UNGE lømler er drønet ind på scenen med kontante udfordringer til rockfædrene.

Nogle af de bedste finder vi i The Blue Van, der ligesom de unge D-A-D har prøvet lykken i USA.

Selv om det heller ikke er lykkedes bandet fra Brønderslev, lyder The Blue Van med vanlig, forfriskende optimisme og selvfølgelighed som the missing link mellem Beatles og Stones anno sådan cirka 1966 på gruppens tredje album, ’Man Up’.

Inspireret samspil
Ganske vist er sangene ikke er helt på niveau med de to store legenders, der stilistisk blandes op med halvfjerdsernes glamrock fra T-Rex og co.

Men inspirationen, evnerne og samspillet har The Blue Van, og på dette album rammer de også ind bag de skitser, deres sange tidligere for ofte endte i.

Efter at have stået som et beundringsværdigt eksempel til efterfølgelse for danske bands med udlængsel og uforløste rockdrømme ved at rakke den ganske verden rundt og især holde sig kørende på de endeløse amerikanske landeveje, er der en følelse af hjemkomst og selverkendelse på ’Man Up’.

Mere tråd
Hverken debuten ’The Art of Rolling’ eller ’Dear Independence’ fra sidste år er blevet internationale bestsellere, men det har ikke slået The Blue Van ud.

Tværtimod er det tydeligt, at bandet har taget bestik af situationen og genopfundet sig selv som et mere guitarbaseret, hårdere og sangmæssigt dybere band i selskab med de to producere.

Mere målrettet
Det har givet sangene, der fortsat er dejligt enkle i et tørt og åbent lydbillede med flere guitarer end tangenter.

Sange som ’Silly Boy’ og ’The Socialite’ og den fine ballade ’True’ overbeviser om, at The Blue Van er andet og mere end et vildt og lifligt liveband.

The Blue Van er tanket op igen, og det lyder, som om køreturen kan blive mere målrettet denne gang.

Læs flere rock - og popanmeldelser på ibyen.dk