Er I kunstnere, eller er I arkitekter?

Spørgsmålet får begge vindere af den nyindstiftede Politikens Talentpris til at tie stille i flere sekunder.

»Vi er – kunstarkitekter. Men vi er også arkitekturkunstnere ...«, svarer Sebastian de la Cour så.

En vildtvoksende fremtidslandsby
På den dobbeltplatform har de to – øhh – kunstarkitekter skabt en kaotisk pindemodel af en fremtidsby med små ordnede og mobilfri zoner af uberørthed.

En vildtvoksende, evigt foranderlig miniatureby, der trods umuligt stejle gader og labyrintiske trappeforløb er faldet i læsernes smag.

Inklusive alt det snavs og henfald, der naturligt følger med, når man fejer pinde op til brug i et modelbyggeri.

Tidernes henrullen
Sebastian de la Cour og makkeren, Ben Clement, er bevidst gået efter skidt og møg, så deres modelby kan se brugt ud og vise tidernes henrullen og det levede liv.

Og næsten en tredjedel af alle i Politikens læserafstemning er faldet for den på en gang konkrete og uvirkelige konstruktion, »City of the (Re)orientated«, og har stemt den til gevinst i kapløbet med de andre nominerede værker på Charlottenborgs Forårsudstilling 2008.

Byens futuristiske kaos
Årets forårsudstilling, der som noget nyt har haft et overtema, »21«, har indbudt til refleksioner over det højteknologiske samfund, og vindernes fantasibårne fletværk rummer – ud over tusindvis af pinde – måske de to dele, det moderne menneske frygter og interesserer sig for, vurderer Sebastian de la Cour:

Byens futuristiske kaos med udskårne tekster, der minder om, at informationssamfundets indvånere altid er »på« og aldrig er uden for kontakt, gror side om side med hvide, fredelige, mobilfri zoner.

Den kreative, uhæmmet groende by breder sig i stil med de mest charmerende middelalderbyer uden vinkelrette planløsninger, og skulle der være tendens til et gyldent snit eller en æstetisk figur efter normen, så »skynder vi os at gøre den grim og forvride den«, som kunstnerne forklarer.

Gps-fix og teknologiske ledestjerner
Men i modsætning til fortidens bydele tillader de sig også at lade veje og trapper stritte i alle retninger uden at få ende – for i fremtidsbyen har man så mange gps-fix og teknologiske ledestjerner, at ingen vil fare vild.

»I fremtidsbyen behøver man ikke at kunne navigere visuelt, og dermed er vejen åbnet for helt nye byggestrukturer.

Man kan bygge kaotisk og ad hoc. Man kan blive ved at lege med strukturen, og dermed kommer tiden også til at spille ind«, siger Sebastian de la Cour, 28, og Ben Clement på 27.

Mellem arkitektur og kunst
De to nykårede stortalenter er uddannet på arkitektskolen Bartlett i London, en meget kunstnerisk orienteret arkitektuddannelse, betoner de begge.

Det har præget deres tankegang, deres afgangsopgaver fra 2006 og de projekter, de har beskæftiget sig med siden:

Alle ligger i grænselandet mellem arkitektur og kunst.

Mere kunstnere end arkitekter
Men selv om de kredser om overlappet, tager de også afsæt i en bevidsthed om, at der er forskel på de to områder: Hvor arkitekten som udgangspunkt forsøger at løse et problem og give svar, stiller kunstneren spørgsmål.

I den henseende er vinderne mere kunstnere end arkitekter. De tager ganske vist også afsæt i et spørgsmål, men derpå stiller de endnu flere.

På Charlottenborg har de hverken leveret en hyldest til eller en advarsel om den teknologiske udvikling.

Science fiction-elementet kunne typisk kalde på kolde Blade Runner-fantasier, men de to kunstneres materialer – rå pinde, gammeldags pap, lim og snavs – står nærmest og modarbejder temaet om den futuristiske by.

Med nye øjne
»Vores udgangspunkt er problemet omkring det at være menneske i den moderne storby, hvor man er online og kan nås af alle altid.

Men vi har ikke direkte arbejdet med, om det er en dystopisk tankegang eller en utopi, vi præsenterer. Vi har bare prøvet at forestille os, hvordan den rivende teknologiske udvikling kan være med til at ændre på storbyens indretning.

Vi åbner mulighed for, at folk kan gennemse det genkendelige med nye øjne«, forklarer Sebastian de la Cour.

Mødtes i London
Eller med Ben Clements ord: »Vi prøver at åbne en dialog i stedet for at lukke den«.

Han og Sebastian de la Cour har mødt hinanden under studierne i London.

Sebastian de la Cour er dansk og opvokset i Lyngby uden skyggen af arkitekt i maven.

Da ingeniørstudierne alligevel heller ikke helt trak, endte det med en arkitektmodel, først på Kunstakademiet i København og efter et arbejdsophold i New York på skolen i London.

Tiden som dimension
Engelske Ben Clement er fra Cambridge, hvor han har gået i skole og har haft blyanter i hånden, allerede som dreng.

Han har helt tilbage fra skoletiden været klar over, at han ville være arkitekt.

De to kunstnere, der nu bor sammen i en lejlighed i København, indledte deres faglige samarbejde med en fælles interesse for tabuer.

Ting bruges og liv leves
Blandt andet har de forsket i tabuisering og skammen omkring det at gå bankerot – ligesom de i deres æstetik kredser om det grimme og det ukorrekte.

Derudover interesserer de sig især for tiden som dimension.

»En arkitektmodel er som regel tidløs. Den forestiller et byggeri på ét givet tidspunkt. Vi forsøger at tydeliggøre tidsforløbet og arbejder med at vise, at ting bruges, og liv leves«, forklarer Ben Clement.

50.000 kroner rigere
Den opskrift har nu gjort arkitekturkunstnerne en pris, æren og 50.000 kroner rigere.

Pengene er godt og vel sat til under det halvandet år lange projekt med tusindvis af små pinde i atelieret i København, men forude venter et projekt for møbelfirmaet Gubi.

I forbindelse med en messe skal et supercool, stiligt, tjekket hæve-sænke-kontorbord igennem de unge kunstneres hænder.

Det eneste, prisvinderne garanterer, er, at det kunstneriske udfald ikke bliver stilrent ...