Det begyndte som umulig, orkanagtig støj, der hvirvlede rundt mellem stribevis af højtalere under Republiques sorte loft. Det sluttede halvanden time senere i en nærmest klassisk salme.

Spillet, som alt andet denne aften, vildt tight af tre musikere fra Köln-ensemblet musikFabrik. Derimellem var oplevelsen præcis som at få besøg fra en anden planet. Godt nok en med mennesker og musik – men ikke den slags, man møder på gaden. Det var sci-fi.

Livsværket
De tre Stockhausenstykker, der i hænderne på de tyske specialister fik deres danske premiere på Athelas New Music Festival, var fra værket ’Klang’.

Stockhausens ufuldendte projekt med et kammerværk til hver af døgnets 24 timer, som han nåede at lave 21 af inden sin død i 2007. Projektet forløb i de tre år, der fulgte efter færdiggørelsen af livsværket ’Licht’ med en opera til hver af ugens dage.

Da musikFabrik som de første opførte alt materialet i ’Klang’ i Köln sidste år, var det som en tredages festival med 176 koncerter. Men de tre stykker, vi fik søndag, kunne sagtens gøre det.

Som fra en Marsfilm
Den første rumrejse foregik i kakofonisk elektrostøj i alle dele af klangspektret med en ung hornist i orange kofte alene i en lyskegle på den store scene.

Som en herold fra en Marsfilm fra 60’erne spillede hun roligt og sikkert en god portion af hornets muligheder igennem, mens hun med mellemrum vendte sig ærbødigt i seks retninger. Værket var ’Nebadon’ – den syttende time – og krydderiet på den syrede musik var en kvindestemme, der med overtydelig diktion berettede om de ti millioner beboede universer i superuniverset Orvonton. Hvem har så brug for svampe for at blive bevidsthedsudvidet?

Der er næppe nogen komponist, der havde så stor indflydelse på modtagelsen af sin musik som Stockhausen. Han stod for udgivelserne og indspilningerne og foldede på ugelange kurser og i tommetykke bøger sine mere eller mindre forståelige og vidtløftige tanker ud om den pseudoreligiøse verden, musikken var tænkt som en del af.

Direkte og kommunikerende
Der er næppe heller nogen komponist, hvis person er så kendt, men hvor så få i virkeligheden har hørt en strofe fra mandens hånd.

Der er og har været så langt mellem opførelserne af Stockhausens musik, at alene det at foranstalte en opførelse i Danmark er at stille sig i spidsen for er en begivenhed. Oplevelsen af musikFabriks fortolkninger, der fremstod så gennemarbejdede og stilsikre, bekræftede på den ene side, at Stockhausen har det godt i hænderne på specialister, der får afsindige sammenhænge til at lyde som det naturligste i verden.

Men deres gennemmusikalske præstationer pegede også på, at Stockhausen måske får et liv blandt almindelige musikere, når røgen fra hans person har lagt sig. Så direkte og kommunikerende var det.

Regulært smukt
Indslaget efter den orange verden var en pianist i blå skjorte, der spillede et solidt uddrag af de 24 stykker i klaversamlingen ’Natürliche Dauern’, naturlige varigheder. Her var verden mere hjemlig.

Ekspressivt og stille – og vildt og rullende – blev vi ført igennem flyglets indre verden i ekstremt kontrolleret form. Som i hornværket i pendulfart mellem det kraftigste og det svageste, men også med en overraskende omhyggelig fornemmelse for de sartere dele af klangskabelsen på et flygel. Det var ofte imødekommende og regulært smuk musik.

Man sad med den kætterske tanke, at havde Stockhausen fyldt sine omgivelser med lidt mindre kosmologisk snak, ville de små klaverstykker befinde sig på alle mulige programmer i helt almindelige koncertsale.

Social leg
Sidste skud fra musikFabrik var svovlgult: ’Glanz’ for tre musikere plus fire andre tilkomne undervejs.

Det varede fyrre minutter, men kunne i princippet være holdt i live i evigheder. En klarinettist, en fagottist og en bratschist gik rundt om tre nodestaver og udfordrede hinanden med små bølgende fraser. Fra tid til anden dukkede en oboist, en trompetist eller en basunist op som modstykke til den lille sociale leg.

Formfuldendt kammermusik
Til sidst vandrede tubaisten buldrende over scenen og sluttede festen. Det vilde var, at trods den mærkelige musikteatralske idé klang det hele også som lækker og formfuldendt kammermusik med en helt nyklassisk grundtone.

Da de tre musikere på skift begyndte at bukke, mens de spillede og drejede sig mod de fire verdenshjørner, lignede det et optrin fra en film om tvangstanker. Men nøj, hvor det lød fantastisk.

Man kan prøve at sætte sig ind i Stockhausens skæve hoved, når man støder på hans musik. Men man kan lige så godt lade være. Når nu manden ikke er her mere til at genere ørerne med alle de bizarre ord, kan man måske endelig få lov at nyde musikken, som den lyder. Helt selv.