Mandag morgen i Københavns Lufthavns Terminal 3.

Delta 118 er lige landet fra JFK-lufthavnen i New York, og passagererne strømmer ud i ankomsthallen med deres bagagevogne. Rullekufferter og laptop-tasker blander sig med fornuftigt fodtøj og sorte uldfrakker. Et helt almindeligt menneskemylder på en helt almindelig hverdagsmorgen.

Og så bliver det hele brudt.

Flænset i småstykker af spidse cowboystøvler, slidte læderjakker og jeans så stramme, at de kunne være sprayet til lårene. Larmende rockstjerneattitude, tunge guitarkasser og rodede lange lokker, der hele tiden falder ned i øjnene. Thee Attacks er landet.

Brandet på attitude
Rockstjerneattitude har været Thee Attacks’ kendemærke, lige siden to af medlemmerne blev enige om at lave et band en nat i Aalborg efter en koncert med Baby Woodrose.

Allerede inden debutpladen ’That’s Mister Attack to You’ udkom sidste år, havde Thee Attacks fået ry som et af landets mest lovende unge bands, og det er langtfra kun danskerne, som lytter med.

LÆS OGSÅ Guide: Koncerter du bare må have billet til

De fire drenge fra Aalborg har også vakt genlyd i Europa og i USA, hvor de netop har overstået otte koncerter. Først i New York, så i Austin, Texas, i forbindelse med den toneangivende South By Southwest-festival.

Megafedt
IBYEN tilbød at hente Thee Attacks i lufthavnen for at høre, om deres amerikanske drøm blev til virkelighed.

»Ja, det har været megafedt!«, siger forsanger Jimmy Attack, mens vi går igennem ankomsthallen for at finde taxaen.

»Vi er stadig helt høje over, at det faktisk lykkedes«, tilføjer guitarist Terry Attack.

»Der var en masse bøvl med vores arbejdsvisum, så vi troede først rigtig på det, da vi sad i flyet«.

Og så vælter historierne ellers frem. Om skyskrabere så høje, at de får almindelige bygninger til at ligne dukkehuse. Om den dag, de fejrede Jimmys fødselsdag ved at plaffe med Magnum 44-pistoler på skydebane i Texas.

Om ham Hells Angels-rockeren, der blev klemt fast under sin motorcykel efter en af deres koncerter. Og om den stegende hede eftermiddagskoncert, de spillede på en ranch langt uden for Austin:

»Laden var helt proppet med lokale. Det var så fedt at stå der – fire blege, tyndfede fyre med langt hår – og give den gas, uden at vi blev mødt af nogen som helst former for fordomme eller tilråb. Sheriffen var endda forbi for at hilse på, og der var masser af de der typiske Texas-familier, der kom kørende dertil i pick-up-trucks. Der var fandeme mange cowboystøvler samlet på et sted!«, siger Jimmy, da vi sidder i en stor, sort taxa på vej mod Københavns Nordvestkvarter, hvor trommeslager Ritchie Attack bor.

Cowboys og oliemillionærer
Et temmelig anderledes sted end den del af USA, de fortæller om, mens vi kører over Amager. Steder, hvor kvæg er en betalingsform, oliemillionærer bærer cowboyhat, og familiefædre smiler stolt, når deres tiårige skyder til måls på skydebanen.

At selv en ladefuld cowboys og deres lokale sherif har en fest, når Thee Attacks er på scenen, siger lidt om, hvor stor gennemslagskraft de fire drenge fra Aalborg har.

LÆS OGSÅ Musikredaktørerne: Her er årets danske udgivelser

Til trods for at de blot har ét album og én ep bag sig, har de allerede vigtige fans som Rolling Stone-anmelderen David Fricke, der ved årsskiftet kårede Thee Attacks’ debutplade som en af årets ti bedste udgivelser – en titel, de i øvrigt delte med rockkoryfæer som Neil Young og Black Crowes.

»This is not garage rock, you guys. This is super rock!«, lød det begejstret fra rockens legendariske smagsdommer efter Thee Attacks’ koncert ved sidste års Spot Festival i Århus.

Ikke skabt til Danmark
»Hele grundlaget for Thee Attacks er, at vi ikke gider være sådan et band, der står og glor ned i jorden, når vi spiller live«, siger bassist Johnny, der bliver suppleret af Jimmy:

»Det skal også være en visuel oplevelse at gå til koncert. Man kan sgu ikke tillade sig bare at stå og spille for sig selv – folk har betalt for at komme ind, og de skal have en god oplevelse. Så vi giver os altid fuldt ud«.

