Hvis det primært er kunstnernes opgave at sætte farve på tilværelsen, både deres og vores, giver Louisianas nye udstilling ca. 150 eksempler på, hvordan det med held, kraft og overskud er blevet gjort, siden impressionismens farveteori lærte kunstnerne at gribe nuet og lyset og gøre det til et stykke evighed.

Set med en kurators skarpe blik er ’Farven i kunsten’ dog ikke én udstilling, men snarere to udstillinger, der er føjet ind i hinanden og forsynet med en samlende etikette.

I den ene del følger man farvens historie i kunsten, fyldigt dokumenteret og beriget ikke mindst med relevante eksempler fra Louisianas egen samling. I den anden del udfolder Werner og Gabrielle Merzbachers samling sig i sin herligt prangende farvepragt.

Købt kunst med hjertet
Det er ikke hele det schweiziske ægtepars samling af kunst, der er kommet til Humlebæk; kun den del, der vedrører starten af det 20. århundrede, hvor ekspressionisme var identisk med avantgarde.

Merzbachers har især samlet på fauvisterne, den unge Kandinsky, malere omkring gruppen Die Brücke og andre, som i udtryk og kolorit stod deres hjerte nær.

For det er med et stort varmt hjerte, at disse to mennesker har købt kunst gennem fire årtier, og ikke med tegnebogen, selv om den sidstnævnte genstand nok ikke er helt underordnet.

Hvis der ikke var en særdeles fornuftig økonomi i international pelshandel, ville man ikke komme i nærheden af de navne og den slags billeder, der lige for tiden lyser op i Louisianas sale og løfter gennemsnittet.

Forældrene døde i Auschwitz
Museet i Humlebæk har suppleret og ajourført denne privatsamling ved at tilføje et udvalg af de mest farvekraftige billeder, som museet ejer, af Yves Klein, Morris Louis, Frank Stella, Gerhard Richter, Ugo Rondinone m.fl. Derved spænder hele udstillingen over det i enhver forstand mest farverige kapitel i Europas kunsthistorie, fra Sisley og Monet i 1880’erne helt op til Olafur Eliassons ’Farvecirkel-serie’ fra 2008-09, som er en nyerhvervelse.

Farvekraften i Merzbachers samling danner kontrast til den mørke start på Werner Merzbachers egen livshistorie. For han er født i 1928 i Tyskland under tilsyneladende lykkelige og betryggende forhold.

Men da hans forældre var jøder, blev familiens skæbne fatalt ændret efter nazismens magtovertagelse og Krystalnatten. Forældrene sendte begge deres sønner i sikkerhed i Schweiz, men nåede ikke selv frem. De endte i stedet i Auschwitz.

Da storebroderen var psykisk syg, kunne Werner i starten ikke få schweizisk statsborgerskab. Han måtte tage til USA, hvor lykken så omsider tilsmilede ham.

Han blev gift ind i en pelshandlerfamilie, og da hans svigerfader samlede på franske impressionister, varede det ikke længe, før hans samlermani også havde smittet af på de nygifte.

»De bedste samlinger opstår inde fra dig selv«
Til skade for mange kunsthistorikeres og museumsinspektørers anseelse går vejen til de bedste kunstkøb ikke altid over en universitetsuddannelse. Ud over tilstrækkelig likviditet handler væsentlige erhvervelser på kunstmarkedet om at have udviklet en fornemmelse for kvalitet.

Uden nogen tvivl har Werner Merzbacher et sådant øje for kunst – eller han har udviklet det.

»De bedste samlinger opstår inde fra dig selv«, har han sagt. Måske har han inderst inde ønsket at genopbygge sin tiltro til menneskeheden i almindelighed og Tyskland i særdeleshed ved at købe værker af fortrinsvis tyske kunstnere. Eller måske havde han et eksistentielt behov for at omgive sig med noget så livsbekræftende som kunst.

Men sikkert er det, at mange af hans fund falder inden for det segment af ekspressionister, som nazisterne med kulturpolitisk afsky klassificerede som ’entartete’, dvs. dekadente. Men at han aldrig er gået efter de ’rigtige’ navne alene, overbeviser ophængningen om.

Det vigtigste var ikke at være navnefetichist, men at indkøbe malerier af iøjnefaldende kvalitet og så måske bagefter undre sig over, at signaturen ikke var lige så kendt som en Noldes, Kandinskys, Kokoschkas og Joan Mirós. Derfor fandt navne som Ernst Wilhelm Nay, Albert Müller og Hermann Scherer også vej til hans vægge.

En af verdens bedste privatsamlinger
Hvad Merzbacherne omgav sig med i deres hjem, var indtil 1998 en diskretionssag. Men i 50-året for Israels grundlæggelse besluttede de sig for at vise deres værker på et museum i Jerusalem.

Lige siden har denne længe bevarede hemmelighed haft ry for at være en af verdens bedste privatsamlinger på området. Kernen i ’Farven i kunsten’ bekræfter dette ry.

Forberede sig på en ekstra invasion
Det er meget lidtmaleri, som slet ikke rummer farver. Strengt taget er det nærmest et altomfattende emne, Louisiana har givet sig i kast med, noget i stil med ’Ordet i digtningen’, ’Tonen i musikken’ eller ’Smagen i maden’. Det betyder i praksis, at mange af de malere, der af forskellige grunde ikke er medtaget, lige så godt kunne være med som dem, der rent faktisk er det.

Når Jorn er inkluderet, endda ret rigeligt, kalder det måske på en forklaring, at Per Kirkeby ikke er det. Og så videre. Og så videre.

Ingen skal dog sige, at museet ikke har benyttet anledningen til at informere godt om emnets optisk-videnskabelige side. Den indledende information omkring udstillingens kunstnere er tilmed så fyldig, at den er blevet en udstilling i sig selv.

»Verden er i farver! Og farverne har betydning for os«, indleder Poul Erik Tøjner i Louisiana Revy. De vil få betydning for museets besøg de næste fire-fem måneder.

Med et sådant trækplaster af et emne kan Danmarks mest trafikerede kunstmuseum godt forberede sig på en ekstra invasion.

Og det er vel i virkeligheden også det, som farver i kunsten på et kunstmuseum handler om.