»Som alle de bedste bands tror jeg ikke, de har en hujende anelse om, hvad de laver«.

Sådan skrev musikmagasinet Soundvenue i deres anmeldelse af debutpladen ’New Brigade’ fra det danske band Iceage: Et album, som samtlige anmeldere i den danske presse i samme omgang begejstrede udråbte som hjertestarter til en ellers halvdød punkgenre.

LÆS ANMELDELSESkoledrenge genopliver punkmusikken

I aften giver Iceage koncert i Musikcafeen sammen med tre andre unge bands til en 'Punks Undead'-aften, som ifølge spillestedet handler om at finde tilbage til rødderne.

Punk tilfældigvis
Men når man taler med bandet selv, kan man hurtigt konkludere, at Soundvenues anmelder nok har ret: Iceage har ikke en hujende anelse om, hvad de laver.

Eller i hvert fald har de ikke en bevidst mission om at genoplive punken. Faktisk har de aldrig snakket om, at det var et punkband, de ville lave.

»Det var jo ikke noget, vi havde aftalt. Det var bare sådan det blev«, siger forsangeren Elias Bender. Lidt uforstående over for, hvorfor en journalist spørger til historien om, at fire teenagedrenge med en gennemsnitsalder på 18,5 godt kan lide at spille musik. Punk tilfældigvis.

Bandmedlemmerne i Iceage kan ikke engang huske, hvordan deres interesse for den slags musik startede, bortset fra at de hørte noget Limp Bizkit, da de var yngre.

Fire ærlige teenagere
I det hele taget virker drengene, som startede med at spille sammen for godt to år siden i fritidsklubben Dronen på Østerbro, ikke særlig interesserede i at brande sig selv som et punkband. Der er i hvert fald ikke meget fuckfinger-attitude, da ibyen.dk møder tre af dem til et interview i en pladeforretning på Blågårds Plads.

Elias Bender fortæller, at han har haft en lidt dårlig dag, fordi han har fået at vide, at han skal gå et år af gymnasiet om.

Det virker ikke som et forsøg på at spille en hård hund, der gør en dyd ud af at skide på skolen. Helt ærligt virker han nærmere lidt trykket over senere at skulle hjem og fortælle nyheden til sin far.

Mellem hvert sætning, der bliver sagt under interviewet, er der lange pauser, hvor drengene sidder og kigger sig lidt omkring og sparker lidt i jorden.

Selv om de har fået ros af det engelske musikmagasin The Wire, spillet på Roskilde Festivals Pavilion Junior og fået den første EP betalt af Sort Sol-guitaristen Peter Peter, er de endnu ikke særlig pressevante.

Ordene skal hives ud af munden på dem, og mange spørgsmål bliver besvaret med »Det ved jeg ikke«, »Det kan man ikke rigtigt sige« eller »Det må du spørge nogle andre om«.

»Er det irriterende at skulle interviewes?«, spørger en lettere fortvivlet journalist et stykke inde i samtalen.

»Nej, det er fint nok«, siger bassisten Jakob Pless og smiler venligt.

Og så bliver der stille igen.

Ikke nogen punk-revival
Bedre går det, da vi bevæger os væk fra at snakke om bandet til at snakke om det, det hele handler om: musikken.

Iceage vil ikke selv gøre sig til dommere over, om de repræsenterer en ny start på den danske punkscene, men de vil gerne give musikskribenterne ret i, at der sker meget på den front i øjeblikket.

»Vi kan ikke så godt lide, at det bliver kaldt en revival, for det handler ikke om at genoplive et eller andet fra 1980'erne. Men anmelderne har ret i, at der er rigtig mange gode bands for tiden«, siger Elias Bender og tilføjer med et smil på læben:

»De er bare ikke særlig gode til at finde ud af, hvem de andre gode bands er«.

Og så kaster han og de andre Iceage-medlemmer sig ud i en længere opremsning af ting, som de mener den danske anmelderskare burde lytte mere til. Danske bands som Sexdrome, Skurv, Kolyma, Pregnant Man og Red Flesh.

Allesammen bands, som de kender og nogle gange spiller koncerter sammen med. Blandt andet spillede en del af dem i forbindelse med Iceage's releasefest i Kødbyen i sidste uge.

Det var en god koncert, synes drengene. Folk væltede rundt og ind i hinanden foran scenen, en kom på skadestuen med et flækket øjenbryn, og en anden kravlede rundt i vandrørene oppe under loftet.

»Vi håber, det bliver lige så sjovt i aften«, siger Elias Bender.