Turen til USA er langtfra Thee Attacks’ første møde med et internationalt publikum. Bandet har turneret i store dele af Europa, og netop nu bliver deres sang ’It’s Alright’ brugt i en tv-reklame for National Lottery i Storbritannien.

»Tidligere blev vi meget opfattet som et nicheband herhjemme. »Thee Attacks – nå ja, det er de der garagedrenge fra Aalborg«, sagde folk uden rigtig at lytte til, hvad vi egentlig lavede. Sådan er det heldigvis ikke længere. Jeg synes, at vi rammer ret bredt nu. Der er selvfølgelig flest unge på vores alder til koncerterne. Men vi ser altså også masser af ældre mennesker blandt publikum. Og vi har lige fundet ud af, at der er en pige, som har startet et Thee Attacks-coverband sammen med sine efterskolevenner«, fortæller Terry og tilføjer:

»Men vi har da talt om, at vores musik måske ikke er beregnet til Danmark. Vi elsker at spille herhjemme, men det bliver ikke modtaget på samme måde af branchen her som i udlandet. I Gaffa fik vores plade tre stjerner og blev rakket ned. I Rolling Stone blev vi kåret som en af årets ti bedste plader«.

Aalborgs eneste mods
Vi sætter lydmanden Jesper af ved SuperBest på Enghavevej. Der bliver krammet længe, klappet på skuldre og sagt ting som »Det må vi sgu gøre igen snart« og »I siger bare til en anden gang«.

»Det var sgu rart at slippe af med ham«, siger Ritchie, da taxaen igen bevæger sig igennem den københavnske morgentrafik. Der lyder et latterbrøl fra resten af bandet. I Thee Attack bliver der taget pis på det meste. Især lige nu, hvor tomheden efter 14 dage i hinandens selskab er faretruende tæt på at indfinde sig.

Taxaen stopper foran Ritchies lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. De bærer kufferterne op ad trapperne og ind i stuen, hvor teaktræsmøbler, en gammel pladespiller og rockklassikere på vinyl vækker minder om en tid, som var engang – længe inden der overhovedet var nogen, som havde tænkt på Thee Attacks.

Facineret af 60'erne
Fortidens musik, stil og kultur fylder da også en hel del i bandets univers.

Især 1960’erne fascinerer dem og har gjort det, siden Johnny og Terry mødtes på Katedralskolen i Aalborg og besluttede sig for at danne et band. De headhuntede Jimmy, som godt nok gik en klasse under dem, men havde exceptionelt god stil, og sammen blev de tre og deres daværende trommeslager Aalborgs eneste mods.

»Vi lyttede egentlig allerede til en masse mod-bands – The Kinks, The Who og den slags – uden at vide, at det var mod. En dag så vi mod-kultfilmen ’Quadrophenia’, og der var vi solgt. Vi tog hele stilen til os og begyndte at dyrke den«, fortæller Johnny.

»Vi blev jo opfattet som bøsser, når vi rendte rundt i Aalborg i vores smalle slips, men det var okay, for vi var sammen om det i vores lille bande«, husker Jimmy.

For voksne til mod
Ved South By South West-festivalen sad Terry Attack sammen med blandt andre David Fricke, Small Faces’ Ian McLagan og Patrick Keeler fra The Raconteurs i et panel, der diskuterede modkultur ud fra et oplæg skrevet af The Whos legendariske guitarist, Pete Townshend.

»Vi snakkede blandt andet om, at modkultur jo er et ungdomsoprør for 17-årige, for i princippet er det det eneste tidspunkt, man har råd til alle de der ting, fordi man lige er begyndt at arbejde og stadig bor hjemme«, fortæller han.

LÆS OGSÅ Rocksanger deler sit grønne helle med ænder og skildpadder

I dag er The Attacks’ medlemmer i begyndelsen af 20’erne, og mod-kulturen virker ikke så relevant, som den gjorde, da de var teenagere og sammen lagde fritklippede ører til mange verbale kasteskyts i Aalborgs gader.

»Som mods kom vi ud og spille på en masse festivaler rundt omkring i Europa, og der så vi de der mænd i slutningen af 30’erne, der stadig stod der helt stive i deres modgear, og der tænkte vi bare ’Fed stil, men vi gider sgu ikke sidde fast på den måde’. Vi vil gerne blive ved med at udvikle os«, husker Jimmy.

