Annonce
Koncerter 2. mar. 2009 KL. 15.00 opdateret 9. mar. 2009 KL. 15.02

Som favnet af sorte engle

Danske demente i hundredvis var dem, som søndagens Tivolikoncert med musik af Bent Sørensen og tekst af Knud Romer var tilegnet.

Koncert-anmeldelser

Uropførelse

'Et blad falder til himlen', af Knud Romer og Bent Sørensen.

Opført 1. marts 2009 i Tivolis Koncertsal, arrangeret af Alzheimerforeningen og Wilhelm Hansens Musikforlag

Det eneste, man aldrig vil høre koncerten benævnt som af musikkens målgruppe, demente gamle, er naturligvis – og tragisk nok – ’uforglemmelig’.

Men meningen med søndag eftermiddags optræden i Tivolis Koncertsal, arrangeret af Alzheimerforeningen og Wilhelm Hansens Musikforlag, var ikke at spejle og illustrere livsvilkårene for de demente i Knud Romers ord og Bent Sørensens musik, men at give den gave til de demente selv, at de en lille times tid kunne sidde i al selvforglemmelse og føle sig talt til og ind i af en musik, der var tilegnet såvel dem som Romers og Sørensens fædre, der begge henholdsvis led og lider af demens.

Et absurd foretagende
Det var en prægtig fornemmelse at finde sig sin plads i koncertsalen, vel vidende at der så sikkert som amen i kirken ville blive hostet højt og talt klart og uden blusel.

Så kunne man ligesom slappe bedre af. Musikken og digtene var skrevet til at tåle lidt slid.

På mange måder er det et absurd foretagende at skrive partiturmusik til demente, og Bent Sørensen må have taget sig til sit kunstneriske klarsyn mange gange undervejs.

Der er ikke meget fidus i at benytte sig af sofistikerede klassiske formater, sonateform og andet, der alle forudsætter en vis benovelse hos publikum over, hvor kløgtigt komponisten har disponeret og struktureret sit materiale, hvis præmissen hos publikum er den, at alt, i princippet, er glemt fra den ene node til den anden.

»Lige efter krigen var vi så fattige«, hvisker en moden herre til venstre for mig til sin sidedame, men han er ikke så dement eller gammel, som han krukker med.

Hun heller ikke, selv om hun har hjemmelavet marmelade i tasken. Og faktisk er det en pointe i sig selv, at det denne søndag eftermiddag er svært at spotte andre end de mest besværede af de demente.

Dement. Eller ej
Fotografer sværmer rundt i salen for at få det billede, der siger alt om, hvad det vil sige at være dement i dagens Danmark – og kræset for denne unikke ene gang. Men hvem er dement og hvem ikke?

Aldersmæssigt hører koncertpublikummet jo i forvejen ikke til i de mest rapfodede generationer, og såvel tunghørhed som fyndige enetaler forekommer med en vis frekvens på stolesæderne.

En stok falder til jorden med et smæld, men hvornår gør den ikke det? Det akkompagnement af babygråd og pludren, der indimellem høres, kunne være bestilt til lejligheden for sin poetiske betimelighed, fra vugge til grav.

Michael Bojesens DR Pigekor er en sværm af engle.

Dem udbad Knud Romer sig, og her er de. Engleyndige og ofte blonde, men klædt i sort og med hvide, bare arme.

’Plant a Tree’ synger de, Bojesens musik over et Piet Hein-digt, og pigerne rejser sig gradvist fra jorden og strækker deres arme som grene, som en negation af det livsvilkår, vi alle har accepteret i dag: at demens fører til døden, at eftermiddagens kernepublikum for længst har strakt armene mod himlen.

Og mærket dem visne igen.

Mildt og smukt
Bent Sørensens musik til Knud Romers digt ’Et blad falder til himlen’, hovednummeret, sigter efter at bade os i skønhed og harmoni og stiger ikke af hesten med udsigten til føleri og sentimentalitet.

Korpigerne fordeler sig i koncertsalens mellemgange og synger og aktiverer deres små spilledåser og ’Lul, lul, rokken går’.

»Hans mund er et ar / og øjnene bliver til glas«, digter Romer om sin far, men musikken viger uden om det prosaiske og alt for klartseende. Koret kløjes med rytmisk præcision og stor effekt i »... som er en ... / ... som er en ... / ... som er en ...«, et velkomponeret musikalsk billede på den konfusion, demente lider af, indtil frasen ekspanderer og blødgøres i strålende, empatisk varme:

»En som er ensom« var den fulde tekst, dagens smukkeste øjeblik, da det foldede sig ud i al mildhed.

Et blad falder - til himlen
Musik er, siger forskerne, det sidste, der bliver tilbage hos os, når alle andre erindringer ligger under pandebraskens mulde. Musik og især sang.

Og i det kalejdoskop af kultur-, klang- og ja, forsorgshistorie, som Sørensen og Romer refererer tilbage i, kan vi alle finde os selv, så bredt og alment og grundfæstet er projektet tænkt.

Man forestiller sig, prøver at forestille sig, hvordan det må være at sidde der.

’Lul, lul’, åja vuggevisen vi sang! De mange metronomer i salen, der udstanser tiden, der går – som bornholmeruret hos oldemor. Spilledåsen.

»Lige så stille giver de slip og går ud / – markerne og træerne og blomsterne, / alting visner i hans ansigt / og et blad falder til himlen«.

Siger Knud Romer. Ikke jeg.

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu

Bedst lige nu