Den danske pavillon på Venedig Biennalen er til salg. Det første, man møder uden for pavillonen, er et stort skilt, der markerer dette og henviser til et lokalt ejendomsmæglerfirma.

Man kan få lov at bese huset, og det er så populært, at det internationale publikum står i kø i op til en time for at blive vist rundt derinde. Alle har på fornemmelsen, at der er noget særligt på færde.

Usædvanligt hus
Og det er da heller ikke et helt almindeligt hus, ejendomsmægleren viser os rundt i.

Her har i årtier boet en rig familie, men ægteskabet er gået i stykker, og ved samme lejlighed er det lange spisebord revnet midt over, tværs gennem designertallerkenerne og videre ned gennem stolene.

Ubetryggende
Der er mange andre elementer, der heller ikke er helt betryggende: Trappen i biblioteket er styrtet sammen. Fjernsynet kører stadig med et italiensk børneprogram.

Husholdersken er støbt i forgyldt messing. Hunden er udstoppet og ligner His Masters Voice-hunden, men denne hund kigger ikke på en grammofontragt – den stirrer på en abstrakt skulptur, der minder en hel del om de mandlige kønsorganer.

Kendere genkender den som en klassisk modernistisk skulptur af Constantin Brancusi og ser, at dette er et kunstsamlerhjem, for på væggen hænger Frank Stellas lige så berømte sorte lærreder med hvide linjer.

Parret havde en teenagedatter, og hun reagerede tilsyneladende mod sine forældres finkulturelle smag ved at blive goth-punker – i hvert fald er alt i hendes værelse malet sort, og når man åbner døren, hæves en økse i en snor.

Helt nede ved gulvet er en åben lem, gennem hvilken hun kunne kravle ud i haven. Jeg forestiller mig, at hun sad dér og kiggede over på naboen – den nabo, som familien aldrig kom godt ud af det med.

Død nabo
Naboen boede i den nordiske pavillon, lige ved siden af den danske. Mens den danske pavillon er en tung og grim klods, har den nordiske en demonstrativ lethed i sin arkitektur og er indbegrebet af skandinavisk design.

Beboeren af denne luksusvilla har ikke klaret sig bedre end familien ved siden af.

Han ligger død med ansigtet nedad i poolen. Indenfor sidder nogle unge mænd helt upåvirket og slænger sig i sofaerne. En af dem er nøgen.

På mandens skrivebord ser man en skrivemaskine med hans mislykkede begyndelse på en selvbiografisk roman med titlen ’Den erotiske skribent’.

Erotikken viser sig hurtigt som homoseksuel, for på bordet ligger billeder af græske statuer og bøsseporno. Det viser sig også i hans samling af underbukser og badebukser fra tidligere elskere, højtideligt sat op i glas og ramme.

Har manden begået selvmord? På skrivebordet ligger hans briller med revnede glas ved siden af en cigaretstump skoddet direkte ned i bordet.

Måske en skrivekrise har taget overhånd. Man må gætte, men heller ikke her er alt logisk.

Der er en dør med håndtag i begge sider, og i ovnen bages ikke brød, men partiturer af afdøde komponister som Erik Satie og Luigi Nono.

Ud af den enlige højttaler strømmer til gengæld ny elektronisk musik.

Stærkt underholdende udstilling
Det er med god grund, at den danske/nordiske udstilling er et tilløbsstykke, for udstillingen er uden forbehold stærkt underholdende og samtidig perfekt udført.

Kunstnerduoen Elmgreen & Dragset har holdt de mange deltagende kunstnere i stram snor for at opnå et overbevisende og sammenhængende resultat, og man kunne ønske, at noget sådant ville ske oftere.

Som en mærkelig film
Det er som at gå ind i en mærkelig film, hvor man rent faktisk kan gå rundt og røre ved tingene.

Men det er mere end det, for udstillingen tematiserer forskellige spor, som man kan lægge mere eller mindre vægt på: samleri, arkitektur, bøsseidentitet og nationalitet.

Samleriet er mest prominent til stede i udstillingens titel, men viser sig hos nabofamilien i form af kunstsamlinger, moderne porcelænssamlinger og sågar en fluesamling.

Manden i svømmepølen har samlet på homo-erotica, men tydeligvis også på unge elskere.

Hverdagslig homokunst
Når man siger bøssekunst, tænker mange på kunst, der tematiserer den marginaliserede homoseksualitet som noget undertrykt, men Elmgreen & Dragset har snarere søgt kunst, der fremstiller homoerotikken som et hverdagsligt faktum; en kærlighed og seksualitet mellem mænd, der ikke er i opposition, men blot er, som den nu er.

Det nationale og det arkitektoniske synes at høre sammen.

Det frække greb med at ’sælge’ den danske pavillon hænger i høj grad sammen med dens grimhed og tyngde, som så næsten bliver en metafor for det forældede åg, det nationale perspektiv på kunsten er.

Sådan kan det i hvert fald udlægges, når Elmgreen & Dragset ingen hensyn tager til dansk kunst i deres udvalg af kunstnere.

Stærkt dansk bidrag
Den danske pavillon er nok til salg, men den står stærkere, end den har gjort i mange år, også på grund af et skarpt blik for, hvilken type kunst der fungerer på en mastodontfestival som Venedig Biennalen.

Paradokset er, at jo mindre national udstillingen er, des mere succesrig er den nationale udstilling.

Læs flere kunstanmeldelser på ibyen.dk