Ingen skal tro, at den stilfærdige Vilhelm Hammershøi bare sad hjemme i Strandgade og malede sine stuer i en neddæmpet monokrom palet, mens interiørernes kvindelige hovedperson – fru Ida Hammershøi – vendte ryggen til og blot ventede på, at gemalen gjorde sig færdig.

For sandheden er, at kunstneren ofte var på farten til Europas store byer, det samme var hans billeder, og de blev endda beundret, hvor de kom frem. Ligesom den samtidige P.S. Krøyers malerier blev det.

Lærer og elev
Hammershøi og Krøyer er blevet aktuelle med udstillinger, der søger at perspektivere dem i en mere international sammenhæng. Den første er på Statens Museum for Kunst, den anden i Den Hirschsprungske Samling.

Hvor forskellige de to malere end er, i deres kunstneriske credo, var de begge anerkendte i udlandet, mens de levede. Skønt Hammershøi var længere end Krøyer om at slå igennem herhjemme, er hans anseelse på det seneste blevet ved med at vokse.

LÆS OGSÅDen danske kunstscene vil spise kirsebær med de store

Som kunstner i en lille nation ved forrige århundredskifte, hvor den fortællende folkelivsskildring stadig var i kurs, må Hammershøis motiver have virket sære og indadvendte. Det bemærkede allerede hans lærer på Kunstnernes Studieskoler – ja, det var Krøyer – da han i firserne fik ham som elev.

Men i modsætning til andre havde Krøyer blik for Hammershøis særprægede personlighed og ønskede ikke at indvirke på ham. Det havde heller ikke nyttet. Eleven var en af disse sjældne kunstneriske sjæle, der fra begyndelsen kun ville følge ét spor.

På det punkt adskilte han sig fra sin virtuose lærer, der fra først til sidst forblev mere afhængig af det, som hans kunder forventede og bestilte hos ham.

Den oprørske effekt
Men effekten af Hammershøi – eller rettere: af hans kunst – var mere oprørsk. Da et af hans billeder blev vraget af Charlottenborgs Forårsudstilling, var det ikke blot Krøyer, der reagerede. Afvisningen førte til dannelsen af Den Frie Udstilling i 1891 som en protest mod Charlottenborgs intolerante censur og dens forældede syn på kunstens opgave.

Det var ikke første gang, at den gamle institution på Kongens Nytorv vragede et billede af en ung maler. Men da endnu et maleri af Hammershøi blev kasseret til Forårsudstillingen, var det for malerungdommen den afgørende dråbe.

LÆS OGSÅEnspænder fra Christianshavn malede med europæiske strøg

Mod sin vilje var Hammershøi med sin stilfærdige natur blevet anledningen til, at modernisterne i Danmark havde fået noget at gå på barrikaderne for.

Krøyer hørte til sin generations mest etablerede og velhavende kunstnere. Men skønt Hammershøi hverken stræbte efter gods eller guld, fik han med årene en lige så høj stjerne.

Rygvendt.  Hammershøis 'Interiør' med to kvinder ved et vindue’ fra ca. 1895 (i privateje). I 1912 var hans anseelse så stor, at det florentinske museum Uffizierne bad ham om at bidrage til museets samling af berømte kunstneres selvportrætter. Det var en ære, som tidligere var overgået en anden dansk kunstner: ja, det var Krøyer – igen.

Havde Hammershøis franskkundskaber været bedre og hans ambitioner større, ville hans deltagelse på Verdensudstillingerne i 1889 og 1900 nok have resulteret i større international opmærksomhed.

Så havde han måske turdet deltage i det selskab hos den franske kritiker Théodore Duret, hvortil også den franske impressionist Claude Monet og den engelsk-amerikanske symbolist James McNeill Whistler var inviteret.

Og hvem ved, hvad der så kunne være sket med de stille stuer?

