Ordrupgaard kan ikke lave en udstilling kun med maleren Per Kirkeby. For ham viste Louisiana sidste efterår i meget stort format, og fra juni kan man så se ham igen på Tate Modern i London.

Ham kender alle. Ordrupgaard kan heller ikke bare lave en udstilling med den norske romantiker Peder Balke. Her er problemet det modsatte. For hvor mange kender ham?

Kunstnerisk slægtskab
Til gengæld kan man forsvare en dobbeltudstilling med – og om – dem begge, når den iscenesættes som et meningsfuldt kunstnerisk slægtskab på tværs af tid og rum.

Kuraterede udstillinger, der sætter to kunstnersjæle op mod hinanden for bedre at kunne belyse dem begge, er en afløser for den monografiske udstilling.

I dette dobbelte løb er det Balke, der render med opmærksomheden, ikke fordi han er den bedste kunstner, for det er han langtfra. Men fordi han er det nyeste bekendtskab.

Dog var det Kirkeby, der i en lille bog i 1996 gjorde danskerne opmærksomme på Balke, og et af malerierne i Kirkeby-afdelingen har ligefrem hans navn som titel.

Kirkebys skrift blev fulgt op af et gæstespil på den store Turner-udstilling på Statens Museum for Kunst.

For var der to i 1800-tallets første halvdel, der var fælles om noget, også selv om de nok aldrig mødtes, var det den lille nordmand og den store englænder.

Visionære Balke
Derimod minder Balke slet ikke om de samtidige norske eller danske landskabsmalere. Der er ikke meget af guldalderens poetiske naturalisme over denne Balke.

For han er en visionær, der i sine malerier drømmer heftigt om månebelyste bugter og dramatiske bjergtinder.

Uanset at det norske fyrvæsen på Balkes tid var det mest avancerede i Norden, var det aldrig bestemte fyrtårne og deres omgivelser, han portrætterede.

I stedet kunne han tage fyrtårnet fra én lokalitet og som et løsrevet citat sætte det ind i en helt anden kyststrækning. Månelyset er også til fri afbenyttelse.

Gammel dekorationsmaler
Brugen af naturcitater er måske det, der er mest kirkebysk ved Balke. Desuden havde han som gammel dekorationsmaler lært alt det, som Kirkeby kalder beskidte tricks, og som tidligere hørte til fidusmalernes standardudstyr.

Det er grunden til, at Ordrupgaard har sluppet dekorationsmaleren m.m. Erik Peitersen løs på to store vægflader i museet, der på afstand ser ud, som om de er hugget ud i mørk marmor.

Måske for at vise, at afstanden mellem den dekorative kunst og den seriøse kunst ikke er så stor, som vi går og håber.

Kontroversielle teknikker
Balke gjorde mange kontroversielle ting. Han undermalede med hvidt, skrabede i farven, brugte børster og svampe til at male klipper, hvor samvittighedsfulde malere foretrak pensler.

Hans billeder – store som meget små – rejser sig over et tvivlsomt fundament af sådanne illusionistiske effekter.

Kitschet mystik
Ren kitsch er de ikke, for de virker ved at rumme en egen robust mystik.

At der så ofte ikke var naturalistisk dækning for motivvalget, fik kritikerne til at rynke på næsen, især efter at nationalromantikken kom og krævede, at et landskab først og fremmest skulle være nationalt, dvs. typisk og umiskendeligt norsk.

Men vor outsider ville hellere dyrke naturen som eksponent for det heftigt storslåede og syrede.

Lykken i Paris
I stedet søgte Balke lykken i Paris og fandt den, indtil hans mæcen, borgerkongen Louis Philippe, blev styrtet under februarrevolutionen i 1848.

Inden da nåede kongen at erhverve to store malerier og 26 skitser af ham, med den begrundelse, at han som ung havde været i Norge og besøgt Nordkap, ligesom den meget rejsende Balke havde gjort.

Hjemme var Balke længe et større navn i socialhistorien end i kunsthistorien.

Som ældre arbejdede han for at få indført en almen pensionsordning for både mænd og kvinder, og han byggede et socialt boligområde for småkårsfolk, kaldet Balkeby.

Det gjorde ham endnu mindre populær hos den overklasse, der var den tids største kunstmæcener.

Fælles indre drivkraft
Endnu har Kirkeby ikke bygget nogen Kirkeby for f.eks. subsistensløse kunstnere. På det eksistentielle plan er der flere forskelle mellem de to, end der er i ligheder.

Det grundlæggende fællesskab ligger ikke så meget i noget ydre, men i en indre drivkraft: en fordomsfri omgang med maleriet og modet til at være sin egen.

Begge er store i slaget. Men Balke er det i mere koncentreret form, fordi hans formater er så meget mindre og den overhængende trussel fra tidens konventioner så meget større.

Trods alt tilhører Kirkeby en tid, hvor kunstnerisk frihed er en naturlig dåbsgave.

De to udstillingshalvdele glider ikke ind i hinanden. Fornuftigvis må man nøjes med at have den ene kunstner på nethinden, og i erindringen, når man går videre til den anden.

I overensstemmelse med denne opdeling er der også udgivet to kataloger. Det er især den høje kvalitet af disse publikationers tekster, der perspektiverer dette tidsforskudte sololøb mellem to nordiske kunstnere.

Læs flere kunstanmeldelser på ibyen.dk