Det er ikke nogen hemmelighed, at han til sidst mistede sine tænder.

Det er heller ingen hemmelighed, at han har taget stoffer og røget hash i et omfang, der endte med at holde ham i sengen det meste af dagen.

Tomasz Stanko har med egne ord været langt ude. Det er han ikke den eneste jazzmusiker, der har været. Chet Baker, Miles Davis og andre valgte den kreativt stimulerende vej med drugs og alle de nedture, der følger i kølvandet.

Men Tomasz Stanko traf en hård beslutning og skiftede retning.

Radikalt, endda.

Clean i mange år
I dag rører han dårligt nok et glas rødvin. Han har lært sig selv at lave helsekost for at få ordentlig mad. Han motionerer, og han virker frisk.

Han er en mand, der efter eget udsagn ikke har skyet vanskeligheder og udfordringer. Ud fra den gamle, fortærskede frase om, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Eller »rigere«, som Tomasz Stanko udtrykker det.

»Jeg har været clean i mange år nu. Men jeg ved virkelig, hvad afhængighed vil sige«, forklarer den polske trompetist over en kop uskyldsren grøn te.

LÆS OGSÅJazz på polsk? Jamen, det holder!

Teen har datteren lavet. Hun er den 68-årige musikers manager. Hun tager sig af alt det praktiske i et liv, der kunne være endt i en sump. Men som i dag er supertravlt, og som fører polsk jazz’ grand old man verden rundt på nærmest uafbrudt turné. Oven i købet i selskab med cremen af kontinentets yngre jazzstjerner.

Jazzen var cremen
Vi sidder mellem moderne skulpturer i en lys, herskabelig stue. Der er moderne malerier på væggene. Smukke, løse tæpper dækker gulvet i hele fjerdesalslejligheden på musikerens fashionable adresse i Warszawa. Selv det mørkpolerede mahognibord er dækket af et tykt, blødt tæppe. Der står et opretstående sort klaver op ad den ene væg.

Sådan et er Stanko vokset op med.

Faderen var akademisk uddannet og spillede klassisk violin. Men efter at have prøvet violinen og de klassiske klaverstykker bad Tomasz sin far, om han ikke måtte få en trompet. Den 14-årige havde hørt, hvad han omtaler som »nogle populære jazzgrupper«, og musikken pirrede ham.

Men var jazz ikke forbudt i Polen i begyndelsen af 1950’erne?

»Ikke på min tid. På det tidspunkt var Krzysztof Komeda allerede ret berømt«, siger Stanko med henvisning til Polens store afdøde jazzpianist, komponist og skaber af musikken til Polanski-film som ’Kniven i vandet’ og ’Rosemary’s Baby’.

»Vi kunne rejse uden for Polens grænser. Musikere, skuespillere, filminstruktører som Polanski, teaterinstruktører var godt stillet. Faktisk var vi jazzmusikere nærmest cremen af kunstnerlaget«.

Først med avantgarden
Tomasz Stanko kom med i Komedas gruppe – og dermed ind i den europæiske og amerikanske jazzscenes rampelys. Samtidig blev Miles hans store inspirationskilde. En farlig og ekstrem sol at komme i nærheden af for en ung, stadig uformet kunstner, skulle man mene.

Hvordan undgik du at hænge fast i så stærkt et ikon som Miles Davis?

»Lige fra starten havde jeg instinktivt fornemmelsen af, at det var vigtigt at opbygge mit eget sprog. Processen at lede efter sin egen sound løb sammen med, at jeg komponerede min egen musik. Jeg havde læst, Coltrane havde sagt, at hvis du vil have din egen stil, så er det vigtigt at komponere. Fordi så er det lettere at forme sig selv«.

LÆS OGSÅPolsk trompetist malede med lyd

Tomasz Stanko var som en af de første overhovedet i Europa inspireret af avancerede amerikanske jazznavne som Ornette Coleman og George Russell. Han komponerede og havde, allerede inden han blev engageret af Komeda, samlet sin egen eksperimenterende gruppe. Nogle siger, den var den første freejazzgruppe i Europa. Jazz Darings, hed den.

Inspiration fra Bacon
Samtidig hentede han inspiration uden for musikken. På den måde holder han udtrykket levende.

Især malerkunst er en afgørende impuls for Stanko, der af samme grund bor tre-fire måneder af året i sin anden lejlighed i Upper West Side på Manhattan. Her har han New Yorks store kunstmuseer inden for rækkevidde.

Hvordan oversætter du impulserne fra moderne billedkunst til jazz?

»For et par måneder siden så jeg en udstilling af Francis Bacon. Der var mange portrætter, og han dekonstruerer jo ansigtet. Det er ikke realistisk maleri. Og så tænkte jeg, sådan kan jeg gøre med melodierne… for jeg elsker dejlige, smukke melodier, men de bliver let corny i dag«.

Vild med danskere
Tomasz Stanko er vild med, at også de unge danskere i hans kvintet, guitaristen Jakob Bro og bassisten Anders ’AC’ Christensen, er historisk velbevandrede og bredt orienteret.

