Verdens største konkurrence for professionelle fotografer, World Press Photo, havde i år deltagelse af 5.019 fotografer fra 125 lande. De indsendte i alt 80.536 billeder fordelt på 10 kategorier.

Og hvorfor var det så lige Tim Hetheringtons billede af en soldat i Afghanistan, der vandt og blev årets World Press Photo?

Den britiske fotograf Gary Knight, formand for juryen, fortæller: »Det handlede ikke om at være politisk korrekt, men om en fotografisk betragtning: Hvilket billede syntes vi formidlede en følelse bedst, og hvilket billede fastholdt nuet på den mest stemningsfyldte måde? Til sidst lå der 4-5 billeder tilbage, som vi skulle vælge imellem, og Tim Hetheringtons billede fik flest stemmer. Og i den sammenhæng betød billedets uskarphed ikke noget. Men det var et svært valg«.

Et valg mellem 80.000 billeder
Ja, at skulle vælge imellem 80.000 billeder er ikke let.

Og hvert år er der uenighed og diskussion om juryens afgørelser. »Er de idioter?«, spørger man sig selv, når man ser nogle af de billeder, der er valgt.

Men efter at have siddet i juryen et par gange kan jeg uden at blinke sige, at nej, medlemmerne er ikke idioter. Der er bare mange holdninger, der skal mødes – og enes.

Portrætter af skolepiger i Tyrkiet
Her på siderne er der to eksempler på billeder, hvor det ikke har været svært at vælge.

Vanessa Winships vidunderlige, enkle sort-hvide portrætter af skolepiger fra det østlige Tyrkiet går lige i hjertet.

I hvert fald i mit, for der er en ukunstlet uskyld og en nærmest filterløs tilstedeværelse i billederne. Og så er de højtidelige uden at være selvhøjtidelige. De er i deres opstillethed udtryk for det bedste i klassisk portrætfotografi og kunne lige så godt være taget for 100 år siden.

Og sandsynligvis er vi om 100 år ikke blevet trætte af at se på andre mennesker. Tidløst er det. Og i den henseende er enkelhed ofte et stærkere virkemiddel end nok så mange visuelle krumspring.



Efterladt med en nagende tvivl
Brent Stirtons billede af en død gorilla, som bæres gennem junglen i Congo, er et billede af ikonografisk styrke. Det besidder en magisk tiltrækningskraft og rummer alle de modsætninger, der findes imellem mennesket og dyret. Os, civilisationen, og de vilde. Og selv om det i dette tilfælde er det utæmmede dyr, som – dræbt af snigskytter – er endt som taber, så efterlader fotografiet os med en nagende tvivl. For er dette billede ikke i virkeligheden et sindbillede på vores civilisations undergang?

Portrættets psykologi
Og kast så lige et blik på nedenstående billede af Putin - det billede, der i år vandt World Press Photo-prisen ’Årets portræt’.

Putins ansigt nærmest falder ind i ens eget hoved, når man betragter det – og det er denne insisterende tilstedeværelse, der får os til at føle, at vi ved mere om Putin efter at have set billedet, end vi gjorde før.

Hvordan kan det være, at nogle fotografer er bedre til at tage portrætter end andre? Findes der en opskrift på, hvordan man tager et godt portræt? Og her mener jeg ikke en teknisk opskrift, for selv om teknikken i den sidste ende er vigtig for det færdige resultat, er det aldrig teknikken, der afgør, om et fotografisk portræt har kvalitet eller ej.

Det er psykologien.

Fotografen, der tog dette billede af Putin, hedder Platon. Historien om, hvordan billedet blev til, er spændende og sjov.


Stilhedens fortælling
Tilsyneladende skildrer den en lille, betydningsløs mand med et fotografiapparat, som kommer på besøg hos en meget magtfuld mand. Men sådan er historien kun på det ydre plan, for i virkeligheden er det en meget klog og dygtig mand – men stadig lille – der kommer og besejrer en ikke så klog, men meget magtfuld mand.

For det, den dygtige portrætfotograf gør, er at tage magten i rummet – og over den person, der skal portrætteres. Ikke så vedkommende føler sig udmanøvreret eller magtesløs. Men ved at skabe tryghed.

Fotografens opgave er nemlig at få mennesket, som sidder over for kameraet, til at reagere. Og i langt de fleste tilfælde vil det sige, at der ikke skal ske noget som helst. Som i billedet af Putin. Der sker intet – og netop denne tavse og direkte aflytning af Putin og hans væsen er dette portræts styrke. I stilheden gror fortællingen frem, og den kunne så let som ingenting være blevet ødelagt af noget udefrakommende. Som f.eks. et smil.

I dette billede er der ingen støj på linjen. Kun Platons tonstunge og vellykkede ønske om at klæde Putin af. Det er på mere end én måde et magtfuldt billede.