Man kan vel dårligt forestille sig noget mere bredt appellerende end fuglesang. Kan det overhovedet lade sig gøre at finde et menneske, der ikke bryder sig om det? Alligevel bliver orkestret Dans & Lærs cd-udgivelse ’Havens fugle’ opfattet som et skørt og originalt avantgardeprojekt.

Sandheden er da også, at det er noget af et pip i låget-projekt, Bjarke Søballe Andersen har haft gang i de senere år. Men de færreste vil kunne sige, at det ikke lyder godt.

’Allike’, ’Skade’, ’Gulspurv’, ’Silkehale & Sangdrossel’ er titlerne på nogle af cd’ens skæringer. Det er nemlig lige præcis disse fuglestemmer, der er bærende på de enkelte numre. Omkring kvidderet smyger Bjarke Søballe Andersens og hans til lejligheden indforskrevne musikanter sig med en sær, for det meste livlig og glad latininspireret electronica.
Oven på hele herligheden finder man på én gang mystificerende og objektiviserende samplinger af ornitologen Ole Geertz-Hansen myndige stemme. Tørt kommenterer stemmen fuglenes indsatser med autoritativ stemmeføring. Lyden af fugle og mandsstemme kommer fra et kassettebånd udgivet i 1970 af Dansk Ornitologisk Forening.

Fuglenes genistreg
Hvorfor?

»Fordi fuglestemmer er rigtig god musik«, svarer Bjarke Søballe Andersen.

»Man kommer bare nemt til at vænne sig til dem og tage dem for givet. Derfor vil jeg godt gøre noget for at bringe dem frem i forgrunden for en gangs skyld. En af de bedste komplimenter, jeg har fået, var, da en veninde fortalte mig, at hun ved at høre cd’en havde fået fastslået, at det virkelig var ugleunger, hun kunne høre uden for sit sommerhus«.
Kan man lære noget af fuglesangen som musiker?

»Gulspurven, som var den første, jeg lavede musik til, har lært mig, hvor minimal en variation man kan lave for at skabe en melodi. Den siger: En, to, tre, fire, fem, seks, syyyyyyyv. Går bare lige en halv tone op til sidst. Den melodi betyder, at nu er det sommer, og den er faktisk en genistreg«.

Scor på fugleviden
Selv om Bjarke Søballe Andersen nu har levet mere end 32 somre, er det lykkedes ham at bevare det elskede kassettebånd med optagelser af havens fugle, som hans far og mor gav ham en forårsdag for 20 år siden.

Forældrene havde bemærket, at sønnike var stærkt optaget af at identificere fuglestemmer, mens han sad over havregrynene på terrassen ved villaen uden for Skamby på Sydfyn. Og sådan et kassettebånd fra områdets store autoritet, Dansk Ornitologisk Forening, ville skærpe den sunde interesse.

»Det er jo ikke sådan hipt eller smart at interessere sig for fugle. Så da jeg var teenager, var det ikke en viden, jeg ligefrem gik og blærede mig med. Men jeg kan forstå på Ole Geertz-Hansen, der indtalte kassettebåndet, at dengang i 50’erne, da han var med til at starte ornitologiforeningen oppe i Søllerød, var det nærmest et scoretrick at have forstand på fuglestemmer«.
»Det synes jeg er ret fantastisk. Det ville være godt, hvis det kom igen«, siger Bjarke Søballe Andersen – men ser nu ikke rigtig ud, som om han tror på sin egen ambition.

Selv om lille Bjarke fra Sydfyn i dag er både cand.mag. i dansk, en glimrende musiker, bor i London, arbejder som oversætter og alt muligt, er han ikke i tvivl om, at kassettebåndet stadig er perlen i hans musiksamling. Hans egne musikalske udfoldelser har endnu ikke ført ham videre end denne albumdebut.

En sorgløs pipfugl
Men albumdebutanten kan godt se ligheder mellem sig selv og sine fjerede forsangere. Han bruger det meste af cd’ens covernoter på en ironisk anklage mod sine forældre for den ubekymrede barndom, de gav ham. På tidens musikscene har Bjarke Søballe Andersen gjort sig bitre erfaringer med, at alvorstunge sange bliver regnet for finere, end hvad en glad dreng – eller en sorgløs pipfugl – har på hjerte. Som han siger:

»Lad det være sagt med det samme: Det her er ikke kunst. Jeg havde nemlig en lykkelig barndom ... Nej, jeg er bare træt af den der opfattelse af, at hvis musikken er mørk og dyster, er der mere substans i den. Glad musik kan jo være en opslugende følelse på lige fod med mere deprimerende tonesætninger.

Ærlighed er netop nu det allerstørste plusord, når man taler om musik. Man er mest ærlig, hvis man er alvorlig eller nedtrykt. Det synes jeg ikke rigtigt passer«.
Hvorfor synger fuglene egentlig?

»Den biologiske forklaring er, at der er to hovedformål: Dels synger de for at skræmme andre væk, dels gør de det for at score. Om foråret er tilstedeværelsen af fuglesang jo tungest. Og der synes jeg godt, man kan høre på dem, at nu skal der bare være gang i den, nu skal vi have nogle damer, og vi skal have lagt nogle æg. Om foråret synes jeg, man kan høre fuglenes sangglæde. Selv om man siger, at fugle ikke har følelser. Men det er svært at sige. Jeg har jo ikke selv været inde i et fuglehoved«.