Man skal være overordentlig modig om ikke ligefrem dumdristig for at ville udstille i skulpturgaden på Statens Museum for Kunst. Her vil selv store, tunge værker, der i det virkelige arbejdsliv kan brække ryggen på to flyttemænd, tage sig ud som nipsgenstande.

Enhver fornuftig billedhugger burde sige nej til invitationen og i stedet foreslå, at der her indrettes et permanent museum for store kraner og mindre flyvemaskiner. Men Jørgen Haugen Sørensen er ingen fornuftig mand. Han er en modig mand, og han har taget invitationen på sig som en inspiration til at manifestere sit sene værk.

Suveræn på sit felt
Ud over at være en, der aldrig har været bange for at kæmpe kampen, om så den ulige modstander er døden selv – det sidste kommer vi tilbage til – er Jørgen Haugen Sørensen en stor nulevende billedhugger.

Hvorvidt han er Danmarks største af slagsen, som museumsdirektør Allis Helleland lovede i sin introduktion til udstillingsgæsten, er der selvfølgelig delte meninger om, således at forstå, at meningen ikke nødvendigvis deles af hverken Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Hein Heinsen, Mogens Møller, Ingvar Cronhammar etc.

Den slags kvalitative stratificeringer af kunstnere er i grunden af det onde – og ganske unyttige. Det ville være mere korrekt at sige, at Jørgen Haugen Sørensen er verdens største billedhugger inden for det eksistentielle område, han har valgt at gøre til sit. Altså en kunstner, der er suveræn på sit eget felt, som alle væsentlige og personlige kunstnere i princippet er det.

Ved hvad han vil
For en lille snes år siden ville man have klassificeret ham som formel abstrakt, og man ville have gjort det under henvisning til nogle af hans i enhver forstand største udsmykningsopgaver som f.eks. ’Huset der regner’ på Sankt Hans Torv i København.

Set på baggrund af den aktuelle udstilling er han imidlertid så figurativ, som en billedhugger i det 20. eller 21. århundrede kan være det uden at blive nyrealist. Hvorfor denne metamorfose? Er den gamle mand blevet bagstræberisk i anledning af de halvfjerds år, han fyldte i 2004?

Der er blot sket det, at billedhuggeren for nogle år siden fik ler mellem hænderne og begyndte at modellere igen. At han er så eminent til at få nogle store klumper ler til at ligne et menneskes krop, hunde, svin, ja, selv skeletter, burde ikke komme bag på nogen, der kender til hans begyndelse som billedhugger, hvor han også arbejdede figurativt om end med stadig større surrealistisk fantasi i al tings plastiske udfoldelse.

Hans overbevisende hurtighed parret med stor sikkerhed fremgår ikke mindst af Malene Ravns portrætfilm. Når han arbejder, ved han altid, hvad han gør, og hvad han vil.

Genkendelig beboere
Det har været netop den kunnen, og den forståelse af formen, der gjorde Jørgen Haugen Sørensen så fængende, selv da han virkede non-figurativ eller direkte abstrakt. Værktitlerne har altid haft organiske referencer, og selv den mest firkantede granitblok har aldrig været helt uden kropslig udstråling.

Det er, som om kunstneren selv aldrig har været i tvivl om, hvad han abstraherede fra, nemlig fra dyret og mennesket – og ikke mindst dyret i mennesket. For verden har for ham altid været et slagtehus. I perioder har han bare haft lyst for at vende ryggen til, for at udleve sine oplevelser i en anden form.

Nu er Jørgen Haugen Sørensen efter noget af en opdagelsesrejse vendt tilbage til sit organiske udgangspunkt og slår med sine seneste eksistentialistiske værker en sløjfe på hele produktionen.

En gruppe med mesterligt modellerede hunde, ’That’s why they call them dogs’ er om ikke andet så en formel påmindelse om de skulpturlandskaber, kunstneren lavede for snart fyrre år siden. Landskabet har bare mere genkendelige beboere, end det havde i f.eks. ’Bunke med tilskuere’.

Farverige nuancer
For Haugen Sørensen er det blevet på høje tid at besinde sig på sin egen kunsts oprindelighed, og inden uret går i slag og livet ebber ud, skal den fandenivoldske billedskaber lige demonstrere sin dødsforagt, og at han gerne tager en svingom med Døden selv, som i den store skulptur ’Mens vi venter’.

Den er meget illustrerende, ligesom ’Et selvforskyldt mirakel venter på et nyt’ – af det store grædende potente svin, der vælter ud foran ens øjne.

Trods formatet er de ikke blandt de mest substantielle værker i den sene ende af produktionen, og ’Dumhedens mor’ kan ligefrem minde om en grotesk forstørret lørdagskylling, der lider af forstoppelse. Men under alle omstændigheder lægger de nye farverige nuancer til en kunstner, man troede at kende så godt.

Formens styrke
Derimod er suiten af morbidt maltrakterede hoveder og den beslægtede ’Brødrene. Skyld og sorg’ af stor og overbevisende styrke. Den sidste er en skulptur af to menneskekroppe i nærkamp, forenet i et intenst forsøg på kradse hinandens ansigter ud.

Her tager lerets røde farvelægning sig heller ikke ud som en dekorativ eftertanke, hvad den gør i andre sene skulpturer. En billedhugger, der tror på sin forms styrke, burde ikke have brug for farver til at forstærke den.

Stærkt vidnesbyrd
Men på den anden side har behovet for polykromi altid manifesteret sig i Haugen Sørensens skulpturer. Tidligere skyldtes den materialerne selv. Nu er den blevet en tilføjelse. Tiden er åbenbart kommet til, at alt skal prøves af, også det overflødige.

Statistisk set er en kunstner på Haugen Sørensens alder selvfølgelig i gang med at bruge den sidste kvote af livet. Med mindre han har tænkt sig at blive så gammel som J.F. Willumsen, for så er der masser af tid.

Som han på visse punkter minder om, både ved sin trodsighed, sin selvfiksering, sin foragt for alle autoriteter og ikke mindst ved sin umættelige sult på livet. At han stadig har overskud til at formgive livets egen modsætning, er udstillingen – trods de umulige lokaliteter – et stærkt vidnesbyrd om.