For fyrre år siden var Jens Søndergaard (1895-1957) alt det, som en stor dansk kunstner burde være: den helt igennem ægte og inkarnerede oprindelighed.

Med andre ord en maler, der blæste på alle sin tids trendede ismer, og hvis enestående styrke det var aldrig at have lært noget af nogen. En maler, der kun malede det, han havde et nært indgroet forhold til, som f.eks. landskabet i Thy, som han kom fra, og hvorfra hans mentale verden gik og blev ved med at gå.

En maler, der af samme grund næsten aldrig rejste. For det væsentligste havde han allerede i sig.

Og en maler, hvis naturmotiver var i den dybeste samklang med ham selv. For ellers havde han ingen følelser for dem, og uden store følelser intet stort maleri.

Den uspolerede vildmand
Man skulle tro, at den franske 1700-tals-maler Chardin havde forudset Jens Søndergaards komme, da han engang udtalte:

»Man betjener sig af farver, men man maler med følelsen«.

For små fyrre år siden havde Statens Museum for Kunst gerne ryddet et par velbelyste sale for at mindes »vildmanden i det danske våben«, for at citere Hans Edvard Nørregård-Nielsens karakteristik af den gamle titan.

For Jens Søndergaard havde hår på kunstnerbrystet og »farvekraft ad helvede til«, som han blev citeret for at have sagt.

Fra Nørre Vold til Vesterhavet
I dag er der ikke så mange store kunstmuseer, der vil rydde hverken kalenderen eller et par sale for hans livsværk.

Derfor er det godt, at Kastrupgaardsamlingen gør det, efter at det aktive Kunstmuseet i Tønder har lagt for.

For Jens Søndergaards malerier er en rejse værd, uanset at denne rejse klart går tilbage i tiden, i overvejende vestlig retning, mod en grov upyntet natur uden mange spor af civilisation og moderne kultur.

Om vinteren boede kunstneren i København, hvor han lige kunne mande sig op til at male billeder fra Nørre Vold og fra Rådhuspladsen, hvor hans atelier i hovedstaden lå.

Men den øvrige del af året følte han sig langt mere hjemme i barndommens Thy ved Limfjorden og fra 1928 i Bovbjerg, som malervennen Niels Bjerre havde introduceret ham til.

Rå billeder på menneskelig eksistens
Det var i denne del af Jylland, med ansigtet vendt mod Vesterhavet, at Jens Søndergaard lagde grunden til sit karakteristiske maleri, og han gjorde det uden at spørge om lov.

Det var et maleri, der sjældent lod sig kende på bestemte udsigter eller bestemte ansigter. For maleren befolkede aldrig sine landskaber med mennesker, der udmærkede sig ved deres individuelle genkendelighed.

De var ikke personer, kun navnløse repræsentanter for en menneskelig eksistens i en malerisk tolkning. Eller om man vil: rå og upyntede billeder på denne eksistens.

Hvis de engang havde været personer, var de i mellemtiden blevet deformeret og forvandlet til figurer, hvis anonymitet ikke længere kunne stå i vejen for deres dybe og inderlige sammensmeltning med den voldsomme natur, som de så naturligt befolkede.

Det er sådan, man møder dem i hovedværker som ’Begravelse’, ’Sol efter storm’ og ’Søndag’. Og så blev Søndergaard på sine ældre dage mere og mere interesseret i at male figurer, også selv om han ikke ligefrem kvalificerer til betegnelsen portrætmaler.

Artsfælle til Munch
Uden bogstavelig talt at have det som officielt program blev Jens Søndergaards indsats som kunstner et syvmileskridt tilbage til den såkaldte oprindelighed og et oprør fra bunden (og især jorden) mod de herskende og moderne artistiske tendenser i det tyvende århundredes begyndelse.

Han var naturtalentet i indtil flere betydninger af ordet. Allerede fra debuten på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1919 faldt Søndergaards billeder tungt uden for alle kunsthistoriske klasser og kasser.

Det gjorde dem enestående i samtiden, og snart talte man andægtigt om Emil Nolde og Edvard Munch som denne romantiske ekspressionists eneste naturlige artsfæller. Pludselig skulle man være uskolet for at være uspoleret.

Men det, der i begyndelsen tog sig ud som denne malers styrke, skulle blive hans begrænsning, da den internationale modernisme satte sig på dagsordenen.

Måske var Jens Søndergaard det sidste krafttalent i en generation, der turde mene, at landet altid var et sandere og væsentligere motiv end byen, og at virkeligheden måtte have forrang for enhver abstraktion.

Men svingende kunsthistoriske konjunkturer ændrer ikke ved det faktum, at Jens Søndergaard var en rigtig god maler, og at hans billeder stadig emmer af farve- og naturkraft.

Beskedne forhold
Kastrupgårdsamlingen råder ikke over de samme faciliteter som et rigtigt kunstmuseum som f.eks. Arken (der for tiden viser Oluf Høst, som interessant nok har overlevet modernismen bedre end Søndergaard).

Og selv om ophængningen hverken er stramt kronologisk eller klart tematisk, levner den ingen tvivl om det kunstneriske format. Det kom aldrig Søndergaard til skade, at han kun nåede han at snuse til Kunstakademiet.

Det afgørende var, at han bestemt ikke brød sig om lugten. Han behøvede ikke andre redskaber end den jyske urkraft, der var den forudsætningsløse kunstners eneste væsentlige forudsætning.

De gængse kunsthistoriske metoder må føles utilstrækkelige, når man vil indkredse en så erklæret anti-akademisk og anti-intellektuel kunstner.

Det mærkes også i den noget kantede og universitære tekst til det gennemillustrerede katalog. Ole Juls store essay er et behjertet forsøg på se Søndergaards kunst i en mere reflekteret og intellektuel optik, end man tidligere gjorde, men omkostningerne er en vis vidtløftighed.

En af de bedste billedanalyser gælder sjovt nok ikke Søndergaards billeder, men Jens Juels portræt af den henslængte mr. Joseph Greenway, som bringes i spil som en parallel.

Værkernes vægt
Kataloget giver det umiddelbare indtryk af at være fyldigt illustreret. Men det er som regel de samme billeder, der går igen, nogle gange i forskellig størrelse.

Mærkværdigvis nok er det ikke altid den store gengivelse, der henvises til i teksten, men den lille. Den helt store forskel gør billedformatet dog ikke, eftersom illustrationerne gennemgående er forstemmende mørke.

Så den høje vurdering af udstillingen går alene på vildmanden Jens Søndergaard og på hans stærke værker, ikke på det øvrige udstyr.