»Der var saa deiligt ude paa Landet«. Sådan skrev H.C. Andersen, selv om hans alter ego, den noget anderledes ælling i andedammen, nok ikke altid syntes, det var sandt.

Heller ikke mange samtidskunstnere har i et par årtier villet skrive under på, at landet ligger dejligt og tilbyder sig med motiver. Men de seneste år har vi været vidner til en ændring, der dog på ingen måde bringer os tilbage til tidligere tiders fremstilling af hverken det danske landskab eller den natur, man finder her.

Naturen er nemlig, hvad vi gør den til, og sådan har det været gennem stort set hele kunstens historie.

Den kan være alt fra et formfuldendt paradis, sådan som man ser det i Johannes Larsens (1867-1961) værker, til en leg med ord og betydning hos Svend-Allan Sørensen, der er født i 1975.

Fotos af moderne jagtscener
Lige nu kan man se værker af begge kunstnere, og flere til, på Johannes Larsen Museet i Kerteminde, hvor man viser udstillingen ’Jagten på noget andet’.

Og jagttemaet skal nogle steder tages ganske bogstaveligt, ikke mindst i Trine Søndergaard og Nicolai Howalts store fotografier af moderne jagtscener.

LÆS OGSÅ Howalt: Grænsen er jo også en metafor

Her er jægere, der knap kan skelnes fra underskovens labyrint af grene, og døende fugle, der styrter mod jorden, skudt af både jæger og fotograf på en og samme tid.

De monumentale fotografier samler flere eksponeringer i ét billede, så man får en klar fornemmelse af, at jagtselskabet virkelig er på vej over snedækkede marker med hunde og rifler, og hvad der ellers hører sig til.

Populære blandt jægere
Denne iscenesættelse er som et spejl af jagten i sig selv, for en del af det vildt, jægerne nedlægger, er fasaner, sat ud netop for at blive jægernes bytte. Men der er ingen anklage i Søndergaard og Howalts fotografiske værker, kun stor indlevelse i jagtens komplekse koreografi.

FOTO Nicolai Howalts bidrag til serien Danmark under forvandling

Dette er moderne versioner af svundne tiders mange fremstillinger af mennesket på jagt, og værkerne er da også blevet vældig populære blandt (velhavende) jægere landet over.

Der dukker også en enkelt jæger og hans jagthund op i Svend-Allan Sørensens sal på udstillingen, men her er de omgivet af billedskabende ord.

Sørensen undersøger sproget, både når det får flere betydninger på samme tid, og når det udvikler sig til ren poesi, der skaber billeder på den indre nethinde.

Til den første kategori hører et værk som ’Swallow Swallow’, mens et smukt eksempel på værkernes billedskabende kraft findes i ’Fuglene lander som øjne i græsset’. Og hele vejen igennem er det de bogstavelige ord, der udgør billedet i rammen.

Forskel mellem fortid og samtid
Også Vibe Bredahl bruger ord i sine billeder, men her er de dog kun med som en form for indskrevne titler, der ofte slynger sig lige så frodigt som de blomsterranker, Bredahl lader skyde frem over papiret.

Yndig, i ordets bedste forstand, er den lille serie, som hun har tegnet med udgangspunkt i familien Larsens liv, hvor både deres tamme odder, Jokum, og Johannes’ elskede brændevinsurter er repræsenteret.

Bredahl kredser i sine værker konstant omkring døden som en ganske naturlig forekomst. Derved opstår en parallel til Johannes Larsens mange smukke studier af døde fugle, som man kan se i hovedhuset.

Men selv om fuglene, levende som døde, er et tydeligt tværgående tema mellem de unge kunstnere og Larsen selv, er der så sandelig også så store forskelle, at det er til at tage og føle på. For hvor Larsen fokuserede på fuglens fjer og anatomi, er fuglene i samtidskunstnernes værker alle bærere af andre betydninger.

Grænsende til ornamentik
Helt håndgribeligt sker det i Lise Blombergs på én gang rå og elegante malerier, hvor fuglene ofte har menneskehoveder og stemningen mildest talt er trykket.

Blomberg kan male blomster og blade så forenklet og stiliseret, at det grænser til stilsikker ornamentik, men hun lader de menneskelige ansigter fremstå ganske realistiske.

Derved understreger hun det groteske i sammenstillingen, samtidig med at værket som helhed peger på dyret i mennesket – og på naturen som alt andet end venligsindet og solbeskinnet.

Man skyder da fugle
Heller ikke Peter Holst Henckels fugle er ufarlige, sådan som de flyver i formation med spidssnuede jagerfly i ’Explaining Friendly Fire to a Child’ .

Værket er hentet fra den store serie ’Explaining the World to a Child’, og selv om ivrige udstillingsgæster vil huske det fra Holst Henckel og Svend-Allan Sørensens udstilling ’Jamen, man skyder da fugle!?’ i galleri Specta forrige efterår, så er der tale om et glædeligt gensyn.

Både fordi værket holder hele vejen, og fordi det spiller smukt op til udstillingssalens store vinduespartier, der åbner for udsyn til både tilsneet have og isbrydende hav.

Jo, der er virkelig dejligt ude på landet!