Retroskarp
Så de stramme suits, de smalle slips, parkaen og button-down-skjorterne er lagt i kælderen. Men bandets stil er altså stadig så retroskarp, at man kan skære sig på den. Visuelt såvel som musikalsk.

Selv om I nu har vendt modkulturen ryggen, har I jo stadig dybe rødder i datidens musikscene. Hvorfor skal folk gå ud og købe en plade med jer, når de bare kunne sætte en gammel en fra 1960’erne på?

»Jamen, vores plade lyder jo slet ikke som en plade fra 1960’erne! Det kan godt være, at der er mange elementer derfra, men sounden og den måde, vi spiller på, er meget mere aggressiv. Sådan var der ingen, der lød i 1960’erne«, siger Terry, og Ritchie tilføjer:

»Vi stjæler med arme og ben fra alt det, vi kan lide. 1960’ernes modbands, 1970’ernes rocklyd og alt muligt andet. Og vi skal sgu nok bevise, at vi er andet og mere end et 1960’er-band«.

Sulten begynder at melde sig efter den lange flyvetur tværs over Atlanten. Jimmy står med hovedet inde i køleskabet.

»Må jeg godt tage en mad, Rune? ... eller Ritchie, mener jeg«, griner han, inden han kommer tilbage med to rundtenommer med pink spegepølse og tykke striber remoulade.

For lidt Tom Dane i dansk musik
I lufthavnen spurgte de mig, om jeg ikke nok vil kalde dem ved deres kunstnernavne i artiklen i stedet for de navne, deres forældre har givet dem i dåbsgave. Det her er ’The Attack Family’. Ikke fire helt almindelige danske drenge fra Aalborg.

Er det ikke lidt selvoptaget at insistere på at blive kaldt Terry, Jimmy, Johnny og Ritchie Attack, når man i virkeligheden bare hedder Troels, Jannik, Jeppe og Rune?

»Jo. Og vi er da skide selvoptagede. Men hvorfor ikke være lidt ekstraordinære?«, spørger Johnny.

»Nogle gange kan jeg faktisk godt selv spekulere lidt over, om jeg skal bruge mit rigtige navn eller kunstnernavnet«, indrømmer Jimmy.

»Men når alt kommer til alt, giver det en fed enhedsfølelse at bruge de navne, og hvorfor må musik ikke være et show? Der er sgu for lidt Tom Dane over musikbranchen i dag!«, siger han med henvisning til skuespilleren Thomas Ejes forsøg på at slå igennem i Las Vegas.

»Ja, og så fungerer det skidegodt internationalt og på scenen«, tilføjer Rune.

»Der er sikkert mange derude, som hedder Rune Lundsgaard. Men der er kun én Ritchie Attack«.

Interviewet er slut, og drengene begynder at samle deres bagage sammen igen. Nogle taler om rundstykker, andre om burgere, og de bliver enige om, at det nok er bedst at bide jetlagget i sig og vente med at gå i seng, indtil mørket igen slutter sig om København. The show is over for Terry, Jimmy, Johnny og Ritchie Attack. Lige indtil koncerten på Loppen.



Bandets soundtrack til de amerikanske landeveje
Wanda Jackson, koncert i Austin:

Jimmy Attack: »Hun er jo den kvindelige Elvis. 72 år gammel og pissesexet. Som hun sagde: »If Elvis was the king, then I am the queen«. Hun stod og flirtede med alle de unge fyre på forreste række, sang utrolig godt og hev sit barnebarn op på scenen. Vi var dybt imponerede«.

WhoMadeWho, live ved Danish Day Party ved South By Southwest-festivalen i Austin:

Johnny Attack: »Når vi går ud og hører musik derhjemme, vælger vi som regel nogle mere rockprægede navne. Så det var sjovt at høre nogle danske bands i Austin, som man aldrig havde hørt i Danmark. Især WhoMadeWho var fede. Dem kunne jeg godt finde på at se igen«.

Lokale radiostationer:

Terry Attack: »Vi kørte totalt sydstatsstilen derovre med southern rock, Allman Brothers og den slags. Amerikanerne har jo nogle fantastiske radiokanaler. Classic Vinyl, Elvis Radio, Grateful Death 24/7 – det er god stil, og vi kunne sateme lære meget af det herhjemme«.