Annonce
Kunst 1. apr. 2010 KL. 13.39

Guide: Bliv ekspert i gadekunst

Hop med, når IBYEN og kvinderne bag Streetheart.dk viser den rå og søde streetart

Udstillings-anmeldelser

fakta

Streetheart.dk
Kvinderne bag bloggen Streetheart.dk har udvalgt og karakteriseret de gadekunstnere, der bliver præsenteret i denne guide.

Streeetheart.dk Består af Søs Uldall-Ekman og Christina Bennetzen, som begge er uddannede kulturformidlere fra Københavns Universitet. Sammen driver de gadekunstsitet Streetheart.dk, som er en blog dedikeret til alle gadekunstens udtryk.

Siden opdateres dagligt med nye gadekunstfotos, og der publiceres jævnlig artikler, videoer og interview med gadekunst som omdrejningspunkt. Søs Uldall-Ekman og Christina Bennetzen laver desuden undervisningsforløb, guidede ture og workshops i gadekunst til brug i skoleundervisningen.

29. maj afholder Streetheart for andet år i træk gadekunstfestivalen Streetheartbeats med musik.

Miniparlør
Alias: Gadekunstnere arbejder under alias eller er anonyme, bl.a. fordi gadekunst som udgangspunkt er ulovligt. Men aliasset er meget mere end et identitetsdække: Det opfattes som kunstnerens navn, og det siger ofte noget om hendes eller hans profil.

Paste-up: Gadekunst, der er lavet på en form for papir og klistret op.

Piece: Et figurativt gademaleri, der dog godt kan bestå af bogstaver.

Posca-pen: En kraftig tuschpen, som er favoritredskab for gadekunstnere, der arbejder med tuschtegning.

Stencils: Kunst lavet med spraymaling over udskårne skabeloner, nogle gange i flere lag.

Street art: Engelsk for gadekunst, dækker over hele genren og bruges også i det danske sprog.

Tags: Graffitiens ’signaturer’, dvs. bogstaver, der er relativt simple og udgør en malers personlige underskrift.

Godt spot lige nu
I indgangen til gaden Westend fra Vesterbrogade har det kreative kollektiv Rumkammerat sammen med andels- boligforeningen i gaden sat gadekunstprojektet ’Wild at Westend’ i gang.

Hver 3.-5. uge får en ny spændende gadekunstner lov til at gå løs på murene, som lige nu prydes af malerier af den spanske gadekunstgruppe –V– Workshop.

Hold øje
Gadekunst findes overalt, men den gemmer sig. Kig især efter her:

- Røde postkasser

- Sikringskasser

- Skilte

- Lyskurve

- Lygtepæle

- I knæhøjde

- På husmure

Sikringsbokse, trafikskilte og lygtepæle over hele byen bliver hver dag gjort smukkere, sjovere eller farligere af gadekunsten.

LÆS ARTIKELGraffiti og gadekunst er eksploderet i København

Men hvad hedder de anonyme bagmænd? Hvad laver de? Og hvad pokker er en posca-pen?


Kissmama
Kissmama har arbejdet på gaden i mange år og kan minde lidt om en af de andre gadekunstpionerer, HuskMitNavn. Men alligevel er en Kissmama helt sin egen. Værkerne er paste-ups, der er tegnet i en kraftig, enkel streg, og som kun har én eller to klare farver ud over de sorte linjer.

Figurerne er altid mænd eller kvinder, der er formet som omridset af en tommeltot. De har også et skarpt lille samfunds- satirisk udsagn på maven, som f.eks. ’After I shop I cry’ eller ’I hate my wife because I’m boring’. Du kan også kende en Kissmama på, at der altid er sat tre små parallelle streger et sted på figuren.

Her finder du Kissmama: det meste af byen plus af og til på Amager


Lints
Lints skiller sig ud blandt de danske gadekunstnere. Hans værker er meget en leg med former og mere abstrakte, end man normalt ser i dansk gadekunst. Ordet ’lints’ er engelsk for fnuller eller lommeuld, og tanken bag Lints’ værker er at ’forstørre’ de her fnullere til levende organismer.

Det danner nogle smukke mønstre, der er dystre og sjove på samme tid. Lints har rødder i graffitimiljøet og laver både graffitipieces og paste-ups.

Her finder du Lints: Amager, Pisserenden, Nordvest, Vesterbro


Frantz Flottenheimer
Frantz Flottenheimer ’samler’ så at sige på mønstre i byens rum. Hvis der f.eks. er en plakat, der skaller i flere lag, kigger han efter de former og farver, der opstår der. Mønstrene tager han med hjem og bearbejder, så resultatet bliver til fantastiske natsværmere.

Dem klæber han op ude i byen, gerne på steder, hvor de fletter sig tilbage ind i byens eksisterende mønstre igen. Det gør natsværmerne svære at finde, så kig godt efter.

Her finder du Frantz Flottenheimer: mest på Indre og Ydre Nørrebro, men også rundt omkring i resten af byen


OEPS
De to piger i OEPS var nogle af de første, der lavede gadekunst med perleplader. Det er et overraskende materiale i byrummet. Det får dig til at studse, når der sidder glade, pigede perleplader på en kold betonmur.

OEPS’ formsprog er taget fra graffitikulturen og leger ligesom tag’ere ofte med at skrive deres navn på mange forskellige måder i perler. For nylig er OEPS dog begyndt at lave nogle store, neonfarvede flamingo-figurer af f.eks. bomber og iskager. Kig efter dem højt oppe på facader og gavle.

