Asbjørn Krogh Nissen træder et skridt frem på scenen. Kniber øjnene sammen til at par smalle sprækker og skuler ud over publikum.

Blikket stopper ved en ung, lyshåret pige foran scenen. Han spreder benene foran hende. Lader de tynde lår i de sorte stramme læderbukser sænke sig en halv meter.

Så begynder han at bevæge skridtet i takt til musikken. Frem og tilbage. Lige op foran pigens ansigt. Hun jubler. Rækker hænderne i vejret, åbner munden og skriger.

Det samme gør resten af de 450 publikummer bag hende.

Djævletegn og tunge riffs
Mens Asbjørn Krogh Nissen bevæger skridtet, spiller han på guitaren i takt til musikken. Det går hurtigt.

Hans venstre hånd farer op og ned ad elguitarens gribebræt. Den højre tager riff så tunge, at armen hæver sig en meter op i luften, før den hamrer ned på guitarstrengene.

En fyr i starten af tyverne med skulderlange, lyse dreadlocks kaster hovedet frem og tilbage, mens han headbanger. Sin højre hånd strækker han op i luften i et djævletegn. Det er rock’n’roll.

Også selv om Asbjørn Krogh Nissen i virkeligheden kun spiller guitar i luften. Det er ligegyldigt.

Det er fucking luftguitar!

Seriøs luftspade
28-årige Asbjørn Krogh Nissen står på scenen, indhyllet i røg og tonsetung heavymusik til DM i luftguitar i Vejle.

Det er sidste fredag i april, og det er det første DM af sin slags i Danmark. De seneste par år er interessen for at spille luftspade steget markant.

20 lande afholder hvert år nationale mesterskaber, og landevinderne samles hvert år i august måned til det officielle verdensmesterskab i Oulu i Finland.

Og ifølge Fabian Holt, der er lektor i performancedesign ved Roskilde Universitet, bør luftguitar ikke nedvurderes:

»Oprindelig har luftguitar været ment som en joke. Men det er stille og roligt vokset, og det begynder at blive taget mere alvorligt. Der er kommet en ny seriøsitet i luftguitar«, siger han.

Karaoke og moderne dans
Ti timer tidligere står Asbjørn Krogh Nissen i køkkenet i sin lejlighed på Amager. I en sort undertrøje og med de sorte læderbukser på.

Han er i gang med at gøre sig klar til aftenens konkurrence og har netop kogt vand til pulverkaffe.

»Det er ikke ret mange, der tager luftguitar alvorligt. Det ligger jo også et eller andet sted mellem karaoke og moderne dans, og det er sært, at det overhovedet eksisterer. Men det er også derfor, det er så sjovt«, siger han.

»Alle drømmer om at stå på en scene en gang imellem og være rockstjerne. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er en rigtig rockstjerne, når jeg står der og spiller luftguitar. Det er entertainment. Men bare at få lov til at lege det ...«.

Han går ind i soveværelset og sætter sig i en kurvefletstol. På bordet foran ham ligger en cowboyhat i krokodilleskind-look. Den skal med til Vejle.

På en anden hylde ligger en skotøjsæske. ’Fender Footwear’, står der.

’The spirit of rock’n’roll’.

Maskine hoved
Han sætter nummeret ’Slandorous’ med gruppen Machine Head på. Det er det nummer, han skal spille til DM i aften.

Han har lagt en plan for aftenens optræden. Faktisk har han øvet sig en del. Fire timer har han brugt i et øvelokale med vennen Niels, der også er finaledeltager i DM i luftguitar. De har optaget hinanden på video og bagefter analyseret deres moves.

I studiet har han også øvet sig, når der lige har været fem minutter. Så har han taget høretelefoner på og øvet fingerbevægelserne, sådan lidt for sig selv.

»Jeg tror, at jeg vil starte langsomt ud med at stå stille og lave det her«, siger han og læner sig lidt frem i stolen, mens han holder armene og hænderne frem, som om de griber om en usynlig guitar.

Han bevæger fingrene hurtigt op og ned ad den usynlige guitars gribebræt. Så laver han to slag med højre hånd.

»Dér kan man jo lige ...«.

Med en hurtig bevægelse kaster han højre hånd op i luften og laver djævletegn med pege- og lillefingeren.

»Og så kan man bare rigtig gå amok«.

VM i luftguitar
De første konkurrencer i luftguitar blev afholdt i starten af 1980’erne. I 1996 arrangerede Finland det første verdensmesterskab.

Det startede som en sidebegivenhed til en musik- og filmfestival og var mest ment som et spøjst indslag, men mesterskabet har i dag udviklet sig til en årlig begivenhed med tusindvis af publikummer og deltagere fra hele verden.

