. Det kan bare ikke beskrives.

Solidt forplantet i 60'erne
Ikke helt overraskende. I det hele taget er Kim Larsen en mand, man ved, hvor man har. Overraskelser er der ikke mange af. Og dog. Måske bød eftermiddagen i Odense på en lille en af slagsen. Men foreløbig gælder det den popmusik, der kun bliver bedre, hvis man bruger hele dens spekter, mener han.

»Popmusik er jo ofte forkætret, men det er meget bredt. Det spænder lige fra Beatles til Gustav Winckler. Og hvis jeg befinder mig sådan cirka dér i midten rent kvalitetsmæssigt, er det fint. Jeg har ikke noget imod at lave revyviser. Beatles lavede også folkelige sange som ’Yellow Submarine’ indimellem, og folk tænkte: »Åh, nej, hold nu op!«. Men de kunne ikke lade være. Det kan jeg heller ikke. Men jeg stræber også efter at ramme den anden ende af spektret. Og jeg er begyndt at høre klassisk musik på mine ældre dage, i sig selv helt klassisk, ik’? Albinoni for eksempel – det er nogle fede hits«.

LÆS OGSÅKim Larsen: X Factor er forfærdeligt

Vi sludrer videre. Larsen vil gerne tale om musik. Om hvordan han har planket det legendariske »woo woo«-kor fra ’Sympathy For The Devil’ med Rolling Stones og blandet det med countrysangeren Dave Higgs’ »frække syngepiger« i ’Mit et og alt’.

Og endelig fået ram på Beatleslyden i Tim Christensens selskab på ’Den blå lanterne’. Jeg drister mig til at konkludere, at Kim Larsens musik synes solidt forplantet i 1960’erne.

Rock til villavejene
»Nej, du skal ikke sætte årstal på. Man kan ikke sætte årstal på musik, Jensen! Så skulle man jo også sige om klassisk musik – »nå, det er stadig noget fra 1790’erne, du går og laver? Solsorten synger den samme sang hvert år, men den er stadig god. Og et hit hvert forår«, lyder belæringen.

Engang i 1970’erne sagde C.V. Jørgensen, at den danske rockscene »kan takke Gasolin’ for alt«. Forstået på den måde, at den legendariske kvartet fra Christianshavn rullede rocken ud fra den indforståede indercirkel i København og helt ud i parcelhuse og på villaveje i Danmark.

En rolle som formidler for folket, der stadig passer Gasolin’s sanger glimrende.

»Jeg har aldrig haft lyst til at være kult. For det står stille. Hvorfor skulle jeg det? Jo større spændvidde, der er, desto bedre og mere underholdende er det. Der er vi igen med moderne jazz. Jeg har masser af beundring for det, men det er ikke mig«.

Jazz
Engang i 1980’erne, da Kim Larsen havde indlemmet sin gamle ven Peter Ingemann i bandet Bellami, kom der ikke desto mindre en jazzsang til ham. Eller det troede komponisten i hvert fald selv.

»Jeg sad hele natten og kæmpede med et nummer, som var meget anderledes. Jeg syntes selv, at det var meget avantgardistisk. Så jeg forsynede det med nogle riffs, der lød moderne, da jeg indspillede det på bånd. Næste morgen spillede jeg båndet for Peter Ingemann. Jeg var sikker på, at han ville være vild med det. Men han hørte et minut af det, så slukkede han båndoptageren, kiggede på mig og sagde: »Hvis jeg skal spille jazz, kender jeg nok 100 andre, jeg hellere ville spille det med end dig«. Så fik jeg den«, husker Kim Larsen og lader erindringen surfe bort på en bølge af latter.

Slut med jazz, Larsen blev, hvor han var. Og har det bedst. I et folkedyb, hvorfra der dog som regel er fin synlighed til de fjerneste stjerner på sangskrivningens nattesorte himmel.

