Du så hende måske knuse Joseph Gordon-Levitts hjerte i den alternative romantiske komedie ’(500) Days of Summer’ sidste år. Hun stod i en elevator og sang The Smiths, og mere skulle der ikke til.

Gordon-Levitts karakter var forelsket. Og det var der sådan set mange andre, der også var.

LÆS ANMELDELSEEn kærlighedsfilm om at have det ad helvede til

Samme år vandt han publikums hjerter på Roskildes Astoria-scene. Hvis de altså ikke allerede for længst var vundet.

Hun hedder Zooey Deschanel, han kalder sig M. Ward. Hun har spillet skør kule i tv-serien ’Weeds’, og hendes sangstemme er blevet sammenlignet med Patsy Clines.

Han er kendt for med sin folkede guitar at skabe varme lydbilleder med referencer langt tilbage i historien. Sammen går de under navnet She & Him, og de har de seneste måneder turneret USA tyndt med deres bittersøde og smittende retropopmelodier.

Nu er turen kommet til Europa, og København har heldigvis fået en plads på listen over byer, duoen besøger.

Britney i rendyrket indieversion
»It’s hard to be ignored«, synger Zooey Deschanel, mens hun let som en fjer lader sig bære rundt på gangene af allestedsnærværende unge mænd med fremstrakte arme.

Vi befinder os i musikvideoen til førstesinglen ’In the Sun’ fra She & Hims andet album ’Volume Two’. Handlingen er henlagt til high school, og scenerne ligner til forveksling dem, vi så i Britney Spears-videoen ’Baby One More Time’ fra dengang, Britney stadig betød jomfru, og verden endnu ikke havde stiftet bekendtskab med popstjernens afbarberede nedre regioner.

Forskellen er bare, at ’In the Sun’ er ’Baby One More Time’ i rendyrket indieversion. Zooeys skoleuniform består af tilknappet hvid skjorte stoppet ned i en mørkeblå, højtaljet nederdel, strømpebukser og flade sorte sko.

LYT TILShe & Him på Myspace (eksternt link)

Og bassen fra Spears-videoen er skiftet ud med muntre klavertoner. Her er ingen bare maver og ingen hårelastikker af lyserød plys. Kun Deschanel i tækkelige kjoler og hendes hær af dansende retronørder.

I gymnastiksalen valser hun koket rundt med en hulahopring om livet i en scene, der mest af alt minder om en musical fra 1960’erne. M. Ward – det er ham, der ignorerer hende – sidder på biblioteket optaget af at bladre fraværende i en bog, og hendes kurtiserende dans synes at være fuldstændig spildt på ham.

Men Zooey vil ikke ignoreres. Og det bliver hun, gud forbyde det, heller ikke.

Knuser hjerter på stribe
Derimod har Zooey Deschanel fået en god portion opmærksomhed siden gennembruddet med føromtalte indiefilm ’(500) Days of Summer’, hvor hun som den skævt charmerende Summer nådesløst lader Gordon-Levitts Tom Hansen forelske sig i hende.

For derpå at forlade ham. Og Tom Hansen er ikke den eneste, der falder i svime over Deschanel. Hendes særegne kokette coolness, hendes blå øjne og mørkebrune pandehår lægger anmeldere og indiedrenge ned på stribe.

Selv det anerkendte amerikanske indiesite Pitchfork kan ikke få armene ned over Deschanel og hendes talenter.

»Zooey Deschanel kan ikke bare synge og spille skuespil. Hun kan også danse. Og hulahoppe!«, skriver de henført om videoen til ’In the Sun’, og fortsætter glædestrålende: »Dette er den absolut mest henrivende ting, du vil se hele dagen«.

Man har en fornemmelse af, at hele Pitchfork-redaktionen blev sat på standby den dag, videoen kom på gaden. Også på Facebook flyder hjerterne over, f.eks. i denne opdatering for et par uger siden:

»I love hende Zooey så meget, at det gør fysisk ondt i mit bryst. Hun er satanhylme bedårende. Ach, gott im himmel! Jeg vil dø og genfødes som hendes tandtråd«. Intet mindre.

Musikalske soulmates
Om M. Ward blev overvældet af samme trang til at lade sig glide ud og ind mellem Zooey Deschanels tænder, da han traf hende første gang, er ikke til at sige. Da de i 2006 mødtes under indspilningerne til filmen ’The Go-Getter’ og blev bedt om at synge duet på en coverversion af Richard og Linda Thompsons ’When I Get to The Border’, skulle det blive en øjenåbner for dem begge.

