Det ville være synd at sige, at projektmagerne er ved at blive blæst omkuld af millionbidrag til det, der som ambition har at blive Københavns første internationale festival for samtidskunst.

Men stemningen på kontoret i Vester Voldgade er mere end almindeligt fortrøstningsfuld. Kontoen bevæger sig tilsyneladende støt mod de 17 millioner, der er målet, og blandt de kunstnere, der foreløbig har givet tilsagn om at bidrage, finder man navne fra den ombejlede verdenselite.

Den schweiziske multimediekunstner Pipilotti Rist er et af dem. Og vor mere hjemlige Olafur Eliasson et andet.

Den første stiller, hvis ellers det lykkes at rejse de nødvendige midler, med et flere tusind kvadratmeter stort, rødt tæppe fremstillet af gummigranulat. Den anden med flere ton hvide legoklodser.

Aktivistisk bykunst
Ideerne bag begge værker har før vist deres holdbarhed i praksis. Fælles for dem er, at de ikke blot stiller sig an som kunst, men også griber ind i og kan ses som kommentarer til de senere års tvist om udviklingen af hovedstaden.

Den diskussion, der bl.a. handler om, hvorvidt vi skal have højhuse og i givet fald hvor. Hvordan vi gør byens rum attraktive. Om og hvordan København kan skabe sig status af metropol.

Olafur Eliassons projekt lader sig umiddelbart realisere, da han er indstillet på at låne sine klodser ud til U-turn, som festivalprojektet hedder. Om vi får Pipilotti Rist at se er alene på grund af økonomien mere usikkert. Og selv om glade givere skulle melde sig, rækker det ikke.

Kunstnerisk demokrati
»Pipilotti Rist tænker det offentlige rum ind i værket. Hun stiller ikke blot en skulptur op, men ændrer omgivelserne, og det gør en forudgående, demokratisk debat nødvendig. Den lægger vi op til på bl.a. et åbent møde på Københavns Rådhus til efteråret. I første omgang skal vi have diskussionen, have synspunkterne frem, men jeg mener, at jeg kan argumentere positivt for sagen«, siger Solvej Helweg Ovesen, der er kunstnerisk leder af U-turn.

Argumenterne henter hun fra byen St. Gallen i Schweiz, der i slutningen af 2005 i Bleicheli-kvarteret i centrum indviede en såkaldt ’bylounge’ skabt af Pipilotti Rist i samarbejde med arkitekten Carlos Martinez.

»Pladsen var engang et smukt og dejligt sted, men den blev som byrum ødelagt af bl.a. nybyggeri. Der var ikke rart, og det besluttede man at gøre noget ved. Vi vandt en konkurrence, for mens de øvrige deltagere ville anvende de velkendte værktøjer, ville vi skabe en offentlig lounge, hvor der før stort set kun var biler«, siger Carlos Martinez fra sin tegnestue i Widnau.

Blødt tæppe over byen
»Vi ville tvinge trafikken ned i fart og skabe en indbydende enhed. Vi måtte have et specielt ’gulv’, en form for tæppe. Man kan forestille sig, at husene bliver løftet af og tæppet lagt ud over det hele, hvorefter husene bliver sat ned igen. Projektet blev mødt med nogen skepsis, men det viste sig, at folk tog det til sig. Området bliver virkelig brugt, og undersøgelser har bekræftet, at føler man et tilhørsforhold til et sted, at det tilhører en, passer man også på det«, siger Carlos Martinez.

Byloungen breder sig mellem fire markante nybygninger, der udgør Raiffeisen-bankens schweiziske hovedsæde med 1.100 ansatte. Det bløde røde gummitæppe dækker jorden, bænke, borde, brønde og en bil, der dog er skabt af fiberglas. Her er cafe, læsehjørne, businesszone ... Kantede overgange er fjernet og byinventar som skilte og træer specielt udvalgt. Gadelamperne er erstattet af særlige lyskilder, der løbende skifter farve.

Pierin Vincenz fra Raiffesen-gruppen, der indvilgede i at betale hovedparten af den samlede pris på 17,5 millioner kroner, bemærkede indledningsvis, at ikke enhver visionær-revolutionær idé fra Pipilotti Rist uden videre lader sig omsætte i handling, men i bystyret tog man godt imod. Og alle senere meldinger bekræfter, at Carlos Martinez har ret. Byloungen bliver mødt med noget nær begejstring, ja endog stolthed.

Menneskeligt liv
»Byloungen er skabt til mennesker. Den udstråler livsglæde og viser St. Gallens mod til at tænke nyt«, lød det fra Pipilotti Rist ved indvielsen.

»Jeg kom via en international kuratorkonference til St. Gallen og blev imponeret over det liv, den intimitet og sociale kompleksitet, der var i loungen. Det er noget af det stærkeste, jeg har set længe, og vi blev i U-turn enige om at gå efter det«, siger Solvej Helweg Ovesen.

Herhjemme er toppen af det københavnske bystyre ramt af feriestemning og har koblet fra. Men da U-turn sidst blev drøftet i Kultur- og Fritidsudvalget, faldt et forslag om at støtte projektet med 1,5 millioner kroner i år og 1,5 millioner næste år. Imod stemte Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti, og bevillingen landede på 600.000 kroner.

»Et af målene med U-turn er at få kunstnere udefra til at give et nyt blik på København. Vi skal lære at påskønne, at der kommer andre og nye ambitioner til byen. I stedet for at lukke os inde skal vi gøre det til en normalitet. Scenen har godt af at blive oversvømmet en gang imellem. Vi skal vænne os til, at forskellige mennesker kan sætte dagsordenen. Vi har brug for at få et nyt blik på verden. Vi skal have udblik«, siger Solvej Helweg Ovesen.

Modvilje eller fælles skaberkraft
Måske støder Pipilotti Rist-ideerne på en uoverkommelig mur af økonomisk og vranten modvilje. På den anden side trækker U-turn som et ikke-kommercielt foretagende på velvilje fra flere sider.

Man finder den eksempelvis hos Olafur Eliasson, der som nævnt stiller sit værk til rådighed for festivalen. Det har titlen ’The Collectivity Project’ og har før skabt aktivitet i bl.a. Oslo og Tirana. Tanken er, at de mange millioner legoklodser i København skal placeres på et stort bord på Rådhuspladsen.

»Folk begynder at bygge, når de kommer forbi. Andre smadrer, hvad der er lavet. En del af succesen ligger i det potentiale, der er i selve processen. Man kan skabe et bordlandskab og en kollektiv model af byen, som man forestiller sig den, men man skal passe på ikke at fokusere på det skulpturelle«, siger Olafur Eliasson.

»Det væsentlige er de situationer, hvor 20-30 mennesker bygger sammen. De behøver ikke være enige. Der opstår ikke nødvendigvis konsensus, men en fællesskabsfølelse. Processen er produktet«.

»Det kan illustrere den diskussion, der har kørt de senere år. Nogle overvejer, hvordan man kan brande byen, men tænker man i statisk marketing, skyder man sig selv i foden, og jeg håber, U-turn kan være med til at løfte debatten. Mulighederne ligger i det, vi ikke ved. De ligger i det, vi ikke er sikre på«.