Max Bjævermose
»De lette sange gør mig ikke noget. Men jeg kan bedst lide de dybe numre, for de holder længst som regel, ik’? Men hvis der kommer et af de glade, siger jeg ikke nej. Man hører jo mange muntre bemærkninger fra de kvikke folk nede på bodegaen, ik’? Dem kan jeg godt lide. Det er så mig – Max Bjævermose fra afdelingen for brovtende bodega-lyrik, ik’? Der hænger i øvrigt et citat af Max Bjævermose (figur i Tintin, red.) her ude på døren – »jeg har ikke noget imod musik, men jeg vil nu hellere have en bajer«. Det, synes jeg, er meget skægt«.

Men er det nok, at det er skægt? Du har været med til at skrive en dansk rockklassiker som ’Langebro’, som flere andre orkestre har fortolket – er den sang ikke kunst?

»Jeg vil ikke sidde her og værre kunsthader. Og det er ikke for at krukke. Men for mig er forskellen på en kunstner og en popper, at kunstneren åbner sin sorte boks for folk. Det allerinderste. Han vil gerne have et publikum, men han vil lave sine ting, uanset om det er der eller ej. Mens popperen gerne vil ud og spille for et publikum og have gang i den. Han vil aldrig åbne for sin sorte boks. Ikke for sit publikum i hvert fald. Det har jeg aldrig gjort i en sang eller på scenen«.

Van Gogh
Nu har du så chancen for at fortælle, hvad der er i den sorte boks?

»Det fortæller jeg kun til min dame. Jeg tænker nogle gange, at det her skal ingen have at vide. Det gør nogle kunstnere. En af mine favoritter, van Gogh, gjorde det jo meget direkte hele tiden. Han var ligesom uden opsyn. Men jeg vil ikke have, at folk skal se ind i mit inderste hjertekammer, så jeg omskriver det. Med poesi eller humor«.

Men gemmer du dig så ikke selv bag en kvik bemærkning eller ironi, sådan som du beskyldte Steffen Brandt fra TV-2 for i et interview for nylig?

»Nej, det synes jeg nu ikke. Jeg har fortrudt den bemærkning, Jeg bryder mig ikke om at genere kolleger. Men ironi er ikke min stærke side. Der er noget mere frimodigt i humor, mens der kan være sådan lidt pegen fingre og skadefryd i ironi«.

Frivol og fræk
Bruger du ikke eksempelvis din titel og selve talemåden ’Mine damer og herrer’ til at dække dig selv af med ligesom de sjove viser?

»Måske. Jeg er genert. Det er man jo, når man er født i Vægtens tegn (23. oktober, red.). Så er man hele tiden blufærdig. Og samtidig alt for brovtende. Ja, det er noget mærkeligt noget. Jeg er sammensat. Den første gang, jeg skulle sige noget til damerne, var jeg knaldrød i kinderne. Jeg gik på danseskole og skulle lære at danse jitterbug. »Så går herrerne over og bukker for damerne«, sagde danselæreren. Da havde jeg lyst til at krybe i et musehul, kan jeg godt fortælle dig. Forfærdeligt. Samtidig har jeg formentlig været alt for frivol og fræk. En mærkelig blanding. Sådan er jeg også over for publikum. Det ene øjeblik har jeg lyst til virkelig at føre mig frem, det næste har jeg bare lyst til at kravle ned i hullet. Og jeg er altid nervøs, når jeg skal spille. Sådan er det«.

Ingen tillid til politikerne
På sit nye album har Kim Larsen genopdaget den såkaldte protestsang. Flere af sangene har politiske undertoner. »Politikerne siger så meget/ især hvis sagen er speget/ efterhånden har de sagt så meget/ at det kan være lige meget/.... vi stemmer blankt igen i dag«, som han synger i sangen ’Næ næ næ’.

»Jeg synger det ikke til nogen bestemt. Det er bare noget, jeg fyrer af. Men jeg stemmer blankt. Det gør jeg, fordi jeg ikke har tillid til politikerne. De vedtager alt for mange forbud – ikke bare rygeforbuddet, det er bare det, der er lettest at få øje på. Men hvad med præventive anholdelser – det er jo en slags forbud mod at demonstrere, telefonaflytninger, videoaflytninger alle vegne? Det er skrappe ting. Krigen i Afghanistan. Det er helt forfærdeligt, at vi 60 år efter, at vi selv blev besat, besætter et andet land«.

