Tværfløjten er ikke det mest maskuline instrument, må vi indrømme. Med fløjtenisten Emmanuel Pahud fik den klassiske musik ikke desto mindre sin James Dean.

Sådan blev han kendt i medierne, og hans ansættelse kun 22 år gammel i Berliner Filharmonikerne gjorde den flotte schweizer til et fænomen.

Siden har han udviklet en international solokarriere, og sidste år rundede manden med guldfløjten de 40 år. Men han havde stadig styr på det charmerende smil, da han sammen med en af de tunge drenge fra den internationale klaverliga gav en koncert uden for Louisianas sædvanlige abonnementsserier fredag.

Problemet var bare, at Pahud spillede alt muligt andet end fløjtemusik på Louisiana. Fløjtevirtuoser har nemlig den sorg, at tværfløjten på ingen måde var i vælten i 1800-tallet, da de romantiske komponister skrev den powerfulde udtryksmusik, som også i dag er rygraden i repertoiret, når det kommer til noder, der rigtig kan vise en stærk musiker frem.

Fløjtenister er i mange år faldet for fristelsen til at spille arrangementer af romantiske værker for andre instrumenter, og Pahud spillede stort set ikke andet, da han gik på scenen med sin raffineret disede, men på samme tid muskuløse, næsten brummende mørke klang og sin evne til at sætte en tone an og lade den udvikle sig på hundrede måder.

Prokofjiev kom som en lettelse
Pahud og Bronfman begyndte med Schumanns tre romancer for obo. Musikken ligger til dels for dybt til, at tværfløjten her kom til sin ret, og med en klarinetsonate af Brahms fik Pahud pumpet livstruende mængder af fedme og kalorier i klangen.

Frustrerende nok gik første del af koncerten således med en musikalsk set utilfredsstillende oplevelse af en fløjtenist, der teknisk behersker sit instrument på højeste niveau. Men Yefim Bronfman ved flyglet viste sit format.

Han formidlede musikken, så den stilistisk stod på sikre ben, og i Mozartstykkerne efter pausen var det helt eventyrligt at opleve den på alle måder store klaverspiller lade musikken danse som en mekanisk ballerina på toppen af en antik spilledåse.

Alligevel var det en lettelse, da Pahud til sidst kastede sig over Prokofjevs fløjtesonate. Her var endelig et værk tænkt og skrevet for hans instrument.

Fremragende cd
Al fløjtepænhed blev smidt over bord til fordel for en heftig palet af udtryksmidler, som de færreste fløjtekolleger ville turde anvende endsige være i stand til at matche, og Bronfman var i høj grad med til at give den frække og marchprægede musik klokkeklar identitet.

Anmeldelse

Emmanuel Pahud: The Flute King. Music from the Court of Frederick The Great. EMI Classics 0 84220 2 (2 cd'er)

Til gengæld er Pahuds nye dobbelt-cd en entydig tilfredsstillelse. Pladen dyrker musik fra 1700-tallet, hvor fløjten var modeinstrument og havde komponisternes fulde opmærksomhed.

Ved at gøre Frederik den Stores preussiske hof i Berlin til tema og omdrejningspunkt bliver udgivelsen et lokkende musikhistorisk lagkagesnit tværs gennem midten af 1700-tallet. Her er fremragende koncerter og sonater af J.S. Bachs søn Carl Philipp Emanuel, der i små tre årtier var ansat ved Frederik den Stores hof.

Sturm und Drang
Men også musik af papa Bach selv, der skrev sit kanoniske mesterværk ’Das musikalische Opfer’ til et hundesvært fugatema, han fik af regenten som udfordring.

Frederik den Stores navnkundige fløjtelærer, Johann Joachim Quantz, bidrager med en koncert så klar som kildevand, mens bøhmiske Franz Bendas musik byder på begyndende Sturm und Drang. Frederik den Store selv, ja sågar hans søster Anna Amalia præsenteres med toner, de godt kan være bekendt.

Trevor Pinnock ved cembaloet og som leder af Kammerakademie Potsdam er den rette samarbejdspartner på et projekt, der fremstår som en vellykket blanding af en opdatering af fløjtenisten Jean-Pierre Rampals gamle indspilninger og dagens friske, opførelsespraktisk orienterede måde at spille barokkens og rokokoens musik på.

Noterne om Frederik den Stores samtid og om musikken er glimrende.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN