En høj, smilende mand cykler forbi mig i Tietgensgade iført en neongul arbejdsdragt og med en blød hat på hovedet. Det er onsdag, og han er på vej hen for at male en kæmpe graffiti på bagsiden af Glyptoteket.

Og jeg genkender ham straks på dragten og på højden, for jeg har netop set ham i en dokumentarfilm, hvor han godt nok var maskeret bag en leopardfarvet nylonstrømpe, men der er alligevel ingen tvivl.

Manden er Zevs, den hemmelighedsfulde franske street art-kunstner, som jeg har en aftale om at møde lige om lidt.

Et kvarter senere træder en anden mand ind i Glyptotekshaven – det stemningsfulde, men skammeligt oversete haveanlæg bag det store museum.

Ved første øjekast ligner han manden på cyklen, han er bare skrumpet en halv meter. Og så har han taget den første mands neongule dragt på, men dragten er tydeligvis lidt for stor, for buksebenene poser kluntet ved fødderne, mens en rød sikkerhedshjelm dækker hans ansigtstræk.

Graffiti på Glyptotekets bagside
»Det er Zevs«, siger Glyptotekets medarbejder, som også står i haven. Og mener dermed den lille mand i den alt for store, gule dragt, der sammen med to hjælpere er gået i gang med at rense et lysende graffitimotiv ind i museets mur – grånet af generationers støv, nedbør og storbytrafik.

Den lille mand spuler minutiøst en række store bogstaver på Glyptotekets bagside. Et efter et lyser de op i den stenfarve, de havde for over hundrede år siden, da museet blev bygget: ’SEMPER ARDENS’. Den gamle bryggers motto: Evigt brændende.

Hvordan hænger det egentlig sammen? Er Zevs den lille mand med højtryksspuleren, som Glyptotekets medarbejder prøver at overbevise mig om – og som Politikens fotograf er i gang med at forevige i den tro, at han ér Zevs. Eller er Zevs den høje mand på cyklen og i dokumentarfilmen?

Gadekunstens Zorro
Der er noget spøgelsesagtigt ved denne Zevs, der flænser den internationale street art-himmel som en af de største deroppe.

I september måned var han inviteret på rundvisning på bryggerens gamle museum, han var helt oppe under palmetoppene i vinterhavens glaskuppel og helt nede blandt de egyptiske mumier, og tre uger senere kunne han præsentere Glyptoteket for konceptet til udstillingen ’Electroshock’, som han i disse dage knokler på for at få færdig til åbningen næste fredag.

Og som flere andre gadekunstnere udsprunget af graffitiens oprørske spraydåser er Zevs’ identitet altså hemmelig.

Så når han arbejder på gaden, er han altid iført den gule dragt, den bløde hat og med en leopardfarvet nylonstrømpe trukket ned over hovedet. Zevs-looket.

Superhelten Zevs
»Zevs er en personage, der udfører virkelige aktioner a la superheltkonceptet i den amerikanske mytologi. Hvem der er bagved, er en gåde for offentligheden. Det er den uomgængelige betingelse for en sådan personages eksistens. Alle mytologier har deres fiktive side«, som kunstneren skriver i det e-mail-interview, han indvilger i at lave med Politiken.

Som en gadekunstens Zorro har han arbejdet i gaderne i Paris, hvor han som barn begyndte at male graffiti.

Navnet Zevs tog han efter et parisisk regionaltog, der var lige ved at meje ham ned, mens han i 1992 som kun 13-årig rendte rundt på jernbaneskinnerne med sin spraydåse.

I sidste sekund fik en ven hevet ham til side og afværgede den katastrofe, Zevs siden har mindet sig selv om hver dag gennem sit tag og kunstnernavn: Zevs. Regionaltoget. Taggeren. Kunstneren.

Sådan lyder i hvert fald den historie, han fortæller om sit navn. Om den er sand eller ej, ville kunstneren formentlig ikke selv tillægge betydning. Det ligger ligesom ikke i konceptet.

Angreb på Glyptoteket
Zevs besluttede sig for at gå løs på hele Glyptoteket. Så i de måneder, ’Electroshock’ er på plakaten, vil både museets gæster indenfor blandt de antikke statuer og tilfældige forbipasserende på H.C. Andersens Boulevard, i Tietgensgade og i Glyptotekshaven kunne opleve kunstnerens værk.

’Angreb’, kalder museet det, når Zevs lægger nyt lys på gamle værker og får gæsterne til at se gennem Zevs’ øjne.

