Det var ikke uden en vis skepsis, jeg tog ud for at se en udstilling med titlen ’Edvard Munch og Danmark’. Jeg frygtede i værste fald en overdreven dyrkelse af det danske på et spinkelt grundlag, en svælgen i perifere biografiske optegnelser og en række ligegyldige skitser.

Min pessimisme blev heldigvis gjort til skamme.

For det første er der en solid historisk og geografisk basis at bygge på, om end udstillingen kunne have heddet ’Munch og København’, for det er København, som er omdrejningspunktet: Munch udstillede ofte i København under stor mediebevågenhed og publikumssucces; han havde gode forfatter- og kunstnervenner her, som inspirerede ham direkte og indirekte; og han boede i København og Taarbæk 1905-09.

Overraskende sider af Munch
For det andet er perioden for udstillingen den kunstnerisk mest interessante, nemlig gennembrudsårene omkring år 1900.

Det er her, Munch finder sit formsprog og maler sine kendteste billeder, hvoraf Ordrupgaard dog kun har få med: ’Melankoli’, ’Nat i Saint-Cloud’ og ikke mindst ’Det syge barn’ (1907-versionen).

Sidstnævnte er til gengæld måske Munchs stærkeste og mest holdbare værk overhovedet, når man først er kommet sig over effekten i det notoriske ’Skrig’, der efterhånden er blevet et kitschikon.

Udstillingen viser desuden en lang række mindre kendte værker, hvoraf mange er rigtig gode, og nogle endda viser overraskende sider af Munch.

Impressionismen fundet i Danmark
Ikke mindst det mærkelige portræt af kollegaen Henrik Lund, malet sådan, som Munch mente, at han lige havde set ham, da han passerede ham på 10 centimeters afstand.

Metoden er i sig selv et eksperiment, og når man ser resultatet, må man gyse over det runde ansigt i giftiggrønne nuancer. Her skaber Munch en uafhængig parallel til både fauvismen og ekspressionismen, der netop var ved at opstå på dette tidspunkt.

At mene, at Munchs forhold til Gauguin og impressionismen er et dansk anliggende, sådan som udstillingens første afdeling gør det, er nok lidt af en tilsnigelse, men lidt er der om det.

Munch stiftede bekendtskab med impressionismen på en udstilling i København i 1888, og hans forhold til Gauguin går gennem danske kanaler, nemlig gennem vennen J.F. Willumsen og gennem Gauguins danske kone og søn.

I modsætning til impressionismen fik Gauguin en varig indflydelse på Munchs symbolistiske maleri, også selv om Munchs palet er noget mere brun i det. Her fremhæves billedet ’Efterår’, der dog kan minde mere om van Gogh med sine grove strøg og sit fokus på jorden frem for mennesker og planter.

I slagsmål med kollega
I 1904 fik Munch en udstilling på Den Frie, og det blev den hidtil mest besøgte separatudstilling nogensinde, takket være mediernes svælgen i Munchs slagsmål med den norske forfatter Andreas Davidsen Haukland.

Haukland slog Munch tre gange i ansigtet under et skænderi uden for Hotel Bristol, og tre dage senere gav Munch igen med sin stok foran Café Bernina, da Haukland forsøgte at undskylde. Selv om konflikten intet har med værkerne at gøre, er anekdoterne interessante, fordi de viser mediernes og publikums reaktionsmønstre, der ikke adskiller sig meget fra nutidens.

Aviserne elskede at berette om ’de norske bersærker’, publikum strømmede til udstillingen, og journalister begyndte derfor at diskutere, om slagsmålet simpelthen var et reklamestunt. Det var det vist ikke, men allerede i 1904 var det altså noget, man overvejede.

Psykiatrisk faderskikkelse
Kritikken var delt, men samlingen af portrætter fik særlig opmærksomhed og vakte stor begejstring. Sammenligningen med Willumsen fulgte altid Munch i den danske presse, hvad enten man regnede den ene eller den anden for den bedste, og måske af samme grund lagde Munch lidt distance til Willumsens ’opkonstruerthed’, som han kaldte det.

Blandt Munchs portrætter er der en særlig energi over de to af den psykiatriske læge dr. Jacobsen. Munch var indlagt med en psykose i 1908-09 i Daniel Jacobsens klinik, og især det andet portræt viser en stærk autoritet og faderskikkelse.

Måske kan man sige, at Munch rokker en smule ved magtforholdet, idet den læge, der til daglig objektiverer patienten som endnu et sygdomstilfælde, her bliver objektiveret som malerens motiv.

Grotesk skabelsesmyte
Indlæggelsen syntes ikke at svække Munchs produktivitet, nærmest tværtimod.

Han fik her lejlighed til at udføre sine planer om en grafisk bog, ’Alfa og Omega’, bygget på en grotesk skabelsesmyte, han selv skrev.

Munchs litterære forfatterskab er ikke stort eller virtuost, men den får hele armen i legenden om Alfa og Omega. De er de første mennesker, manden og kvinden, og de elsker hinanden, men Omega er stærkt promiskuøs og har seksuelle affærer med alle de vilde dyr til Alfas store frustration og jalousi.

Da det viser sig, at hun har født både grise, slanger, abekatte og ’andre bastarder’, som nu betragter Alfa som deres far, slår det klik for ham, og han dræber Omega, hvorefter hendes børn dræber ham. Og »den nye slægt opfyldte øen«, som slutningen lyder.

Det er ikke ligefrem et politisk korrekt billede af den promiskuøse kvinde, men der er både en grotesk humor og en ømhed midt i al rædslen. Den tilhørende billedserie er fascinerende og gør brug af Munchs studier i Zoologisk Have, ligesom Alfas skinsyge krops- og ansigtsudtryk trækker på ’Skrig’.

Tilbage til ’Det syge barn’
Ordrupgaard har fået en interessant udstilling ud af for første gang at undersøge Munchs relation til København, også kaldet ’Danmark’.

Ultimativ er den på ingen måde, men man får set sider af Munch, der normalt ikke belyses, og så kan man igen og igen gå tilbage til ’Det syge barn’ og huske på, at dette motiv ikke blot bygger på en biografisk hændelse i Munchs liv, men vidner om en tid, da børn jævnligt døde af sygdom og fattigdom, en tid før medicinske landvindinger og skandinavisk velfærdsstat.