Den aktuelle samtidskunst bliver indimellem klandret for at være fløjtende ligeglad med verden omkring sig.

I stedet, fortsætter den fremsatte anklage, hygger kunstnerne sig med sig selv og deres farver.

At ikke alle samtidskunstnere behøver føle sig truffet, kan man dog for tiden forvisse sig om adskillige steder i København.

Statens Museum for Kunst har netop slået dørene op for Jakob S. Boeskovs udstilling ’Siggimund’ (læs iBYENs artikel om 'Siggimund' her ), mens udstillingsstederne Rumkammerat og Pixel ligeledes sætter fokus på yderst aktuelle og politiske problemstillinger.

70'erne spøger
Hos Rumkammeraterne er overskriften ’Invasion’, og her markeres, som det mere end antydes i titlen, seksårsdagen for invasionen i Irak.

Men nogle steder bliver pointerne så tydelige, at det kan føles som at træde ind i en tidsmaskine for den, der har oplevet 1970’erne.

Hvilket sådan set ikke her er helt overraskende, da en af de udstillende kunstnere, Thomas Kruse, faktisk har en fortid i Røde Mor.

Humoren gør godt
Kruse arbejder videre i den firkantede fremstillingsform, hvor en næsten klassisk overskrift på et værk lyder: ’Terrorist / Freedom Fighter’.

Den slags har jeg for længst fået en solid overdosis af, og da jeg næppe er den eneste, der har det sådan, ender budskabet med at sabotere sig selv.

Så er der bedre bid, når Kruse skriver »What about Western civilization?« hen over en torturscene fra Abu Ghraib – og lade Gandhi svare, at det da ville være en glimrende idé!

Her er stadig ikke meget overladt til fantasien, men i det mindste gør humoren i svaret godt.

Komplekst, smukt og sørgmodigt
Andre af udstillingens kunstnere går knap så kontant til konceptet, som nu Rasmus Nielsen, der både arbejder med billedet som billede og som betydning på samme tid.

Rasmus Nielsen blander nemlig kollage, maleri og graffiti i værker, der visuelt er lige så komplekse som de konspirationsteorier, de ofte omhandler.

En lignende tilgang finder man hos Mikkel Flohr, der bruger avispapir, både fra vestlige og arabiske aviser, som et gennemgående element. Nogle gange danner de sammenklippede aviser baggrund for hans skarpt sort/hvide figurer, som den ikoniske knytnæve, der har fat i fødderne på fredsduen.

Andre gange udgør aviserne de portrætteredes hud, sådan som det sker i et smukt og sørgmodigt billede af en slørklædt kvinde.

Vanskelig kunstform
Det er ikke så sært, at adskillige kunstnere på udstillingen har valgt at benytte sig af de smukke, men også, for de fleste, ganske uforståelige arabiske skrifttegn.

Og det fører, paradoksalt nok, til, at hvor visse værker på ’Invasion’ er alt for let aflæselige, ender den arabiske skrift med at afskære de fleste beskuere fra en dybere forståelse af andre.

Det kan der måske i sig selv være en pointe i, men præcis hvad den i så fald er, står desværre ikke fuldstændig klart.

Til gengæld efterlader udstillingen ingen tvivl om, at politisk kunst er en vanskelig kunstform, som det dog alligevel er værd at give sig i kast med.

Hvem ser på hvem?
At give sig i kast med det politiske er præcis, hvad Mogens Jacobsen med stort held gør i det lille udstillingssted Pixel, som han har skabt den interaktive installation ’Gruppen (uden dig)’ til.

Her hviler et gigantisk sæt øjne på beskueren, der snart må spørge sig selv, hvem det egentlig er, der bliver overvåget – værket eller en selv?

Magten ligger dog, til en vis grad, hos beskueren, for møder man værkets blik, forsvinder øjnene fra skærmen.

Det hele er styret af allerede eksisterende biometrisk overvågningsteknologi, der er i stand til at genkende ansigter. Både et ansigt som et ansigt samt et ganske bestemt ansigt.

Overvågningssamfund i det små
Selv havde jeg dog lidt problemer med at blive rigtig genkendt og måtte temmelig tæt på for at stirre bistert ind i kameraet, før de hoppende øjne endelig forsvandt.

Dog kun for kort efter at blive afløst af et nyt par. Men når det lykkes, føles det ikke desto mindre som en lille sejr for både blik og individ!

Mogens Jacobsen har siden begyndelsen af 1990’erne arbejdet med digital kunst og interesserer sig ikke bare for den udefrakommende overvågning, men også for den form, vi frivilligt underkaster os på steder som Facebook.

Den slags overvågning kalder han for ’Little Brother’, i modsætning til Orwells så berømte Big Brother.

At han ikke er alene om denne omskrivning, eller med sin interesse for overvågningens konsekvenser, kan nysgerrige forvisse sig om på hjemmesiden for The Institute for Applied Autonomy, der har base i New York.

'Gruppen (uden dig)': Kunstner: Mogens Jacobsen. Sted: Pixel/Fast Video, H.C. Ørstedsvej 66, Frederiksberg. To.-fr. 15-18, lø. 14-17. Til 19. april.