Døren til Dybbølsgade 60 er malet over med graffiti-tags.

Over døren står med sorte bogstaver Koh-i-noor, der er navnet på en af verdens største og mest sagnomspundne diamanter.

Og på en indisk restaurant på Vesterbrogade.

Men det er også navnet på et galleri uden gallerist, startet for fem år siden af seks kunstnere, der ikke vil sælge den kunst, de udstiller.

Et nonprofit-galleri kalder de stedet, der med sine blot 25 kvadratmeter hvidmalede lokaler hverken ligner en diamant eller en indisk restaurant.

Forbudt at sætte røde salgsmærker
Siden starten i 2004 er de seks stiftere blevet til otte. Ellers er alt ved det gamle.

Det er stadig forbudt at sætte røde salgsmærker ved værkerne, og udstillingerne i galleriet skal stadig være eksperimenterende og kompromisløse uden hensyn til, hvad der lige egner sig til sofaen i de små hjem.

Det fortæller en af galleriets oprindelige stiftere, kunstneren Heidi Hove Pedersen, da iBYEN møder hende i det lille galleri sammen med kunstner- og gallerikollega Jesper Carlsen, der kom til galleriet i 2006.

To år før etablerede Heidi Hove Pedersen galleriet sammen med fem fynske medstuderende for at få et sted, hvor der var plads til den eksperimenterende kunst:

»Vi ville lave et sted, som brød med det gængse, og det man normalt så på galleriscenen. Og det behøver man ikke 1.000 kvadratmeter for at gøre«, forsikrer hun.

Jesper Carlsen supplerer:

»Det er et galleri, hvor man ikke er nødt til at sælge ti tegninger for at kunne udstille. Her kan man udstille ét værk, én tanke eller én skulpturel idé«.

Ølsalg eneste indtægt
Og der er langt til de 1.000 etablerede kvadratmeter i Koh-i-noors 25 af slagsen.

Selv om der ikke er en udstilling i øjeblikket, og lokalerne derfor er tomme, trækker kvadratmeterne mere tankerne i retning af møntvaskeri-størrelse end galleri.

Her er faktisk ikke engang plads til et toilet. Når galleriet holder ferniseringer, må det mandlige publikum derfor bruge Enghave Plads’ pissoirer, og den kvindelige del må bruge den nærliggende café, som galleriet har en ’toilet-aftale’ med.

Baglokalet består af et hvidt forhæng, og bag det er et mikroskopisk tekøkken fyldt med malergrej og et gammelt Atlas-køleskab med en seddel på:

Øl/vand 10 kroner. Overskuddet går ubeskåret til driften af Koh-i-noor. Det er vores eneste indtægt, så støt en god sag.

Et usædvanligt galleri
Og det er endnu en af de ting, som gør Koh-i-noor til et usædvanligt galleri.

De otte kunstnere, der i fællesskab betaler stedets 1.800 kroner i husleje, tjener ikke på den kunst, de udstiller, som andre gallerister gør.

Hvis man vil købe et af de udstillede værker, giver de i stedet kunstnerens oplysninger videre. Så står kunstneren selv for salget og får hele profitten.

»På den måde kan man som kunstner lave det værk, man synes allerbedst om uden at tænke på, at galleriet skal have noget ud af, at man udstiller«, siger Jesper Carlsen, og Heidi Hove Pedersen fortsætter:

»Vi vil være med til, at det hele ikke bliver så ensformigt. På den københavnske kunstscene er det meget gallerierne, der dominerer. Kunsten kan let blive på galleriernes betingelser«.

Til gengæld for betalingen af huslejen får de otte kunstnere bag galleriet selv lov til at udstille i lokalerne.

Men det var ikke kun for at få et sted at udstille deres kunst, at kunstnerne ville lave galleri i Dybbølsgade. For Heidi Hove Pedersen betød fællesskabet mere.

»Det er svært at stå alene på kunstscenen. Her kan vi hjælpe hinanden. Kunstverdenen kan nogle gange være meget hård og kynisk. Her er man en del af et netværk, og man står stærkere i et fællesskab«, siger hun.

En del af gaden
I løbet af de fem år, hvor galleriet har ligget i Dybbølsgade, er interessen for stedet kun steget.

Og det er ikke kun det sædvanlige galleripublikum, der besøger Koh-i-noor, hvis naboer blandt andet inkluderer thaimassage, Dybbøl Kiosken og en neglesalon.

»Vi ligger anderledes end for eksempel gallerierne i Valby, som ligger et sted, hvor folk ikke umiddelbart kommer forbi. Der tager man til for at se på kunst. De fleste, der besøger os her, er selvfølgelig også fra kunstmiljøet, men en del kommer forbi, fordi vi ligger her i gaden og ligner en butik med vores vindue mod gaden«, siger Jesper Carlsen.

Og selv om galleriets kvadratmeter giver nogle begrænsninger for, hvad man kan udstille, åbner rummet for noget andet, mener Heidi Hove Pedersen:

»I vores udstillinger synes vi, det er vigtigt at arbejde aktivt med stedets beliggenhed«.

Derfor har galleriet blandt andet haft en hemmelig udstilling, hvor forbipasserende kunne udløse en eksplosion inde i rummet ved at trykke på en knap på galleriets rude.

Til sommer bliver de 25 kvadratmeter omdannet til et venteværelse i forbindelse med en udstilling, som Heidi Hove Pedersen håber vil trække nysgerrige ind fra gaden.

Ikke for alle
Galleriet får også flere henvendelser fra kunstnere, som vil udstille i galleriet. Men netop lokalets udformning kræver en del af kunstneren.

»Man skal have en bestemt indstilling til kunst og noget, man kan tilføre sådan et rum. Hvis man kun maler i rammer, er det her måske ikke det bedste sted«, mener Heidi Hove Pedersen.

»Man skal turde eksperimentere. Vi er ikke interesserede i folk, der bare gerne vil udstille på et galleri. Det skal være noget specielt, man vil med rummet. Man kan ikke udstille her, bare fordi man har fået nej fra andre gallerier«, supplerer Jesper Carlsen.

Men den graffitimalede dør til Dybbølsgade er åben for dem, der har lyst til at eksperimentere og udfordre, hvad man kan lave i et galleri, afslutter Jesper Carlsen:

»Succeskriteriet er ikke, at det skal være perfekt. Der skal bare være noget på spil«.