»Det er en meget interessant kontekst, for Glyptoteket giver mig mulighed for at vise mit arbejde, skabe dialoger med mesterværker i kunsthistorien samt bruge museets facader direkte som underlag. Jeg har tænkt over specifikke interventioner, der fortsætter museets traditioner og leger med bygningens gamle og klassiske sider. Jeg har betitlet udstillingen ’Electroshock’ for at understrege den friktion og det positive chok, som et sådant projekt givetvis producerer, idet museet af i dag afsløres«, skriver kunstneren om, hvordan han har oplevet det at tilføre street art til en traditionsrig bygning som Glyptoteket.

I det e-mail-interview, som Politiken allernådigst har fået lov til at gennemføre. For egentlig havde jeg en aftale om at tale direkte med manden selv, men det bliver ikke til noget.

Sprogbarriererne er for store til, at Zevs vil kunne udtrykke sig præcist nok, får jeg at vide.

Mens mystikken breder sig.

Zevs’ elektriske udladninger slår ned i Glyptoteket, og efter planen også så værket dundrer i den fredede kæmpekolos på Dantes Plads. Der aldrig tidligere har ladet nogen udsmykke den rigt ornamenterede facade.

Rockertatoveret Glyptotek
Bag store stilladser og hvide presenningers dække har Zevs og hans hjælpere i de sidste uger arbejdet med at rense et brændende flammemotiv ind i murstenene.

Der, hvor de renser muren, træder rødstenenes varme orange, mørkerøde og gullige nuancer tydeligt frem. Der, hvor de ikke renser, er muren stadig grålig.

Resultatet er som flammerne på en Harley-Davidson-motorcykel. Eller som en stor rockertatovering på bagsiden af Glyptoteket, der dog forsvinder, når de tunge drenge med det rigtige facaderensningsgear går i gang engang ude i fremtiden.

Teknikken har Zevs brugt i flere år i sin street art i storbyens gader, hvor han var en af de første – og måske endda dén første – til at eksperimentere med at tegne ved at rense.

Teknikken hedder på fransk ’graffiti propre’, hvilket både betyder ’den rene graffiti’ og ’den rigtige graffiti’.

Ulovlig rengøring
I 2006 lavede Zevs et værk i den tyske by Wuppertal, hvor han ved at afrense dele af en stor mur skrev gentagne gange i skidtet: ’Jeg må ikke tilsvine murene i min by’. Og stillede dermed spørgsmålet, om man heller ikke må skrive på muren, når man faktisk renser den for skidt?

Er graffiti også ulovligt, når det ikke tilfører noget, men fjerner noget? Endda bare noget skidt?

»Han er velovervejet. Han laver altid morsomme ting«, som en anden street artist, den amerikanske Swoon, siger om Zevs i dokumentarfilmen ’Inside Outside’ fra 2005.

I 1998 begyndte han som 20-årig under dæknavnet Shadow Flasher at udføre poetiske optegninger af skygger på Paris’ asfalt og fortove.

Han tegnede skygger af bænke, parkeringsautomater, huse, lyskurve, lygtepæle, statuer. En bil, et busstoppested. Han fangede skyggerne, gjorde dem permanente og fik parisernes kærlighed til gengæld for sin originalitet.

Enkelte af skyggerne fik faktisk lov til at blive, og tilladelsen blev givet af selveste borgmesteren i Paris.

»Mit arbejde indskriver sig ofte i byen som en forlængelse af en allerede eksisterende ting – det være sig byinventaret og dets skygger, reklameplakaterne eller den urbane forurening. Glyptotekets bygning og samling har været fantastisk stof til eftertanke. Derudover har jeg haft stor frihed til at gøre det, som jeg gerne vil«, skriver Zevs om arbejdet med Glyptoteket, hvor hele det udendørs værk er bygget op om lynnedslag.

Som overguden i den græske mytologi, tordenguden Zeus, har Zevs ladet sin tordenkile ramme Glyptoteket med et stort, spaltet lynnedslag på forsiden og det store flammehav på bagsiden til følge.

Lynene på museets forside maler kunstneren med en særlig usynlig maling, der kun vil kunne ses om natten, hvor lige så særlige lamper kaster deres ultraviolette lys op på bygningen.

Usynlig graffiti
Avanceret? Ja. Men på ingen måde en ny tanke for Zevs, der har malet meget usynlig graffiti i Paris. Bevæbnet med sit eget ultraviolette lyssværd har han tegnet graffiti, som kun han selv ved eksisterer.

