Hvad, der præcis skete, afhænger af, hvem man taler med. Men to ting er sikkert: Det skete engang i eftersommeren. Det største Valby-galleri, Mogadishni, rensede ud i staben af danske kunstnere.

Og så var det næsten officielt. Festen var ved at være forbi i det gamle fabriksområde. Det gik ikke længere så strygende for den unge danske generation. Friværdien var inddraget, finanskrisen forude, og folk kunne ikke forventes at flokkes i det Valby, som alle for to år siden stod i kø for at udråbe som flyvende.

Valby på vej til at lukke ned
De seneste år har den unge danske uetablerede kunst været i høj kurs. Men i dag står mange yngre kunstnere pludseligt sårbare. En hurtig økonomisk optur kan ødelægge et talent, vurderer kommentatorer på kunstscenen, blandt andre kunstrådgiver Michael Thouber. Og han spår ikke det gamle fabriksområde på Carl Jacobsens Vejs mange chancer:

»Der er ingen tvivl om, at Valby stort set lukker ned. De har satset på førstegangskøbere, som havde råd til at købe kunst til samme pris som et Rolex-ur. Men de mennesker er nu ved at sælge deres Rolex-ure, så de køber ikke kunst længere«.

En ny situation
I 2000 åbnede Christian Chapelle galleri i en baggård på Islands Brygge. Projektet Mogadishni var ukommercielt og udfoldede sig i to små kontorlokaler, som Skat oprindeligt ejede.

Seks år senere rykkede Christian Chapelle ind i 300 kvadratmeter store lokaler i en nedlagt fabriksbygning i Valby. Chapelle, som selv de værste konkurrenter kalder topprofessionel, åbnede samme år et projektrum i Århus for at nå de jyske kunder.

I slipstrømmen på Mogadishni dukkede pludselig et større antal gallerier op omkring samme fabriksbygning i Valby – lige nu er der seks – og det var gode tider for både købmandskab og kunstnersjæle.

Men efter sommerferien i år valgte Chapelle at lukke sin Århus-filial og derefter at rense ud i sin stab og afslutte samarbejdet med størstedelen af de danske kunstnere for at opruste den internationale profil. Han afviser, at netop hans galleri skulle være i krisestemning:

Revurdering af kunstnerstab
»Det er da klart, at alle i øjeblikket – lige meget hvilken branche, de er i – tænker i omkostninger og tænker på at sikre sig for fremtiden. Jeg tror da, at alle gallerier i Danmark tænker: »Hvordan kan vi spare penge?«, »Hvordan kan vi flytte til et mindre lokale eller skære noget fra?«. Simpelthen geare os til en ny situation. Ikke nødvendigvis fordi vi står i en problematisk situation nu, men fordi man vil sikre, at man ikke kommer til at stå i den. Det er klart, at alle tænker: Hvordan beskytter vi os«.

Han gentager, at det er normal procedure, at gallerier revurderer deres kunstnerstab og forklarer, hvorfor valget primært faldt på de udenlandske kunstnere:

»De er de stærkeste både kunstnerisk og økonomisk set«.

Satser på udenlandske messer
Også det langt mindre Galleri Larm rykkede fra små forhold på Vesterbro til større lokaler i Valby. Her forklarer gallerist Lars Rahbek, at man i højere grad nu vil satse på de udenlandske messer og udenlandske kunstnere, og at det hold danske kunstnere, galleriet har skilt sig af med, havde andre »ambitioner« end galleriet:

»Vi har valgt at arbejde med nogle med et godt cv. Vi har – kan man sige – forfinet vores stand eller sagt på en anden måde: strammet op. Chancen for at slå igennem big time er større«.

En af de otte billedkunstnere, der tidligere var tilknyttet Galleri Larm, Tomas Lagermand Lundme, udlægger den nye situation således:

»Jeg gik fra Larm, fordi de havde sagt de kunstnere op, jeg havde respekt for og arbejdede sammen med i andre sammenhænge. Det var lidt ligesom at være savet midt over og stå der og forbløde på gulvet uden at nogen ringede efter en ambulance«.

Uprøvet talent shanghajet
Noget er sket. Men det er ikke længe siden, at de merkantile armbevægelser virkede større. At prædikatet ’uetableret’ ikke var en hæmsko, og at nationaliteten ’dansk’ ikke ligefrem forhindrede, at værkerne fik et rødt klistermærke, der signalerede solgt.

Det husker redaktør Torben Zenth, som nok må betegnes som en af de mest aktive gallerigæster i København. Han er manden bag kunstmagasinet kopenhagen.dk, som de seneste ni år har dækket dansk samtidskunst i almindelighed og galleriscenen i særdeleshed. Torben Zenth fortæller:

»For to år siden gik jeg for sjov og tænkte: Hvad hvis jeg ville åbne mit eget galleri? Jeg gik rundt inde på Exit (Kunstakademiets afgangsudstilling, red.), og faldt over en kunster og tænkte: Han er godt nok da meget interessant og kiggede på skiltet. Og så opdagede jeg, at der stod ’Courtesy Helene Nyborg’, og ved en anden elevs værk stod der ’Courtesy Bendixen Contemporary ’. Før eleverne overhovedet gik ud af skolen, var de allerede shanghajet af gallerierne. Man kunne ikke starte et galleri. Det var umuligt. Der var ikke flere kunstnere tilbage«.

De yngre kunstnere går svære tider i møde
Men nu er vinden i den grad vendt. De yngre kunstnere går svære tider i møde, anslår Torben Zenth:

»De bliver ramt først og hårdest. Den kæmpe hype, der har været omkring superunge kunstnere, er der ikke længere. Man kan ikke sælge hvad som helst«.