LÆS OGSÅNy impressionisme springer frem i dansk jazz

»De kender det hele!«.

»De kender Ornette, Coleman Hawkins, Billie Holiday, og de kender de film, der bliver lavet i dag, de kender world music ... deres horisont er så bred i forhold til min egen generations«.

»Jeg kendte ikke Jakob Bro, da jeg engagerede ham. Jeg havde fået ham anbefalet. Men da jeg så hørte ham – fantastic! Jeg elsker ham mere og mere. Jakob er en large guy med mange udtryksmuligheder«.

»Anders Christensen spiller på en meget frisk, ny og anderledes måde. Hans måde at spille på er connected til noget meget groovy, en rock’n’roll sound, men samtidig meget jazzy. Anders er så kreativ. Ingen andre spiller bas, som han gør«.

Fra anarki til enkelhed
Kigger man tilbage over de grupper, du har haft, og den musik, du har spillet siden begyndelsen af 1960’erne, har dit navn ellers primært været forbundet med avantgarde og freejazz – kompliceret musik?

»Det var lettere for mig at udtrykke mig i moderne musik og ikke i standards, fordi jeg var fjernt fra USA. Hvis jeg spillede moderne jazz, var det lettere for mig at finde mine egne ben. Men det har så været min retning: fra anarki til enkelhed«.

Din nye kvintet rummer også to finske musikere. Du har i det hele taget en lang historie med samarbejde med musikere fra Danmark, Sverige, Norge ...?

»Skandinaviske musikere er meget, meget dygtige. I Danmark har I haft cats som Niels-Henning Ørsted Pedersen. I har altid haft fantastiske musikere, Palle Mikkelborg ... I har små lande, men fremragende musikere! Jeres tradition er så god. Det kan godt være, I også har jeres egen sound, men generelt er det jeres professionalisme, jeg er interesseret i«, siger Stanko og mindes, hvordan han allerede midt i 1960’erne i en hel måned spillede på det gamle Montmartre i København – og elskede det.

Det fucking grå polske lys
Faktisk er det Stankos drøm at komme til at spille på det genopstandne Montmartre, som han husker tilbage fra de gyldne jazzdage i København i 1960’erne. En tid, hvor musikeren Abdullah Ibrahim efter Stankos udsagn boede ovenpå i et rum, hvor man kunne skrabe brun hash direkte af væggene.

Han tror på at bygge på historien, men også på at søge udfordringen, og han mener, man kommer længst ved at dyrke modsætninger. Sådan som han har gjort ved at sætte fem meget forskellige musikere sammen i sin nordiske kvintet.

»Miles gjorde det samme. Selv om han spillede med sorte amerikanere, var der altid en eller anden hvid cat med. Det er det samme med dette band. Vi kan spille swinging, free, moody, ballad, ad lib, groovy music ... masser af forskellig musik. På den måde bliver min musik større«.

LÆS OGSÅToner fra Polen

Er det vigtigt, at resultatet kan kaldes jazz?

»Nej, det er ikke vigtigt for mig, men det skal swinge. Og så skal det have sin egen sound. Jeg har en mørk sound, på grund af det her fucking grå polske lys! Alle snakker jo om den polske melankoli. Men anyway, ligesom i billedkunst spiller lyset, sounden, en særlig rolle i musikken«.

»Jazzen er blevet meget eksklusiv nu. Den har udviklet sig fra det basale til det raffinerede. Det er ikke svær musik. Men du skal lytte, hvis du vil have udbytte af den. Det er som med klassisk musik«.

Den farlige skønhed
Du talte om skønheden – og faren for, at musikken kan gå hen og blive corny?

»Jeg er disponeret for skønhed. I melodien og i tonen«, siger Tomasz Stanko ... og så bliver der ligesom et hul i luften. En uforudset pause. Pludselig er det umuligt ikke at spørge direkte. For Stanko mistede jo sine tænder. For en trompetist er det vel det samme som at miste sin tone. Sin sound. Også selv om han med hjælp fra en dygtig tandlæge endte med at få nye tænder til erstatning for de gamle?

»Nej! For tonen havde jeg herinde«, siger han triumferende og peger på sin skaldede isse. Eller vel rettere på hjernen inde bagved.

»Det tog selvfølgelig lidt tid at træne den op igen, men allerede efter to måneder skulle jeg indspille. Jeg blev hyret på grund af min tone! Jeg var lidt nervøs, selvfølgelig, men jeg skulle jo spille, så det gjorde jeg. Og når jeg hører indspilningen i dag, kan jeg ikke engang selv høre, at jeg spiller med de her nye tænder«.

»Måske blev det endda bedre, end det ellers ville være blevet. Vanskeligheder, som du skal overvinde, gør dig rigere«, siger trompetisten.

Med ét lyder det overhovedet ikke som nogen fortærsket frase. Ikke spor.

Turen til Warszawa var delvis finansieret af Sundance Music Aps.