Når ’hærværksmanden’ forlader sit gerningssted, vil ingen kunne se, at han har været der. Igen et kunstnerisk projekt, der udfordrer lovgivningen omkring gadekunst og graffiti. Er det ulovligt, når ingen kan se det? Og en anden pointe: Når ingen kan se graffitien, bliver den heller ikke fjernet.

Med sine aktioner går Zevs på line mellem det legale og det illegale. Som etableret kunstner på gallerier og som grænseudforsker på gadeplan.

Efter succesen med skyggerne i Paris fulgte en omdiskuteret periode med blodige angreb på byens perfekte billboardreklamer.

Kunst eller vandalisme
Var det kunst eller vandalisme, når Zevs som visuel drabsmand under overskriften ’Visual Attacks’ skød reklamernes perfekte piger og drenge lige mellem øjnene med en spraydåse og forlod dem, mens den blodrøde maling løb ned over deres ansigter?

»Det handler om reklamebilleder, kæmpebilleder. Virksomheder lejer billboards for at hænge deres billede op og sælge deres produkt. Det betyder, at der er en kraft, billedets kraft. Og ideen i ’Visual Attacks’ var, ligesom i aikido (kampsport, red.), at vende kraften. Voila! Med en minimal aktion«, siger han i filmen ’Inside Outside’ om aktionerne, der ganske rigtigt forvandlede reklamerne og gjorde dem frastødende.

Skamskudte lig på stribe frem for salgsfremmende supermennesker på glittet papir.

Senere gik han videre endnu, da han i en berømt aktion kaldet ’Visual Kidnapping’ i nattens mulm og mørke brugte to timer på at skære en afklædt kvindekrop ud af en gigantisk billboardreklame for kaffefirmaet Lavazza på Alexanderplatz i Berlin.

Da han var færdig, var kun hullet, omridset af kvinden tilbage på reklamen – ovenover havde Zevs skrevet teksten: ’VISUAL KIDNAPPING – PAY NOW!’.

Og som om det ikke var originalt nok, klippede han papirfingrene af modellen og sendte dem til kaffefirmaet som afpresning. Og krævede 500.000 euro som løsesum, penge, der skulle gives til Paris’ museum for samtidskunst, Palais de Tokyo.

Senere endnu arrangerede Zevs en 100 procent falsk og iscenesat pengeoverrækkelse – på museet – hvor en skuespiller i rollen som Lavazza-talsmand overrakte det svimlende beløb. En videooptagelse blev sendt til medierne.

En enestående aktion, hvor Zevs viste firmaet, at han både kunne kidnappe deres reklamer og handle på deres vegne.

Senest har han arbejdet meget med ideen om Liquidated Logos. Han bemaler store virksomheders logoer i gadebilledet i deres egen farve, til de drypper og løber og således nærmest opløser sig for øjnene af beskueren. Nogle af logoerne indgår i den indendørs udstilling på Glyptoteket.

Zevs i bybilledet
Men hvem var så Zevs den onsdag i Glyptotekshaven? Den høje mand på cyklen eller den lave mand i den alt for store dragt? Selv om Zevs aldrig selv ville tale om den ’rigtige’ Zevs eller den ’forkerte’, så var Zevs altså den høje mand.

Hvilket på sin vis gør Glyptotekets medarbejder til en løgner. Men man kan også se det på en anden måde. Medarbejderen spillede bare med i et spil. Han lagde et røgslør ud og byggede med på myten.

Og hvorfor Zevs havde givet den lille mand sit kostume på og selv spillede rollen som hjælper, ved ingen. Måske for ikke at blive foreviget af Politikens fotograf. Måske fordi den lille mand var bedst til at bruge rensepistolen på muren.

Måske helt uden grund. Det ved man ikke med Zevs.

Til gengæld kan hans værker efter sigende findes i de københavnske gader. Så hold øjnene åbne derude, for rygterne siger, at der godt kunne hænge en ny original Zevs hist og pist i bybilledet.

Måske et værk på muren et sted, renset ind i den københavnske urbane forurening – måske et værk malet med usynlig maling, som ingen nogensinde finder.

Og på Glyptoteket skal de heller ikke vide sig for sikre. Politiken spurgte Zevs, om han havde lavet nogle usynlige værker på Glyptoteket, som ingen kender til. Og Zevs svarede:

»Ja, der er utvivlsomt noget, som vil komme til syne«.

Læs interview med Glypoteket om udstillingen her