Han har været vores dårlige samvittighed i årtier, har Jacob Holdt. Og amerikanernes.

Hans billeder af sorte, nødlidende amerikanere i metropolerne såvel som på landet er blevet fortællingen om USA på bagsiden gennem de seneste 40 år

Og på en eller anden måde rimer hans socialt engagerede fotodokumentarisme dårligt på solnedgange over pittoreske broer eller unge kvinder i stramme bluser ved elskrivemaskinen. Eller?

Kunstmuseet Louisiana mikser i hvert fald det tilsyneladende umikselige ved sin næste store udstilling, ’Tro Håb & Kærlighed’, der samler Jacob Holdts amerikanske billeder op, men ikke, som vi kender dem, og ikke med stramt fokus på uret og racisme, men mere spraglet og knap så insisterende.

Snapshots fra Holdts private arkiver
Billederne hører ikke hjemme i det lysbilledforedrag, ’Amerikanske billeder’, som enhver dansk skoleelev har været vidne til, men er snapshots, som udstillingens kurator, Mette Marcus, har fundet, da hun stod på hovedet i Holdts arkiver.

»Udstillingen er kuratorens kunstværk«, siger Jacob Holdt.

»Hun har sat enkeltbilleder sammen, der ikke i sig selv rigtig er noget ...«.

SE FOTOS fra udstillingen

Man forstår godt, at Holdt tidligere af bl.a. et fransk forlag har fået mundkurv på over for pressen, fordi han har en tendens til at tale sine billeder ned.

I hvert fald dem, der strider mod ortodoksien i ’Amerikanske billeder’.

»Jeg grinede højt, da jeg så, hvilke billeder de havde fundet i mine arkiver. Nogle få af dem har jeg brugt i en hurtig sekvens på seks sekunder på lærredet, når jeg viste lysbilleder og holdt foredrag, men aldrig andet«.

Bredere blik end normalt
»Mange af billederne vender tilbage til nogle af de mennesker, Jacob har fulgt siden 70’erne«, siger kurator og kunsthistoriker Mette Marcus, »og de nyeste er fra maj i år. Vi ser f.eks. Martha, en ældre prostitueret kvinde uden hår eller tænder, som, når hun skal ud og trække, sætter gebis i og paryk på og kommer til at ligne Tina Turner. Og når hun trækker i dag, foregår det, som man kan se, med rollator.«

»Billederne viser, at Jacobs blik faktisk er bredere, end vi har set før, og at hans univers er de marginaliserede som sådan: ensomme velhavere, homoseksuelle, Ku Klux Klan-medlemmer, børn uden forældre. Samtidig har han et sikkert blik for det smukke, som man nogle gange glemmer, fordi indholdet skygger«, siger hun.

Normalt fortæller Holdt om Amerika og racisme, som han gør det på skoler og i foreninger, både i Danmark og USA, oftere og oftere uden hjælp af billeder i øvrigt.

I stigende grad er han desillusioneret over, hvad et billede overhovedet formår:

Jewish Defense League huggede billede
»Ét billede fortæller ikke noget som helst«, hævder han.

»Derfor var jeg også meget imod at udstille på museer og udgive bøger, indtil jeg begyndte at sælge ud omkring år 2000. Et billede af en apatisk sort mand, hvad betyder det? Ham, jeg har fotograferet, sidder og kigger apatisk ind i tv-skærmen, har faktisk ikke misset en dag på arbejde nogensinde, men alle, der ser billedet, tror bare, han er en lazy nigger«.

»Læg så oveni faren for, at det bliver brugt forkert, i et racistisk ærinde. Den meget højreorienterede Jewish Defense League huggede engang et af mine billeder og brugte det på sin hjemmeside for at vise, hvor forbryderiske sorte mennesker er«.

»Til gengæld var der engang en fyr i Mozambique, der udgav et af mine billeder for sit eget og sendte det ind til en fotokonkurrence – og vandt! Det er den eneste pris, jeg nogensinde har vundet, men jeg lod ham beholde den, for han har garanteret heller aldrig vundet noget før«.

»Enhver idiot kan tage et godt billede«
Ifølge Jacob Holdt selv er hans helt særlige talent den vagabondering, der har ført ham ind i hundreder af private hjem tværs over Staterne og har fået ham helt tæt ind på livet af mennesker, der lever i en tilstand af underskud.

»Og når man først er kommet så tæt på, er man i en situation, hvor enhver idiot kan tage et godt billede«.

At et billede mildt sagt ikke siger mere end tusind ord, men snarere intet som helst overhovedet, illustrerer Jacob Holdt med billedet af et smilende Ku Klux Klan-ægtepar, der står i fuldt regalia med en ilder og en hundehvalp i armene.

»Du kan aldrig sige sandheden med ét billede. Alle de klanfolk, jeg har mødt, og som er mine venner, er skide søde, og kvinden på billedet der satte sit liv på spil for at redde sorte mennesker. Altså bagefter selvfølgelig«.

»Klanfolk er typisk med i KKK i to år, og så ryger de ud igen. Selv var jeg jo medlem i seks. Men hende her blev voldtaget og skudt af en af mine andre venner, selv en af de mest mishandlede fyre, jeg har mødt. Da hun er kommet sig, får hun arbejde som socialarbejder i fængslet, men bliver fyret, da ledelsen finder ud af hendes fortid i klanen, og da de hørte det, gjorde de sorte i fængslet oprør, fordi hun simpelthen havde været fremragende til sit job«.

Men solnedgange hører med i billedet af USA. Jacob Holdt er stået ud af sin bil for at fotografere adskillige af dem. Som alle andre.

I udstillingen har han dog kæmpet for at få lov til at prioritere solnedgange, hvor der var »mennesker forneden«.

Gerne fattige – gerne sorte.

Foto:  Jacob Holdt