Der er i grunden noget barnligt over Max Ernsts billeder. Det skal ikke misforstås – de handler ikke om barndommens verden, og de er heller ikke inspireret af børnetegninger.

Det er en voksenverden og et voksent billedsprog. Det barnlige ligger snarere i måden at kigge på verden på.

Tænk på barnet, som kigger op på skyerne og ser dem danne et ansigt.

Barnet, som leger koncentreret med en papæske, et nøglebundt og en handske; genstande, der ikke har noget med hinanden at gøre, men som her er i intim forbindelse.

Barnet, som gør dukken levende, mens legen står på, og derpå efterlader den livløs, henslængt på gulvet med tomme øjne.

Det er denne åbenhed over for verden og dens døde genstande, som Max Ernst synes at ville bevare, i en tid hvor de voksnes påståede fornuft og skødesløse forvaltning af menneskeliv førte dem ud i den katastrofe, vi i dag kalder Første Verdenskrig.

I dag er den sanselige åbenhed i hverdagen blevet hvermandseje – i hvert fald i teorien.

Hvem mener ikke, at man skal bevare barnet i sig, forstået som evnen til at lege og give sig hen til det irrationelle?

Reklamerne har for længst foretaget en udvanding af de surrealistiske virkemidler, og det private erhvervsliv sukker efter folk, som tænker kreativt.

Antiborgerlig
Men går man til Max Ernst, finder man en verden, som endnu kraftfuldt kaster fascinerende gåder af sig.

Ernst var med til at danne Kölns fraktion af dadaismen sammen med Hans Arp efter den store krig og delte dadas ambition om at afmontere hele den borgerlige kultur.

Den primære metode for Ernst var at lave kollager med tekstiler og udklip fra gamle victorianske bogillustrationer, anatomibøger og naturhistoriske plancher og så give dem lange, humoristiske tekstforklaringer som titler.

Alt bliver levende
Her kunne han bruge efterladenskaber fra den visuelle kultur til at skabe umulige, absurde, poetiske møder mellem ting, der ikke hørte sammen, og skabe nye figurer, som når et fotografi af en nøgen, maskulin gudeskikkelse får en golfkølle i hånden og en hæklet sommerfugl som hoved.

Mennesker smelter sammen med dyr, planter og maskiner, og alle ting bliver levende. Dette element fortsætter i forskellige forklædninger gennem resten af Ernsts værk.

I modsætning til den samtidige fotokollage i Berlin lod Ernst elementerne glide sømløst sammen i en illusion om et fælles rum og kom dermed tættere på det drømmeagtige, der snart skulle få surrealisterne til at headhunte ham til Paris.

Mellem politik og poesi
Max Ernst holder det ene øje åbent mod den synlige verden, dens politiske omvæltninger og dens visuelle kultur, og det andet øje lukket, vendt mod drømmen og poesien.

Fordi Ernst og surrealismen benytter sig af drømme som den vigtigste kreative kilde, og fordi Freud har opfundet en fortænkt drømmesymbolik, har kunsthistorikere groft sagt tromlet hen over billederne med symboler, ødipusskemaer, fallossymboler, kastrationsangst og dødsdrift i hånden, ude af stand til at se på billedernes helt konkrete elementer.

Bevidsthedens affald
Det er poesien, forvirringen og humoren, der er motoren i Ernsts værker, ikke skematiske symboler. Hans billeder går ikke op – ligesom vores drømme i øvrigt heller ikke gør det, hvor gerne freudianerne end ønsker det.

Drømme er bevidsthedens affald snarere end kodede budskaber, og det er den overvældende poesi i dette affald, Ernst tærer på.

For at slippe kontrollen lidt, men kun lidt, fandt Max Ernst på forskellige tilfældighedsteknikker til at sætte fantasien i gang:

frottage, hvor han gnider med blyant eller kul på et ujævnt underlag som træ, mønter og blade; grattage og decalcomania, hvor han arbejder med at lægge genstande under eller oven på det farvede lærred; og endelig oscillationen, hvor han med hele kroppen svinger en hullet malerspand i en snor, så malingen drypper i kurver på lærredet.

Da den unge Jackson Pollock overværede dette, fik han en god idé, der skulle vække sensation i New York: ’drip painting’. Her er det bemærkelsesværdigt, hvordan snoren hos Ernst giver næsten regulære ellipser, modsat Pollocks mere kaotiske håndholdte drypperier.

Fantastisk udstilling
På Louisiana har man endnu en gang formået at skabe en fantastisk udstilling af internationalt format, denne gang i samarbejde med Moderna Museet i Stockholm.

Det er ikke en tilfældig samlers tilfældige sekundaværker, men et gigantisk udvalg af Max Ernsts kendte og ukendte værker fra hele perioden, inklusive bogillustrationer, postkort og sågar en bemalet tagsten.

Vi får et indblik i den store mangfoldighed, der kendetegner Ernsts værk frem til de sene psykedeliske værker fra slutningen af 1960’erne.

Max Ernst er ubetinget et fyrtårn i den moderne kunst, og hvis drømmen inspirerede ham til billederne, er det i dag hans billeder, der påvirker vores drømme.

Læs flere kunstanmeldelser på ibyen.dk