»Det viste sig, at vi havde mange fælles yndlingssange og yndlingsmusikere – kunstnere, som jeg ikke nødvendigvis bringer op i en samtale, fordi folk som regel ikke aner, hvem jeg taler om«, fortæller Deschanel om kimen til samarbejdet.

På det tidspunkt havde Ward fire soloalbums bag sig og kunne skrive indiedarlings som Cat Power, Jenny Lewis, Yo la Tengo og Bright Eyes på listen over samarbejdspartnere.

Deschanel har altid skrevet musik, men indtil da var hendes sange ikke nået længere end til skrivebordsskuffen. I lang tid efter mødet gik hun og samlede mod til sig, før hun endelig sendte sine sange til Ward.

»Jeg syntes, de var fantastiske. Nogle mennesker skriver sange, der får andre til at føle sig godt tilpas. De er vanedannende at omgås«, siger M. Ward med henvisning til Deschanel og hendes sange.

LÆS ANMELDELSEPapirdrengen hyler og stønner som James Brown

Og bolden var givet op til det, der skulle vise sig at blive et succesfuldt sideprojekt for dem begge. ’Volume One’ udkom i 2008, og nu er She & Him aktuelle med opfølgeren ’Volume Two’.

De konnotationsløse albumtitler stemmer overens med det anonyme bandnavn, og neutraliteten er ifølge de to helt overlagt. Fokus skal være på musikken, ikke på, hvem der står bag den. Bortset fra et par covernumre skriver Deschanel alle sangene, og Ward producerer.

Tidløs og troværdig
Begge er de vokset op med at lytte til klassiske sangskrivere som Carole King og Smokey Robinson, og begge drages de mod det tidløse udtryk, der præger mange af den generations kunstnere. Og Deschanels stemme passer godt ind i det vintage-univers, She & Him lægger for dagen.

»Den hører ikke hjemme i en bestemt tid. Det giver et meget stemningsfuldt udtryk«, siger Ward.

»I San Francisco hørte jeg for nylig Aretha Franklin synge ’God Bless the Child’ i radioen. Nummeret er fra 60’erne, men Franklin fik det til at lyde, som om det kunne have været indspillet for et par måneder siden.

Nogle kunstnere har evnen til at gøre lige præcis det – at gøre musikken tidløs. Zooey er en af dem«.

Deschanels projekt
Han tilføjer med vanlig beskedenhed, at hvis ingredienserne er gode, så bliver sangene det også. She & Him er primært Deschanels projekt, og måske er den grammatiske forskydning i bandnavnet dermed helt bevidst – de kalder sig hverken She & He eller Her & Him.

Teksterne kredser om kærlighed, både af den slags, der fungerer, og den, der ikke gør. Deschanel synger til en unavngiven him, og sangene er bygget op omkring et sort-hvidt følelsesunivers.

»What can you do with a sentimental heart?«, spørger hun, og vi forstår hende. For når Zooey Deschanel synger, tror vi på det, hun siger. Som en amerikansk anmelder skriver:

»Jeg har det, som om Deschanel synger direkte til mig. Ikke om mig, men til mig, som sad jeg til en koncert med et publikum kun bestående af mig«.

Lidt pep og en smule bedrøvelse
»A word on flash photography«, siger Deschanel smilende og forsøger at ignorere den horde af fotografer, der har samlet sig foran scenen. »What about if you don’t use it?«, foreslår hun forsigtigt og skæver til sin makker Ward, hvis syn er tydeligt generet af de mange blitzlys.

»We might go blind«, prøver hun igen, men forgæves.

Scenen stammer fra dette års South by Southwest i Austin, Texas. Musikfestivalen, der med over 1.800 navne er verdens mest bandspækkede af sin slags, bød dette år på hele otte koncerter med She & Him, og alligevel var Cedar Street Courtyard på West 4th Street denne aften proppet til randen med publikummer, der var ivrige efter at få et snapsnot af Deschanel og hendes virtuoso af en producer og guitarist.

Og mens Zooey iført rød kjole og ditto hat sang om kærlighedens fortrædeligheder, fortsatte blitzlysene ufortrødent hele vejen gennem koncerten.

Succesen er bittersød, fristes man til at sige – præcis som She & Hims sange, der som regel både indeholder lidt pep og en smule bedrøvelse. Som M. Ward udtrykker det: »Vi elsker, når sange er i ligevægt mellem mørke og lys. Livet er ikke altid lyst, det er ikke altid sort – det er et sted midt imellem«.