LÆS OGSÅFranskmand sejrede ved VM i luftguitar

Den stigende popularitet skyldes ikke mindst dokumentaren ’Air Guitar Nation’ fra 2006.

Men selv om luftguitar har fået fornyet popularitet og bl.a. kan få 450 vejlensere til at bruge deres fredag aften på A-, C- og G-greb på et imaginært gribebræt, skal man ikke tage disciplinen for alvorligt.

Det mener Morten Michelsen, lektor i musikvidenskab fra Københavns Universitet:

»Der er en dobbelthed i luftguitar. For alle ved jo godt, at det er lidt pjattet, men gør det alligevel. De unge ved godt, at de ikke er rockstjerner, men når folk klapper ad dem, og de har performet, så føles det nok sådan«.

Gymnasieinvestor
En af dem, som tager luftguitar seriøst, er Jonas Brunsnæs.

Han er manden bag det første DM. Han er 19 år gammel. Og har investeret 65.000 kroner for at kunne stable det på benene.

Hvis det ikke løber rundt, er han heldigvis færdig med 3. g her til sommer. Så kan han arbejde fuld tid for at betale gælden til banken af.

Grunden til, at han har investeret så mange penge, er simpel: Luftguitar skal tages seriøst. Og rigtige musikere kan lære af luftguitaristerne.

»Luftguitar er fedt! Det giver folk, der ikke kan spille rigtig guitar, muligheden for at være en rockstar. Men samtidig er det også et seriøst bidrag til hele musikkulturen. Mange rigtige musikere glemmer, at det ikke er nok at spille perfekt musik, men at det også skal se fedt ud. En god performance er med til få publikum til at føle, at de har haft en god aften. Så luftguitarspillerne er med til at inspirere mange musikere«, Luftguitar er ikke for sjov siger han.

»Fucking læderbukser«
Fredag aften klokken halv ni samler Jonas Brunsnæs de ti finalister. Om et kvarter starter det hele.

Alle i rundkredsen lytter koncentreret til de praktiske oplysninger og gode råd, men det er svært at høre, hvad han siger. Et par meter fra deltagerne råber publikum. En skingert rockhyl fra forsangeren i Guns N’ Roses, Axl Rose, trænger igennem fra koncertsalen.

Men alle deltagerne kender alligevel også reglerne: ét selvvalgt nummer, ét minut til at fyre den af på scenen og tre dommere, som giver fra 4,0 til 6,0 point. Ligesom i kunstskøjteløb.

Efter briefingen har deltagerne 10 minutter til at varme op. Asbjørn har smidt den sorte undertrøje og blottet en tatovering på overarmen og på brystet.

Han laver et par hoftesving og nogle armsving. Læderbukserne strammer.

»Fucking læderbukser«, siger han.

Rundt om ham står de andre deltagere. De forbereder sig også.

Aske i postkasserød skjorte og med falske tatoveringer trykket op over begge underarme som et par strømpebukser lader, som om han tager en guitar frem fra bag om hovedet og flytter den op på maven. Det skal se realistisk ud.

Den kvindelige deltager, Analyzer the Paralyzer, har knæbeskyttere på oven på de sorte tights. Hun laver et rullefald.

Så er det nu!
Efter lidt tid kommer en ung fyr hen til Asbjørn Krogh Nissen.

»Så er det dig«, siger han.

Aske har allerede været igennem. Det har to andre også. Publikum hujer.

Asbjørn følger efter den unge fyr ind i et baglokale og ned ad en stejl, knirkende trappe, som fører ned til bagscenen. Han gør sig klar til at gå ind. Flytter vægten fra det ene ben til det andet. Så ryster han benet for ligesom at ryste nerverne af sig.

Bag scenen råber konferencieren noget, som er svært at høre. Det er noget med, at publikum skal fyre den af. Asbjørn tager en sidste slurk af sin vandflaske. Tager de første skridt ind på scenen.

På vej ind læner han hovedet tilbage og blæser en sky af forstøvet vand op i luften og ud over sig selv. Så er det nu!

Skridtbevægelser til topppoint
Et minut senere er det slut. Den lyshårede pige foran scenen klapper stadig efter at have stiftet bekendtskab med Asbjørns skridt. Det samme gør resten af salen.

»Han er klart den bedste«, siger en ung fyr.

Han forklarer, at det var timingen.

»Alle kan gøre sådan her«. Den unge fyr spiller guitar i luften, mens han med munden nynner et guitarriff, som tydeligvis ikke passer til bevægelserne.

»Men det her ... det var perfekt timet«.

Dommerne giver Asbjørn toppoint. Næsten. Det rækker til en andenplads. Asbjørn har fået ondt i nakken af al den headbanging. Bortset fra det har han det godt.