LÆS ARTIKELKim Larsen: Krig i Afghanistan minder om nazisterne

Men det lyder mere opgivende end konstruktivt?

»Nej, det er jo en aktiv handling. Jeg er ikke sofavælger. Jeg går ind i stemmeboksen med sedlen. Jeg sætter bare ikke noget kryds på den. Vi har et Folketing, hvor de alle sammen – så at sige – siger det samme. De går alle sammen ind for EU, de går ind for rygeforbuddet, der er ingen af dem, der siger noget imod krigen i Afghanistan. Vi har en flok politikere, der er enige om alt og mundhugges på skrømt. Dem kan jeg ikke stemme på. Det er selvfølgelig ærgerligt, for man kan sige, at det er en spildt stemme. Men det er jo det ikke, hvis 100.000 stemmer blankt. Så får politikerne noget at vide«.

Så det er en opfordring til andre?

»Nej, bestemt nej, det må folk selv finde ud af. Jeg har stemt i alle årene, selv om jeg tit har været sur på politikerne. Men det er snerpet til. Den smålighed, der er kommet. Jeg kan slet ikke leve med den. Det er sikkert en reaktion på 70’erne, der var et frigjort årti. Så forbyder de det hele nu. Sådan er verden jo – den bevæger sig i bølger, så det går forhåbentlig modsat igen engang. Oven på renæssancen kom pietismen. Wau frigørelse! Men så – arrgh! – kommer alle de skinhellige og pakker det sammen igen. Det er, hvad der sker nu«.

Der er sgu ingen æbledreng
Ifølge den gamle ven og samarbejdspartner, Leif Sylvester Petersen, har Kim Larsen »aldrig været en del af venstrefløjen«. I et stort interview i Politiken karakteriserede Sylvester sin kollega ud i underholdningen sådan:

»Han er mere sådan grundtvigiansk ... Hver gang, der var noget, der begyndte at betyde noget i hans tekster, var det sådan uha, ups! Lad os lige få et rim om en æbledreng ind over der«. På den anden side af bordet kommer Kim Larsen først med et par hurtige udråb, da jeg læser op fra avisen. Så snerrer han:

»Den holder jo ikke, vel? Der er sgu ingen æbledrenge ind over i ’Midt om natten’ eller ’Jutlandia’. Det passer ikke. Det er noget pladder. Men jeg ved godt, hvad intervieweren har været ude efter – at finde ud af, hvem der er faldet til patten. Det synes jeg ikke, vi skal uddybe. Han (Sylvester, red.) er også en af kollegerne. Der bliver ikke snakket meget politik i den artikel der, det gør der ikke. Det er rigtigt, at jeg aldrig har været politisk aktiv på venstrefløjen. Jeg er mere politisk i borgerlig forstand, sådan mere som (Viggo, red.) Hørup. Han er en af mine politiske fyrtårne ligesom Tribini er det for underholdning. Det var ham, der sagde: »Hav altid mistillid til magten«. Det er godt fyret af, ja!«.

Rasmus Modsat længe nok
Det samme mente mange, det var, da Kim Larsen selv for nylig i tv begrundede, hvorfor han spillede op til dronning Margrethes 70-års fødselsdag. »Jeg kan sgu godt lide damen«, lød den enkle forklaring. Som trods den bramfri enkelhed kom efter længere tids overvejelser.

»Jeg har sagt nej nogle gange til både ditten og datten med kongehuset. Ikke for at være højrøvet, men fordi det bare ikke var mit bord. Jeg sagde også først nej til det her. Men så vendte jeg lige skråen og tænkte: »Nej, hun fylder 70 år, nu har du siddet og vendt ryggen til og været Rasmus Modsat, jeg ved ikke hvor længe. Det kan du sgu ikke være bekendt at sige nej til«. Så jeg sagde ja«.

OPLEV KIM LARSENHer spiller Kim Larsen nær dig (eksternt link)

Til glæde for blandt andre Pia Kjærsgaard, som med begejstring fulgte Larsens del af festlighederne. Ikke helt uventet, hvis man skal tro Berlingske Tidende, som i sin anmeldelse af ’Mine damer og herrer’ så sammenhængen mellem kampen imod rygeforbuddet og Dansk Folkeparti.

»Om disse mærkesager skyldes skamløs populisme, manglende respekt for historiens alvor eller blot en slet skjult forkærlighed for Dansk Folkeparti, ja, det er ikke til at sige«.

Uden email-adresse
Under kasketten ryster Kim Larsen med rolige bevægelser på hovedet.

»Ja, forstå det, hvem der kan. Jeg spillede mine første støttekoncerter på Christiania, hvordan kan han så forbinde mig med Dansk Folkeparti? Det giver ikke mening, men det må han selv om. Uforstand er jo ikke forbudt«.

Mens vi får kaffe i kopperne midt på eftermiddagen – »det er jo først på dagen og for tidligt til en pilsner«, som Larsen konstaterer – kigger han skeptisk på min digitale båndoptager. Forbeholdene for moderne teknik lyser ud af manden, der er en af de få voksne danskere, som ikke ejer en e-mail-adresse.

»Jeg synes, det er trivielt. Det gik meget godt for os alle sammen for 20 år siden, selv om vi ikke havde hverken computere eller mobiltelefoner. Folk kommunikerede fint nok alligevel. Mine børn undrer sig, men de synes ikke, at jeg er mærkelig. Men de skal jo selv have det. Ellers kan man ikke gå i skole i dag. Lærerne på drengenes skole sagde, at de ikke vil have håndskrevne opgaver. Det er at sætte et groft hak i demokratiet, for det er ikke alle, der har råd til computere«.

Moderne teknologi
Efter en lille tænkepause lancerer Larsen en teori om sammenhængen mellem moderne teknologi og førnævnte smålighed. Han skynder sig dog at tilføje, at han ikke selv er sikker på teoriens holdbarhed.

»Da jeg voksede op, var det at være dansk for mig noget med at være fri. Vi var frigjorte, havde frisind og humør. Det var jo ikke, fordi vi var krigshelte, vel? Vi skyndte os ned i kælderen, da Hitler kom. Men det var frisindet. Mælkedrengenes piften i gaden og alt det der. Det er pakket lidt væk. Men det dukker forhåbentlig op igen.«

»Vi har vel været smålige før engang, ik’? Der er noget sammensnerpet over det her. Det har måske noget med computere at gøre? Det er jo en meget matematisk måde at tænke på. Det er herfra og dertil, og så siger computeren: »Nu skal du høre, det er sådan og sådan«, ik’?«.

Oprør mod hvad dog?
Over Kim Larsen hænger to plakater for hans nye album med sangerens grånende kontrafej og et lidt mindre billede af Gasolin’ på besøg i vist nok Paris. Et af mange sammenstød mellem aldre og udgaver af en mand, der har været offentligt ejendom i omtrent 40 år.

Men billerne af unge Kim med gorillabrystet skudt frem, kæften vidt åben og vitaliteten pumpende ud gennem rocken fylder ikke den lidt ældre Larsen med vemod.

»Næh, jeg tænker, at det var skide skægt. Og jeg er glad for, at jeg har brugt mit liv på det. Dengang var jeg en vital ung mand, nu er jeg forhåbentlig en energisk ældre herre. Det med alder har jeg aldrig gået så meget op i. Da jeg voksede op, havde jeg meget tilknytning til ældre folk, der fortalte historier og sådan noget. Jeg havde slet ikke sådan et generationsopgør med min mor eller andre. Da jeg hen ad vejen hørte, at Elvis var noget med et oprør, tænkte jeg: »Oprør mod hvad dog?«. Det havde jeg slet ikke opfattet. Det tror jeg heller ikke, at Elvis selv havde«.