Her finder du OEPS: Nørrebro, Vesterbro, Frederiksberg, Amager – men perlepladerne forsvinder hurtigt


Armsrock
Armsrock har rødder i Nørrebros autonome miljø. Han har arbejdet i lang tid med sin kunst, der som regel fokuserer på storbymenneskets tilværelse. Han finder sin inspiration på gaden, og hans motiver er ofte de mennesker, som måske er lidt usynlige for os andre.

Armsrock arbejder altid med materialer og udtryk, der er forgængelige og ikke kan tages med hjem. Han har f.eks. lavet lysprojektioner, kridttegninger på fortovet og fuldfigursportrætter på tyndt pergament, der let går i opløsning.

Her finder du Armsrock: Har netop hængt en række pergamentportrætter op på Indre Nørrebro, i de gader, hvor personerne på portrætterne oprindelig er spottet af kunstneren


Don John
Stencilmesteren i dansk gadekunst, Don John, er kendt for sine store, detaljerede flerlagsstencils. Desuden arbejder han ofte videre på stencilbilledet med tusch, hvilket giver nogle meget komplekse og interessante stykker gadekunst.

Hans motiver involverer tit vilde dyr, nogle gange i symbiose med en menneskekrop, eller astronauter, som er faret vild i storbyen. Don John er fra Århus, en by, som har sit helt eget og meget aktive gadekunstmiljø, der klart er værd at gå på opdagelse i.

Her finder du Don John: primært i Århus, men af og til dukker Don Johns værker op i København


Pigestreger
Pigestreger arbejder ofte i FIMO-ler. De skærer figurer eller bogstaver ud til farverige former og glade budskaber, som de sætter op i byen. De bruger også multi- farvede skumprikker, som de klæber op som et springvand af kulører rundt om hjørner eller hen over bænke.

Som mange andre af de kvindelige gadekunstnere arbejder de med at skabe et positivt budskab, der minder os om at være glade for vores by.

Her finder du Pigestreger: Nørrebro, Indre By, Vesterbro, Amager og Århus


Fætter Dub
Fætter Dub arbejder altid med stencils, ofte i flere lag. Nogle gange maler han sine ting direkte på væggene ude i byen, og andre gange på en plakat, som han så klæber op. Hans motiver er ofte ’uskyldige’ børn, som bliver sat ud i byens rå miljø.

Fætter Dub virker meget opsat på at få sine ting til at spille sammen med omgivelserne og kobler nogle gange sine figurer sammen med f.eks. graffititags og andre elementer, der allerede findes i byen.

Her finder du Fætter Dub: Ydre Nørrebro


Smil Lidt Mer
Et Vesterbrofænomen, der begyndte med den grædende stencilklovn, der siger ’Smil lidt mer’. Senere er klovnen blevet bygget ud med materialer som pomponer, paste-ups og frihåndsskrift.

Smil Lidt Mer reagerer blidt på den verden, vi lever i, med sin opfordring til mere venlighed. Smil Lidt Mer har også lavet mere installationspræget gadekunst og har hængt prismeagtige drager op i træerne på Vesterbro, igen med opfordringen til at smile.

Her finder du Smil Lidt Mer: Vesterbro


Pink Army
Et verdensomspændende projekt, der er begyndt af en dansk gadekunstner, og som har bredt sig over hele verden. Tanken er at gå i krig mod krig med kærlighed og lyserøde soldater. Derfor befolker de små, pink myresoldater byen, og der bliver hele tiden sat nye på gaderne.

Blandt andet har hæren for nylig angrebet Christiansborg og omringet hele bygningen. Pink Army rekrutterer altid, og man kan besøge deres MySpaceside og slutte sig til den lyserøde hær.

Her finder du Pink Army: København og resten af verden


Basco5
Arbejdede en periode under aliasset ForgetMyName, en tvetydig kommentar til gadekunstens første ’stjerne’, HuskMitNavn. Men Basco5’s paste-ups har også visse ligheder med HuskMitNavn, med en rund og poetisk tegneseriestil.

Basco5 skiller sig dog ud i gadebilledet med mere komplekse figurer af fugle, regnbuer og skæggede mænd. Hans farvevalg, hvor pasteller møder sorte linjer, er også helt hans eget.


ETC
Kvindelig kunstner, der arbejder med tekstiler og f.eks. hænger broderier op på gelændere eller sætter kniplingsborter på kantsten.


M.Flohr
Laver paste-ups af ansigter i en kraftig sort streg – som regel med en taleboble med et underfundigt samfundskritisk udsagn i.


Mormor
Gadekunstveteran, der stammer fra Århus, og som laver karakteristiske sort-hvide tuschtegnede paste-ups af bobleagtigt folk og fæ.


Positiv
Ny kvindelig kunstner, som sætter sine lidt barnlige figurer og farverige små kartonkollager op på Nørrebro og Vesterbro.


Tejn
Laver stickers og paste-ups med tvetydige politiske budskaber, ofte som en leg med samfundets eksisterende ’tegn’.


Stangtennis:
Meget aktivt gadekunstnavn, hvis tags og meget forskellige stickers med stangtennistema kan ses over det meste af byen. Som denne rebus.

Se mere gadekunst på Politikens gadekunstblog, SET IBYEN

Annonce

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu

Bedst lige nu