Det var første gang, han stod på en skandinavisk scene, den amerikanske guitarist og komponist Joel Harrison, da han lørdag i København påbegyndte en europaturné med et meget specielt projekt: et musikalsk rendezvous for to elektriske guitarer og en strygerkvartet med det mål at fortolke musik af trommeslageren Paul Motian.

En elitær idé, som ikke desto mindre materialiserede sig til en frugtbar oplevelse på One Spot-scenen ved Café Charlottenborg, som dette efterår byder på en række interessante koncerter inden for ny jazz og improvisationsmusik.

Joel Harrison er ikke uden glimt i øjet, når han i noterne til den cd, han har indspillet med projektet, skriver om ideens undfangelse ved en tilfældig samtale med en kollega for år tilbage:

»Paul Motians musik er så usædvanlig ... den virker som alle tiders musik at arrangere for strygere«, røg det ud af munden på ham.

Harrison skriver videre:

»Det var, som en trylleformel var blevet udtalt. Det var en udfordring, jeg ikke kunne lade sidde overhørig, på trods af dens absurditet. Den hang på mig som fluepapir«.

Kultagtig status
Og dermed skabte Harrison dette usædvanlige projekt, der understreger i hvert fald tre ting. For det første, at Joel Harrison er en begavet arrangør og musiker, som med sin kringlede idérigdom har skabt et originalt kammermusikalsk blandingsunivers ud af Paul Motians forlæg.

Ikke for ingenting var Harrison i 2010 en af modtagerne af The Guggenheim Fellowship Award. Men det er kun en af adskillige mindre priser og stipendier, Harrison har modtaget for sit kompositoriske talent og arbejde i grænselandet mellem jazz, americana, partiturmusik og etniske påvirkninger.

For det andet står det med dette projekt klart, at den gamle third stream-idé om at forene jazzens og den klassiske musiks tonesprog ikke blot lever, men fortsat kan byde på overraskelser.

For det tredje, at Paul Motians særprægede, melodiske musik har fået en næsten kultagtig status blandt dele af nutidens musikere, det være sig i USA eller i Danmark, hvor Motian har haft stor betydning for den yngre jazzgeneration i det seneste tiår med omdrejningspunkt i guitaristen Jakob Bros musik.

Æren for det gode resultat bør dog også tilfalde Harrisons medmusikere, der ikke er hvem som helst. Her var så stærke og erfarne folk som cellisten Hank Roberts og bratschisten Mat Maneri (søn af den legendariske musikeroriginal Joe Maneri) samt de ligeledes glimrende violinister Christian Howes og Sam Bardfield.

Fælles for dem er, at de mestrer både det klassiske tonesprog og kan improvisere. Så spillede det en mindre rolle, at ovennævnte Jakob Bro, som er med på Harrisons europaturné, virkede ret overflødig, primært fordi han tydeligvis ikke var fortrolig med musikken.

Hypnotisk vægtløshed
Det kan dog nå at ændre sig, som turen skrider frem. Koncerten blev en særlig oplevelse med sit bølgende, kammermusikalske tilsnit, sine dynamiske udsving og sine improvisatoriske passager. En ganske abstrakt musik, der dog åbnede sig proportionalt med ens egen åbenhed.

Et højdepunkt indtraf midtvejs i koncerten, hvor Harrison frembragte sitaragtigt sprøde og bøjelige guitartoner, og hvor strygerne bredte et transparent pulserende lydtæppe ud. Mat Maneri trådte i karakter som solist, og tematisk var der klar idé med dublering af melodien af guitar i dybden og tændstiktynd violin i toppen.

Det var musik med hypnotisk vægtløshed og indre billeder, som befandt man sig som Tommeliden på et efterårsblad, drivende af sted på en blank sø.

Andre øjeblikke var der huggende rytmer og lagdelinger måske i familie med Stravinskij eller Bartok, men syet finurligt sammen med bugtende jazzfraseringer og saftige akkorder.

Joel Harrison er i skrivende stund rejst videre til Mellemeuropa, og hvem ved, hvornår han atter vender tilbage? Forhåbentlig inden alt for længe og måske med et af sine øvrige ensembler?

Anmeldelse (cd)

Joel Harrison: String Choir - The Music of Paul Motian. Sunnyside 1273.

Særligt talent
I mellemtiden kan hans String Choir opleves på cd’en ’The Music of Paul Motian’, indspillet sidste år med flere af de nævnte musikere.

Ikke med live-situationens fysiske livfuldhed, men til gengæld med pladeindspilningens stringens og klarhed. Her er mange fine øjeblikke som de lyriske og dog dynamiske ’Cathedral Song’, ’ModeV1’ og ’From Time To Time’ samt mere krasse sager som ’Owl of Cranston’ og ’Split Decision’.

Der er noget i materialet og i spillet, der gør, at man ikke kan blive færdig med musikken. Jeg vælger at tilskrive det den omstændighed, at vi med Joel Harrison har stiftet bekendtskab med et særligt talent.