Rasmus Bjørn er en af de kunstnere, der forlod Mogadishni, og hans diagnose af gallerimiljøet lyder:

»Valby har fulgt boligboomet. Og tilsyneladende følger Valby også med ned igen. For gallerierne henvender sig til et bestemt publikum. Du finder ikke de hardcore teoretiske kunstnere derude. Men du finder kunst med en vis blød kant, som kan sælges. Man må håbe, at det er dem med kunst af høj kvalitet, der står tilbage, når alle friværdikøberne er væk, og de har fyldt væggene op med sofastykker. At det er kvaliteten, der overlever krisen«.

Sådan lyder håbet. Men en egentlig profeti er det vanskeligt at blive enige om.

En tredjeårselev skal ikke koste 45.000 kroner.
Der er dem, som mener, at en ny finanskrise vil ramme talentmassen. Og der er dem, som fastholder, at krisen er en gevinst for dansk elitekunst på sigt. En kommentator, der kender scenen særdeles godt, er Michael Thouber.

Han var gallerist i 1990’erne, siden kulturredaktør i DR, hvor han blandt andet var vært for Kunstmagasinet på P2, og nu er han kunstrådgiver hos designbureauet e-Types. Michael Thoubers profeti er, at Valby må lukke helt ned, for der er tale om et kunstmarked i ubalance:

»Man har redet på en eufori. Der har været en ekstrem optimisme, men du har kunnet sige dig selv, at noget var galt: Det kan ikke være rigtigt, at en tredjeårselev fra Kunstakademiet skal koste 45.000 kroner. Det er jo skoleværker«.

Kunsterdød
Hans kritik retter sig mod gallerierne, der har satset for entydigt på salg til det danske marked i stedet for at positionere sig med danske kunstnere, der kunne slå igennem internationalt:

»Det har de ikke formået. De har været for grådige. Men erfaringen siger, at i en finanskrise vil de eneste kunstnere, der holder prisniveauet være dem, der klarer sig internationalt«.

Mens gallerierne pludselig opruster og vender sig mod udlandet, kan konsekvensen være alvorlig for generationen af yngre danske kunstnere, der bliver ladt tilbage, vurderer Michael Thouber. En reel fare er, at de virkelige talenter, der findes derude, sidder fast i en prisklemme:

»Du kan ikke sætte priserne ned. Hvis en gallerist i sin eufori over, hvordan det er gået, er kommet til at sætte prisen på et fotografi af en akademielev til 80.000 kroner, og nu ikke engang kan sælge det til 5.000, så har vi et problem. Det er kunstnerdød«.

Ligesom fattigfirserne
Ordet vækker mindelser om 1990, hvor en lang række gallerier pludselig lukkede overnight. Kartoffelkuren satte her med forsinkelse dansk samtidskunst på skrump, og der blev pludselig stille omkring kunstnere, som ellers havde været fremadstormende op gennem 1980’erne: »De var kommet højt op i pris, men havde ikke nået at lave et internationalt spring. Så kom krisen. Og pludselig havde de priserne imod sig«, siger Michael Thouber.

Prisklemme og kunstnerdød, det er fremtidsscenariet for de pessimistisk anlagte. Det optimistiske scenario derimod er, at især de unge uetablerede talenter nu omvendt kommer til at drage fordel af roen. At akademielever nu får mulighed for at koncentrere sig om at »øve og øve og øve«, som Kunstakademiets rektor, Mikkel Bogh, sagde her i avisen i sidste uge, mens han tilføjede: »Det er ingen ulykke«.

Og det er her, Kartoffelkuren, som de fleste ellers er enige om at hade, pludselig kan få lidt æresoprejsning.

For fattigfirserne og den pludselige galleridød omkring 1990 kan i en kunstsammenhæng ses som indirekte årsag til, at eliten af halvfemserkunstnere som Jens Haaning, Peter Land og Henrik Plenge Jacobsen blev så stærk.

Det skete, da Nicolai Wallner, den unge gallerist, trådte ind på scenen i 1993 og samlede de største talenter omkring sig.

Kunstnernes eget ansvar
Men hvad med de danske kunstnere nu og her? Også de udstikker forskellige veje væk fra Valby.

Julie Nord, et af Valbys topnavne, er en af de kunstnere, der forlod Mogadishni, men da hun parallelt med sin danske karriere har satset internationalt, er hun nu tilknyttet Houldswoth Gallery i London.

Julie Nord mener, at ansvaret for, at kunsten rykker sig, er dobbelt.

Museerne får selvfølgelig et større ansvar for at opdage det talent, som nu risikerer at blive overset, påpeger hun. Men hun vender hurtigt tilbage til kunstnernes eget ansvar:

»Uanset hvad, så handler det om som kunstner at være forankret i sit eget projekt – både når det går godt, og når det går dårligt«.

Mere plads til leg
Tomas Lagermand Lundme, der forlod Galleri Larm, ønsker at satse på det ukommercielle. Han har netop stået bag en større gruppeudstilling med titlen ’Grethe Ingmanns børnebørn’ med 27 yngre kunstnere. Og han mener allerede at se tegn på kreativ vækst på trods:

»Jeg er optimist. Kunstnerne er begyndt at lave grupperinger udenom gallerierne, tænk på det gamle Saga Basement, de kunstnerdrevne steder, hvor salget ikke er det eneste væsentlige.

Det ville være fint, hvis folk i højere grad begyndte at være legekammerater igen i stedet for at spørge: Hvor tyk er din tegnebog?«.