En halv time inde i interviewet får Anika Lori en fugleklat i hovedet.

»Hvor er det sindssygt! Jeg har lige siddet og sagt, at det hele ikke må blive for pænt og lækkert og at der skal være nogle stor brune pletter der irriterer!«, siger hun med det største grin, før hun løber ind i V1 Gallery i Kødbyen for at fjerne fuglebæen fra sit lange hår.

I døren ind til galleriet stopper hun op og vender sig om mod mig: »Det skal bare med i artiklen, det her!«.

U-pæn It-girl
Mon ikke der er mange, der ville have sagt det stik modsatte?: 'Vær sød at lade være med at skrive, at der var en fugl, der sked på mig'?

Især hvis man generelt har så tjekket en aura omkring sig selv og alt hvad man laver, at ens galleri kalder én et ’it-girl’ i pressemeddelselsen for ens soloudstilling.

Anika Lori synes bare, at det er dybt ironisk og bogstaveligt talt skidesjovt med den utætte fugl, der lettede sig over Flæsketorvet.

Hun kan ikke komme på en bedre illustration af det, vi netop snakkede om: At det, der fascinerer hende ved kunst, og ved livet i det hele taget, er, at det ikke er til at planlægge. At det ikke altid er lige strømlinet og pænt. Og at det af og til stinker, men samtidig er sjovt og fantastisk.

Hovedkuls mor
Det er hovedpulsåren i Anika Loris kunst, som hun nu udstiller for første gang i Danmark siden 2006.

Tiden imellem har hun primært brugt på at blive, og være, mor. Til Woody, som hun har med sin kæreste, fotografen Thomas Leth.

»Jeg tog den længste barsel. Men sådan er det meget. Når jeg gør noget, gør jeg det ret hovedkuls«, forklarer hun.

»Dengang jeg gik i byen, gik jeg også rigtig meget i byen, og jeg begyndte at spille som dj, så jeg kunne gå endnu mere i byen. Jeg trækker tingene helt ud i yderlighederne hver gang. Jeg vil ikke gå glip af noget«.

Hår og negle på lærredet
På samme ’all in’-måde har Anika Lori også arbejdet på den nye udstilling, ’La Petite Mort’, i et helt år. Og den har vokset sig stor. En »ret gavmild udstilling«, kalder hun det selv.

Der er godt 60 værker, som tæller malerier, collager og skulpturer, og blandt andet byder på en kraftfuld væg besat med meterhøje heksedoktor-masker.

Det er et sammensat univers med elementer, der både er indbydende og legesyge, men også mystiske og truende. Mange steder er der inspiration fra voodoo-kulturen på Haiti, hvor Lori opholdt sig tre måneder i 2007.

For eksempel er der eksempel stumper af menneskeligt væv – hår og negle – lagt ind i værkernes folder.

Smykkeskrin til fremtiden
Hårene stammer blandt andet fra hendes mor og hendes lille søn, fortæller Lori. Det handler om at samle alle de ting, man elsker og synes er smukke – og også nogle af de ting, man hader, forklarer hun.

»Da jeg var lille, lavede jeg tidskapsler med ting fra et bestemt år. Fotografier af, hvordan jeg så ud, sedler med de jokes, vi fortalte, kasettebånd med hits, og de sejlersko, man gik med. Meningen var, at nogen skulle grave dem op en dag og se, hvordan det var i 1984«.

»På samme måde er værkerne en slags smykkeskrin. De skal sørge for, at noget er bevaret, hvis jorden går under. Som en cadeau til livet, og en frygt for døden. Og igen også en frygt for at gå glip af noget«.

Hvem er bange for...
For to år tilbage skrev forfatter og selverklæret gonzo-journalist Henrik List i et essay i kunstmagazinet Wonderland, at han var bange for Anika Lori.

Lori mener nu ikke selv, at der er noget at være bange for.

»Jeg er i hvert fald ikke bange for mig selv. Men jeg er ikke en pleaser. Jeg er meget ærlig: ’Har jeg en stor røv i de her bukser?’ - ’Ja, det har du’. Hvis man er bange for sandheden, kan man måske godt være lidt bange for mig. Men jeg er ikke ond eller en kold skid«, siger hun.

Lori overalt
På det tidspunkt, da List gav udtryk for sin angst, virkede det som om, at Anika Lori var overalt. Hun hang ud med de allestedsnærværende ArtRebels, og hun udsmykkede Københavns fede steder fra dj-pulten på Jolene til toilettet på Restaurant Mielcke og Hurtigkarl.

Man kunne ikke åbne et livsstilsmagasin, fra Cover til Ud&Se, uden at finde enten hendes illustrationer eller hendes karakteristiske ansigt med høje kindben, isblå katteøjne og stram, blond hårpisk.

En ualmindeligt cool cat, der gled let afsted mellem alle de hippe dicpliner: Kunstner, dj, modeikon, klubdronning.

Fint for storhedsvanviddet
Kunsten var der dog ikke så meget snak om, da bølgerne gik højst. Det var mere stilen og personen, der røg i bladene og ind på modeverdens lystavle. Det var dog ikke noget, der stødte Anika Loris kunstnerego.

»Jeg så det bare som en mulighed for at få noget fedt tøj«, griner hun.

»Det passede mit storhedsvanvid fint. Det holdt mig i live. Og for mig er det ikke sådan, at min person er en anden, når jeg er derhjemme end når jeg er i byen eller laver kunst. Det hele hænger sammen. Jeg har ikke noget behov for at skille det ad«.

Den lille død
Nu, med et par år mere under bæltet, er det kunstneren, der er i fokus. Klubdronningen er til gengæld på tilbagetog. Det har Woody naturligt nok sørget for. Han har også betydet, at kunstneren arbejder med en struktur, hun aldrig før har haft.

»Før i tiden gjorde jeg et billede færdig aftenen før, det skulle på messe. Med den her udstilling var jeg nærmest klar to uger før jeg skulle, hvilket er sindssygt for mig«, siger hun.

Titlen, ’La Petite Mort’ - ’den lille død’ – er franskmændenes poetiske betegnelse for orgasmen. Lori har valgt den, fordi den binder det hele sammen: Orgasmen, der bringer nydelsen helt ud til kanten af døden, men også bringer liv, når et barn bliver undfanget.

Vi taler om, at den franske sprogteoretiker Roland Barthes også brugte ’la petite mort’ som udtryk for oplevelsen af at læse virkelig stor litteratur. Den er Lori også helt med på i forhold til hendes kunst:

»Det ville være fantastisk, hvis det var som en orgasme«.

»Eller i hvert fald et afbrudt samleje«, tilføjer hun. »Det kan også være okay, hvis bare festen forsætter et andet sted«.