Annonce
Koncerter 5. nov. 2010 KL. 10.04

Når publikum har værtindegave med til bandet

IBYEN tog til en hjemmekoncert, hvor hierarkiet mellem musiker og publikum ophæves.

Koncert-anmeldelser

At My Place

Er et dansk koncept, der udfordrer musikere til at spille koncert et sted, de selv har en personlig relation til. Der bliver udbudt 30-40 billetter til hver koncert. Instrumenter og vokal skal være uforstærket.

Billetterne bliver sat til salg på At My Places Facebookside, og så er det først til mølle.

At My Place har tidligere lavet koncerter med blandt andre Bear in Heaven og Nikolaj Nørlund. De forhandler i øjeblikket med et stort amerikansk band, der har spillet i Danmark flere gange.

Andre koncerter på utraditionelle steder:
www.blogotheque.net ? Vincent Moon sætter musikere i stævne alle tænkelige steder.
www.pitchfork.com/tv ? i konceptet ?Don?t look down? spilles der på et tag.
www.blackcabsessions.com ? musik skal spilles i en taxa.
www.thirdear.dk ? nej, musik skal spilles i en ubåd.

En stille villavej på Bispebjerg. Ikke bred nok til, at to biler kan køre forbi hinanden, men tapetseret med nedfaldne blade i efterårets farver. En kvinde skubber en rollator med to klirrende vinflasker foran sig.

Alt er søndagsnormalt, hvis ikke 30 unge mennesker med cykler lige har bevæget sig fra den ene ende af vejen og ned til husnummer 35, hvor de langsomt siver ind ad husets hoveddør, hvor et håndmalet skilt fortæller, at her bor:

Anders
Maren
Esther
Agnes

I entreen laver gruppen et bjerg af sko. I spisestuen et bjerg af overtøj. Så sætter de sig på gulvet i en anden stue og venter på, at Murder skal give koncert. Murder, der er en dansk musikduo bestående af Jacob Bellens og Anders Mathiasen. De to sidder selv i stuens ene vindueskarm.

Startede som RUC-opgave
Det er koncertarrangørerne At My Place, der står bag koncerten i Anders Mathiasens hjem.

»Vores ide er at kombinere den trend, der er med intime, close-up sessions, med et produkt, som indfanger den autenticitet og intimitet, der opstår under koncerten – uden at det ødelægger oplevelsen for dem, der er til stede«, siger Jeppe Nygaard Christensen.

LÆS OGSÅDet er out at gå ud og in at gå hjem

Han er en af de seks personer, som administrerer At My Place, der startede som en opgave på Roskilde Universitet. Det er en række koncerter, som afholdes og optages atypiske steder og efterfølgende lægges på internettet. Og koncerterne gør stort indtryk på ham hver gang.

»Du bliver lukket ind i en privatsfære, hvor musikerne er sårbare, og hvor man kan mærke og høre deres styrker og svagheder. Mødet mellem publikum og kunstner er meget brutalt, og lyden er uforstærket, så den kommer ud, uden at der er pillet ved den. Musikerne er helt nøgne, samtidig med at publikum sidder op ad dem«, siger han.

Kunst hører til i hverdagen
Inspirationen til At My Place kommer fra Frankrig og filmmageren Vincent Moon.

LÆS ARTIKELKultinstruktør viser film på et hemmeligt sted

I konceptet ’Take Away Shows’ har han siden 2006 fået musikere i størrelsen ukendt til R.E.M. til at stille op og give koncert foran kamera det ene uortodokse sted efter det andet. Hjemme hos tilfældige, i Paris’ gader eller på en legeplads i Montreal. Efterfølgende kommer videoerne på hjemmesiden La Blogotheque.

Franskmanden mener, at det handler om at hive koncerter ud af de steder, hvor nogle har bestemt, at de hører hjemme.

»Når man har et specielt sted at udstille kunst i forskellige genrer, så bliver kunsten også inden for de rammer. Jeg var nødt til at udfordre rammerne«, siger Vincent Moon.

