Kort efter at den nye Wim Wenders-dansefilm 'Pina' har fået dansk premiere, kaster Gl. Holtegaard sig nu over dans og koreografi i samtidskunstens verden.

LÆS OGSÅKunstners store arv i 3D gør en til et forandret menneske

Siden 1960'erne har der været tætte forbindelser mellem kunst og dans, især når dans har indgået i performances. Men også på andre måder: Jævnlig har kunstnere og teoretikere arbejdet med ideen om, at udstillingsrummet laver en slags 'koreografi', som publikum ledes til at bevæge sig igennem.

Selvfølgelig ikke i form af at diktere bestemte kunstfærdige trin, men snarere ved at man anlægger bestemte ruter gennem udstillingen.

Eller mere direkte ved at kunsten sætter forhindringer op for kroppen, så man rusker op i den sædvanlige, lidt sløve museumsbevægelse, I ved nok, med langsomme skridt langs en væg og så et kort ophold, et tomt udtryk i ansigtet og en gang imellem et stille gab. Eller, hvis bølgerne går højt, et anerkendende nik.

Utopien om den moderne frihed
På den aktuelle udstilling er der naturligvis en del videoer og live-performances, men også skulpturer og billeder, der forholder sig til kropslige bevægelser og koreografi.

Det indebærer blandt andet, at der danses capoeira hos australske Shaun Gladwell; at forholdet mellem ideal og virkelighed udfoldes som gymnastik hos franske Jacqueline Doyen; og at utopien om den moderne frihed sættes på spidsen i balletdanserens møde med fabriksarbejderen hos kinesiske Cao Fei.

Fra den hjemlige kunstscene præsenteres Nina Saunders skulpturer af deforme møbler, der lægger op til en alternativ kropslig adfærd.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN