Digteren Nicolaj Stochholm ligner en figur fra en Godardfilm på lærredets raffinerede grå visualiseringer skabt af de improviserende billedfolk 2d Visuals. Sangerinden Maja Hartnack og musikerne fra jazzseptetten Det Glemte Kvarter lister med deres instrumenter rundt om digtene på filtfødder uden rigtig at få fat i de korte digte.

Tonerne smyger sig om prægnante udsagn som »dybt inde i omfavnelsen/ stoler jeg ikke på dig«, men de betydningsladede digte og de duvende toner berører forsigtigt hinanden, snarere end de omfavner hinanden.

Poesi i bevægelse
Det ændrer sig radikalt, da Stochholm kaster sig ud i den lange indre digtdialog ’Den hvide by’, hvor jeget og dets andenstemme begiver sig ud på et langt digterisk trip i tiden. Her får musikken tid til at få fat, og så udvikler seancen sig til et mesmerisk bud på en nudansk ’Howl’-oplevelse. Det er poesi i bevægelse.

Men er det jazz?

I hvert fald er aftenen kurateret af digteren Søren Ulrik Thomsen under overskriften ’Jazz’n’Poetry’. Thomsen har valgt at overlade musikken til Det Glemte Kvarter. Forståeligt nok, eftersom gruppen er opstået ud fra et ønske om at lave musikalske fortolkninger af Thomsens digte.

LÆS OGSÅSuveræn storbydigter skifter City Slang ud med City Zen

Kun i et enkelt digt griber Thomsen nærmest som en demonstration af forskellen tilbage til sin gamle pulserende, huggende rytmik fra rockmusikkens epoke. For det er et andet leje, der passer til digtene fra ’Rystet spejl’.

Digte undfanget i midalderen med rolig uro. I omverdensklogskab og med forgængeligheden som blind passager, uanset om digtene bevæger sig i Hvidovre eller på Nørrebro.

Sonisk zen-have
Det Glemte Kvarter fanger med opfindsomhed og opmærksomhed hver en nuance. Musikken bliver en slags sonisk zen-have om de perfekt beherskede digteriske udsagn om kort væren og lang ikkeværen. Det er sirligt revet i tidens sand, men det er levende.

Dråbe, brise, poesi. Trompetens blide elegi griber om vokalens kvindelige klarhed, og udfordres af guitarens sprukne impuls. »Da ved man, at der findes steder/ hvortil fortvivlelsen flygter/ fordi den selv er fortvivlet/ over at findes«. De er klare som vand disse digte om hverdagens kropslighed på den lange, korte bane.

LÆS OGSÅ Søren Ulrik Thomsen synger i striptease-stykke

Mødet med Det Glemte Kvarter bliver til så logiske lydbilleder i det rystede spejl, at en cd-indspilning må være oplagt.

Men er det jazz?

Helt sin egen gangart
Det er det så sandelig, da Jørgen Leth går på scenen efter pausen og påkalder sig Bud Powell og de to jazzpolakker Tomasz Stanko og Krzysztof Komeda. Leth har i et halvt århundrede været dansk lyriks svar på cool jazz.

Det kommer klart til udtryk i Leths strejftog igennem 49 års lyrik-udgivelser startende med ’Forårsrefræn’ og ’Nær nær’ fra 1962-samlingen ’Gult lys’.

Med bas, trommer og ikke mindst Janus Rønn Linds piano i spil kan man for første gang konstatere, at det swinger i mere jazzklassisk forstand. Leth krydrer med anekdoter og passende hilsner til Godard, som 2d Visuals vittigt digter videre på.

LÆS OGSÅJørgen Leth: I Haiti overgår virkeligheden altid fantasien

»Tamara Press er et godt navn«, reciterer Leth, så lydbølgerne synger blødt i alle tilstedeværende ansigters hulrum. Tamara Press. Hvem andre kan forvandle navnet på en kvindelig østeuropæisk diskoskaster til et digt?

Efter at have hyldet kunsten at spise hårdkogte æg – en klassisk jazzspise fra bardisken – rykker Leth stærkt ind i det haitiske med ’Tèt Bèf’, om den mere brutale end fantastiske rolle Toyotas landrover spiller på Haiti. Nye digte fra en kommende efterårssamling slutter kronologien.

Et digt om at gå går, som det skal, i sin helt egen gangart.

På scenen med idolet
Det er jazz og altså dermed også Jazz’n’Poetry.

Leth er så jazzet og jazzen så meddigtende, at de to elementer helt naturligt indgår aftenens mest organiske fællesskab. Til gengæld indgik Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter aftenens formelle ægteskab, mens Stochholms møde med musikken gik fra det prøvende til det findende.

LÆS OGSÅJørgen Leth: Det er fuldstændigt latterligt

Det er lidt synd, at Det Glemte Kvarter først får sit kvarter til sidst, for publikum er begyndt at sive, da poeterne har takket af. Men den unge septet klør på med krum hals. Det er klart nok en stor aften. De har været på scenen med idolet, og nu viser de deres mange instrumentale facetter i deres bud på ’Jeg er levende’.

Det er lidt som med jazz’n’poetry: Det er ikke så nemt at sige, hvad det er. Men det er levende.