At yndes med ælde
Vi griner lidt. Igen. Og taler om rock og rebeller. Larsen morer sig kongeligt over, at et af hans forbilleder, Pete Townsend fra bandet The Who engang uddelte en pris til Rolling Stones med ordene: »Jeg håber ikke, I vil ældes med ynde. Det vil ikke klæde jer«.

Han får indsparket en vrissen bemærkning om, at jeg engang har skrevet, at han ikke fik en dansk Grammy, hvor virkeligheden var, at han slet ikke ville have den. »Så det var sgu ikke, fordi jeg ikke fik den, Jensen«.

Og at klassikeren ’Værsgo’ fra 1973, som mange har sammenlignet det nye album med, slet ikke er nogen urørlig klassiker for ham.

»Sådan tænker jeg slet ikke. Der er en plade med Gasolin’, som jeg synes var bedst. Men det er svært at sige for mine egne plader. Men ’Værsgo’ var den første soloplade, jeg fik lavet, så jeg var nærmest euforisk. På egen boldgade og jeg måtte gøre, hvad jeg ville. Det var fedt. For det var en hård start i Gasolin’, hvor jeg fik, så hatten passede af de der to amagerdrenge, Jønsson og Beckerlee.«

»Og det fortjente jeg også, for jeg kom ind på scenen og troede, at nu skulle jeg vise dem alle sammen. Men med ’Værsgo’ fik jeg vist, at jeg godt kunne og måtte. Det var frihed, der gav selvtillid. Men bagefter var det dejligt at komme tilbage til bandet. For det var jo vennerne. Når man er solo, er man, som ordet siger alene«.

Lyst til at komme videre
Hvad er det for en med Gasolin’, der er bedst?

»Det er ’femmeren’, absolut (’Gas 5’ med klassikere som ’Rabalderstræde’, ’Kvinde min’ og ’Masser af succes’, red.). Da havde vi fået lært at spille, og vi var ikke blevet trætte endnu. Det er ligesom ’Revolver’ med Beatles, en midtvejsplade. De komme fra en periode, hvor man efterhånden kan spille sammen og stadigvæk har glæden ved det. Men man er også begyndt at finde nogle finesser i musikken. Bagefter bliver man træt. Eller som Paul McCartney har sagt det – de »gennemskuede« hinanden. Det synes jeg er meget godt defineret. Man bliver ikke nødvendigvis trætte af hinanden, men man får lyst til at komme videre, ik’?«.

Det er du ikke kommet fra bandet Kjukken, som du har spillet med meget længere end med Gasolin’ nu?

»Nej, men vi er jo også blevet ældre, så går alting langsommere. Det er meget fint, så får man også prøvet det. Da man var ung, var det jo altid videre – next station og next station. Nu har man mindre travlt. Nu har jeg så lavet en plade uden dem, og det synes folk er forfriskende og anderledes. Hvis jeg så laver en til uden dem, vil folk sige: »Hvor fanden bliver Kjukken af?«. Sådan er det«.

Ligesom at være frimærkesamler
Ikke desto mindre er Kim Larsen som komponist stadig nærmest hyperaktiv. Når natten falder på, må guitaren fattes, og inspirationen opsøges.

»Det er skægt at lave sange. Det er ligesom at være frimærkesamler: Det er en hobby. Hvis jeg tager på ferie i en uge, har jeg som regel ikke guitaren med. Når der er gået 5 dage, har jeg det ikke godt. Så må jeg hjem til den. Jeg bliver rastløs«.

Det lyder nærmest som en mand, der prøver at holde op med at ryge på sin ferie?

»Nej, nej, jeg står fast. Jeg er Danmarks sidste ryger. Det er en hæderstitel«, siger Larsen. Næppe helt overraskende. Og leverer efter en lille tænkepause og et hvæs på cigaretten dagens lille uventede krølle på historiens hale.

»Jeg har prøvet at holde op med at ryge, selv om det er længe siden. Det var fand’me kedeligt. Det holdt i 4 måneder. Så blev jeg skilt«.