Tålmodighedens kunstner
Kritikeren Duret havde fået øjnene op for Hammershøi i forbindelse med et besøg i København i 1890. Den russiske balletleder Serge Diaghileff, som havde slået sig ned i Paris og skabte Les Ballets Russes, erhvervede to billeder af danskeren.

Også Rainer Maria Rilke sværmede for Hammershøis billeder, men fik desværre aldrig skrevet den artikel om ham, som han planlagde.

Den tyske digter nåede dog at komme med en af de mest rammende karakteristikker af Hammershøis kunst: »Hans værk er langt og langsomt, og i hvilket øjeblik man end begriber det, vil det altid give anledning til at tale om det, som er vigtigt og væsentligt i kunsten«.

I 1885 havde Hammershøi været på sin første udlandsrejse, til Berlin og Dresden, og to år efter var han i Holland og Belgien. Man skal kende meget lidt til hollandske genremalerier fra 1600-tallet, især til periodens interiørbilleder, for ikke at se, hvad Hammershøi må have bidt mærke i her.

LÆS OGSÅNy udstilling er noget nær den ultimative Krøyer-oplevelse

To gange var han i Paris. Men London nåede han at besøge seks gange. Han tog endda undervisning i engelsk og fik engelske venner. Måske forstærkede det også hans kærlighed til England, at han og fru Ida på deres rejse til Italien i 1907 ved en fejltagelse blev arresteret for falskmøntneri og underkastet et længere politiforhør.

I København havde Hammershøi fået kontakt med en meget speciel kunstsamler, den engelske koncertpianist Leonard Borwick. Speciel fordi Borwick ikke interesserede sig for andre malere end Hammershøi.

Fascinationen gik ikke så meget på motivernes arkitektoniske orden som på det mysterium, der udfoldede sig i dybden, og som krævede tid og tålmodighed for at blive opdaget.

Faldne stjerner
Krøyers stjerne faldt umiddelbart efter hans død i 1909 og forblev uden den store glans indtil slutningen af 1970’erne, hvor et rekordhøjt auktionsbud af den tyske bladkonge Springer gjorde hans plads på firmamentet synligt for enhver.

Det samme var tilfældet med Hammershøi. I tyverne og trediverne var der heller ikke mange, der havde blik for dybden og »den indre essens« bag »den synlige, ydre skønhed« i hans arbejder, som Borwick havde skrevet om.

LÆS OGSÅGuide: Så internationalt bliver dansk kunstliv i 2012

En af direktørerne for Statens Museum for Kunst pillede ligefrem museets Hammershøi-sal ned.

Først inden for det seneste kvarte århundrede er hans billeder igen kommet i høj kurs, på enhver måde, og anledningen er ikke mindst den opmærksomhed, som værkerne har vakt blandt udenlandske samlere eller på udstillinger i USA, Japan og Frankrig.

Udstillingen på Musée d’Orsay i Paris, som blev organiseret i samarbejde med Ordrupgaard i 1897, blev Hammershøis franske gennembrud. Umiddelbart efter blev den vist på Guggenheim i New York.

EU-maleren
I dag beundrer alle hans stemningsmættede og stramt komponerede billeder. Frem for alt forbinder man ham med disse gennemkomponerede interiørmalerier fra lejligheder, som han selv beboede og indrettede.

Men han iscenesatte ikke kun sine omgivelser, men også sine maleriske skildringer af dem, og det er denne trang til at overskride virkeligheden, med virkelighedens egne midler, der gør ham til mere af en modernist end den lidt ældre Krøyer.

LÆS OGSÅRensning redder mesterværk af Hammershøi

Efter behov kan man udnævne Hammershøi til at være de stille stuers maler, de store superlativers eller de høje auktionsprisers.

Med Statens Museum for Kunsts særudstilling er der sat fokus på en ny side af kunstneren. Her er han blevet de mange europæiske kontakters maler. En slags EU-maler, længe før EU, ligesom Krøyer fremstilles på den udstilling, hvormed Den Hirschsprungske Samling lokker det halve København på museum.