Annonce
Koncerter 7. jan. 2009 KL. 16.18 opdateret 7. jan. 2009 KL. 16.20

Tv svigter musikfesten DMA

Ingen tv-aftale til Danish Music Awards, der for første gang er en lukket fest forbeholdt musikere, branche og få udvalgte.

Koncert-anmeldelser

fakta

Danish Music Awards hed indtil 2001 Dansk Grammy.

Prisfesten er arrangeret af de danske pladeselskabers brancheorganisation, Ifpi, og blev første gang afholdt i KB Hallen i 1989.

Siden har uddelingen været forbi både Bella Centeret og Forum, inden festen i 2008 landede i den noget mindre Glassalen i Tivoli, der også danner rammerne for DMA 09 den 28. februar.

De nominerede kunstnere er indstillet af pladeselskaberne, udvalgt af en jury og bliver afsløret den 26. januar.

Juryen består i år hovedsagelig af musikjournalister. Navnene offentliggøres samtidig med de nominerede musikere.

I 2008 var Jan Gintberg vært, Natasja vandt 4 priser og Dúné 3.

Når Danish Music Awards den 28. februar bliver afviklet i Glassalen i Tivoli, er det 21. gang, den danske pladebranche ser tilbage på det forgangne år og uddeler priser til en række af de bedste udgivelser.

Men for første gang vil prisuddelingen og de optrædende artister ikke kunne opleves af almindelige danskere.

Hverken TV eller online
»Vi har ikke kunnet finde en tv-partner, så lige nu er der ikke nogen konkrete planer om at transmittere prisuddelingen«, siger Jesper Bay, der som marketingsdirektør hos pladeselskabernes brancheorganisation, Ifpi, står bag DMA.

Ifpi havde tidligere en aftale med Danmarks Radio, der hvert år sendte direkte fra prisuddelingen, men i en sparerunde i 2007 valgte DR at opsige kontrakten.

Den noget mere tamme forsøgsordning fra 2008, hvor DMA blev transmitteret på nettet via den danske del af MySpace, bliver heller ikke gentaget.

Tv-stationer foretrækker egne shows
Jesper Bay fra Ifpi mener, det ville være en naturlig del af tv-stationernes public service-aftale at vise DMA, fordi prisuddelingen i modsætning til TV 2 og DR's egne store prisudddelinger vender sig mod en bred målgruppe:

»DR har sin P3 Guld, der fokuserer på radiokanalens lyttere, og TV 2 har Zulu Awards, der også vender sig mod en særlig målgruppe. DMA er det eneste af prisuddelingerne, der når bredt rundt om den professionelle musik. Men det er svært at konkurrere mod stationernes egne shows«, siger Jesper Bay.

Chefredaktør i DR Musik, Ole Mølgaard, beklager, at DR kom i en økonomisk situation, hvor samarbejdet om DMA måtte ophøre. Men han mener ikke, DR løber fra sit ansvar:

»Vi har valgt at bruge vores kræfter på P3 Guld, der vender sig mod en nyere og mere ukendt del af den danske musik. Det er der, vores public service-forpligtelser ligger, og hvor vi vil kunne gøre en forskel«.

En million for en god udsendelse
Det vil koste et sted mellem 400.000 og en million kroner at sende tv fra prisfesten, alt efter om der er tale om en god streaming på internettet eller en to timers lang liveudsendelse på tv lørdag aften, anslår Jesper Bay.

Og det er penge, som skal komme fra et tv-selskab eller fra private sponsorer. Pladebrancen har ikke selv råd til at betale regningen.

»Desværre ser vi bare ikke rigtig nogen tv-station, der bruger ressourcer på professionel musik i dag. Ud over stationernes egne prisuddelinger går de fleste af pengene til kortsigtede talentshows som X Factor«, siger Jesper Bay.

Alle har sagt nej
Arrangørerne bag DMA har uden resultat været i dialog med både TV 2 og DR, og forhandlinger med TV3 og SBS TV har heller ikke resulteret i en aftale.

»Vi har i flere måneder forsøgt at finde en god løsning, men nu er det ved at være oppe over. Med mindre der sker noget uventet, bliver det uden tv. Men vi holder fast i prisuddelingen, som vi mener, er en god idé«, siger Jesper Bay.

Han håber stadig på, at en aftale falder på plads i de kommende år.

Ole Mølgaard fra DR Musik udelukker ikke, det vil kunne komme på tale:

»Lige i år har det ikke kunnet lade sig gøre, men DMA er et flot og godt show, og jeg vil ikke afvise, at vi vil kunne genoptage samarbejdet i fremtiden«.

Få billetter til salg
Pladebranchen leder efter en længerevarende samarbejdspartner, der ikke kun vil forholde sig til selve showet lørdag aften. Der skal desuden produceres optaktsprogrammer, også gerne på internet og radio.

»Det skal være en partner, der vil være med til at definere og udvikle showet. Men indtil vi finder det, er der heldigvis ikke noget, der forhindrer musikerne i at lave god musik, og den vil vi fejre under alle omstændigheder«, siger Jesper Bay.

Prisfesten bliver efter den nuværende plan en lukket branchefest. Men ifølge Ifpi vil der blive sat et begrænset antal billetter til salg i løbet af et par uger, sandsynligvis gennem Gaffa.dk.

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu

Bedst lige nu