»Målet var ikke at skifte fra en scene til et hjem. Målet var at ødelægge ideen om et officielt sted til at udstille kunst. For kunst er en hverdagsting, og den tilhører ikke et specielt sted, der afskærer den fra hverdagslivet«.

Bryder hierarkiet
I sine film bryder Vincent Moon det hierarki, der er på spillesteder med et band, som står på scenen over publikum:

»Jeg kan udveksle mere med en person, der sidder på en stol ved siden af mig, end en person, som står halvanden meter over mig. Musikerne vil også have en udveksling. Derfor vil de det her«, siger han.

Den udmelding kan lektor i performance design på RUC med speciale i musik Fabian Holt følge. Men han mener, at koncerterne mere er et supplement til spillestederne end et brud med dem.

»Det er en international tendens, man også ser inden for teater. Den primære drivkraft er at gøre rummet til en del af oplevelsen, og hvis man skal det, så prøver man at rykke ind i nogle rum, der giver noget til musikken. Man bryder rutinerne og rykker musikken derhen, hvor den kommer fra, og ikke nødvendigvis derhen, hvor der er bygget et sted til den«, siger Fabian Holt.

Velkommen i nummer 35
I nummer 35 byder Anders Mathiasen velkommen.

»Det er sjældent, her er så mange gæster«, siger han med forsanger Jacob Bellens ved sin side og en spansk guitar under sin arm.

Ét nummer, og så bevæger de sig fra vindueskarmen gennem gulvmenneskerne, der drejer rundt, ommøblerer sig og venter på næste nummer. Nu består setuppet også af en pianist, en kontrabas og en lyshåret kvinde på cello, der sidder ved siden af en nøgen dukke.

Når musikken stopper, brydes stilheden i den hvide stue af klapsalver og en sækkestol, der knaser under en kvinde. Når musikken spiller, tåspidser en fotograf i uldsokker sig mellem børnetegninger og det publikum, der omfavner deres skinneben på gulvet, mens kontrabassen sætter en loftslampe i rotation.

Som en præst til forsamlingshusfest
Varme kinder og 40 minutter efter er det forbi. Selv om 80 kroner gange med 30 personer ikke giver et svimlende beløb, mener Mikael Højris, forfatter til bogen ’Den nye musikbranche’, at hjemmekoncerterne er god markedsføring:

»Det er et spørgsmål om at få et andet publikum i tale. Det svarer lidt til, at præsten i den lokale folkekirke er med til fest i forsamlingshuset, så han på den måde kan komme i kontakt med de sognebørn, der ikke kommer i hans kirke til daglig«, siger han.

»Hvis publikum ikke opsøger musikken på de traditionelle spillesteder, må man spille for dem på utraditionelle steder. Man er nødt til at tilpasse sig og være forandringsparat«.

Værtindegave
Det er husvært og guitarist Anders Mathiasen enig i. Videoklippet skal også udbrede kendskabet til Murders musik. Men det var ikke den primære årsag til koncerten, der nu er slut.

I haven står sanger Jacob Bellens og ryger cigaretter med publikum, i stuerne snakker publikum, og i køkkenet står en opvask ved siden af Anders Mathiasen, der har skænket sig selv et glas hvedeøl og siger:

»En koncert som denne bidrager til essensen af det, vi laver. For vi skriver sangene akustisk og synger helst ikke i mikrofoner, medmindre vi bliver tvunget til det«.
»Når vi spiller her, fjerner det en distance og nedbryder en mytologi om musikere. Det viser, at jeg også er en helt almindelig mand med to børn og knager i gangen, der trænger til at blive skruet bedre fast. Det er vigtigt«.

Mere når han ikke, før en fyr stikker ham en flaske vin og ordene »en lille værtindegave«.

»Jeg fik den selv i gave i går. Men tak for en god koncert og fordi vi måtte komme«, siger fyren og stikker af sted.

Bjergene af sko og jakker er næsten væk.

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu

Bedst lige nu